At vi er blevet flere indbyggere i Danmark over de seneste årtier, kommer næppe som et chok for mange. Da jeg voksede op i 1970’ernes København, var vi knap 5 mio. indbyggere i Danmark. I skrivende stund nærmere vi os 6 mio. indbyggere – helt præcist var vi således ifølge Danmarks Statistik 5.944.145 indbyggere pr. 1. juli i år.
Fremgangen i antallet af indbyggere har været drevet af to hovedtendenser. For det første lever vi længere end for 50 år siden, og for det andet har vi i samme periode haft en betydelig nettoindvandring. Fødselsraten har til gengæld ikke været særligt højt – faktisk har den været til den lave side i forhold til at sikre et konstant befolkningstal.
Selvom vi er blevet betydeligt flere indbyggere i Danmark, så er der hverken tale om en jævn udvikling målt på geografi eller aldersgrupper. Forskydningerne på tværs af geografi og aldersgrupper har imidlertid stor politisk betydning. Det gør en betydelig forskel, om vi taler flere ældre eller flere i den erhvervsaktive alder – og det spiller selvsagt også en rolle, hvor befolkningsvæksten finder sted.
“Udviklingen i antallet af skolebørn er en interessant lakmustest i forhold til de nødvendige prioriteringsøvelser, vi er nødt til at gennemføre i kommunerne over de kommende år
For at illustrere betydningen af de befolkningsmæssige forskydninger og betydningen for den offentlige budgetstyring vil jeg i det følgende kigge nærmere på udviklingen i antallet af børn i skolealderen. Skolealderen er her for nemheds skyld sat til børn i alderen 6-15 år, vel vidende at det ikke er en helt præcis aldersafgrænsning.
Da jeg startede på Amager Lilleskole som knap seksårig i 1977, var jeg bestemt ikke det eneste barn i det danske skolevæsen. Faktisk var der 780.000 børn i alderen 6-15 år. Så mange børn i skolealderen er ikke hverdagskost – bortset fra et par år i slutningen af 1950’erne har der aldrig hverken før eller siden været så mange børn i den aldersgruppe.
Da jeg gik ud af niende klasse ti år senere, var antallet af børn i skolealderen faktisk allerede faldet med ca. 100.000. Hvis vi antager, at der er 500 elever i en nogenlunde gennemsnitlig folkeskole, skulle der altså lukkes 200 skoler i den periode.
Men antallet af børn i skolealderen fortsatte med at falde. I 1995 var der kun 564.000 børn i skolealderen – 215.000 færre end toppen i midten af 1970’erne. Herefter vendte udviklingen. Og de følgende år steg antallet af skolebørn atter. I 2007 var der næsten 700.000 børn i skolealderen. Til trods for at der samlet set var betydeligt flere indbyggere i 2007 end i midten af 1970’erne, var der altså brug for færre skoler.
2007 var et toppunkt – og vi er nu igen nede på 640.000 børn i skolealderen. Ved indgangen til året i år var der således 47.000 færre børn i skolealderen end i 2007.
Fokuserer vi på den geografiske udvikling, så tydeliggøres det, at det i mange områder er afgørende at kunne skalere op og ned for skoleområdet.
For over de seneste 15 år har der faktisk været kommuner, hvor der er kommet flere børn, selvom antallet af skolebørn som nævnt samlet set falder. Det er primært i hovedstadsområdet, Aarhus og i udvalgte kommuner på den jyske østkyst. Til gengæld er antallet af børn i skolealderen i Esbjerg faldet med 2200 på 15 år, og et stort set tilsvarende fald ser vi eksempelvis i Hjørring. Værst ser det dog ud i Lemvig, hvor antallet af børn i alderen 6-15 år er faldet med knap 40 pct. på blot 15 år.
Så store forskydninger i antallet af skolebørn stiller store krav til kommunalpolitikkerne. I København har der skulle gøres plads til 12.000 flere børn i skolealderen – og man har kun haft 15 år til at gøre det. Omvendt har skolepladser og skoler skullet nedlægges i hastigt tempo i de kommuner, hvor antallet af børn er faldet kraftigst. Det sidste er sjældent en populær øvelse lokalt.
Modstanden mod at nedlægge skole er – ganske naturligt – meget stor. Men det kan være nødvendigt. Ikke mindst med tanke for at der ikke umiddelbart er udsigt til, at udviklingen vender. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsprognose er der udsigt til et fald i antallet af børn i skolealderen på yderligere knap 25.000 frem mod 2027.
Kigger vi på den forventede udvikling over de kommende år, så er det kun i kommunerne Skanderborg og Silkeborg, at antallet af børn i alderen 6-15 år ser ud til at skulle stige mere end med 100 børn frem til 2027. I Skanderborg forventes antallet af børn i aldersklassen at stige med 532 – så groft sagt skal der lige bankes en ny skole op – og med yderligere 432 børn i Silkeborg skal der også gøres noget. Til gengæld ventes der et fald på mindst 1000 skolebørn i kommunerne Odense, Gentofte og Frederiksberg. Så her skal der skæres til.
Befolkningsprognoser på kommunalt niveau er usikre, men det er dog værd at understrege, at når vi kun kigger fire år frem i tid, så er det dog børn, der er født, hvilket trods alt mindsker usikkerheden. Befolkningsprognosen udarbejdes af Danmarks Statistik.
Udviklingen i antallet af skolebørn er en interessant lakmustest i forhold til de nødvendige prioriteringsøvelser, vi er nødt til at gennemføre i kommunerne over de kommende år. Forudsætningen for, at de offentlige udgifter ikke anvendes helt skævt, er nemlig, at politikerne også tør og evner at tage de upopulære beslutninger.
Når der kommer færre børn i eksempelvis skolealderen, så skal udgifterne til skoleområdet reduceres, så der frigives midler til at håndtere det udgiftspres, der er fra andre områder med et stigende demografisk pres. Hvis kommunerne ikke evner eller ønsker at foretage den prioritering, kan vi godt glemme enhver snak om holdbare offentlige finanser.
For så kommer udgiftsvæksten ikke kun til at følge den samlede demografi. At styre de offentlige finanser efter demografien er ikke en nem øvelse.
