KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Bødskov og USA’s ambassadør: Grønne Danmark er attraktivt for amerikanske virksomheder

Ud af de næsten 195 mia. kr., som Danmark eksporterede for til USA i 2021, så står ca. 88 af mia. kr. som varer og tjenester, der har grøn karakter. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ud af de næsten 195 mia. kr., som Danmark eksporterede for til USA i 2021, så står ca. 88 af mia. kr. som varer og tjenester, der har grøn karakter. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Ritzau Scanpix

Gennem det seneste halvandet år har krigen i Ukraine vist os meget om verden. Hvem der er venner og stærke allierede – og hvem der er på den rigtige og forkerte side af historien. Putins Rusland har bekendt kulør med sit forfærdelige overgreb på Ukraine – til stor fordømmelse.

Hvad han nok ikke havde håbet på, var, at vi i Vesten stod sammen og bekræftede vores stærke bånd. På tværs af Atlanterhavet samledes Europa og Nordamerika i hurtig og nærmest uforbeholden støtte til Ukraine. Fordi vores ukrainske brødre og søstre har brug for vores hjælp. Og fordi vi endnu en gang står vagt om frihed, humanisme og fred.

De bånd er vigtige at bevare, udvikle og styrke. Ikke kun for venskabets skyld, men også for vores vækst og velstand.

Grønt samarbejde

Båndet over Atlanten strækker sig langt tilbage, og det samme gør båndet mellem Danmark og USA. Langt tilbage i historien, men særligt siden Anden Verdenskrig og frem til nu er båndet mellem vores nationer og kulturer blevet stærkere og stærkere. I dag er det stærkere end nogensinde før, og det er vigtigt.

Vi har stået skulder ved skulder i verdens krigszoner, og vores samhandel er større end nogensinde. I 2021 eksporterede Danmark for knap 195 mia. kr. – det svarer til omkring 13 pct. af vores samlede eksport – til USA. Det betyder, at USA er Danmarks største samhandelspartner. Og selvom Tyskland er en tæt nummer to for Danmark, så er det meget sigende, at danske virksomheder har en lige så stærk kobling på tværs af et af verdens have, som vi har til vores nabo ved grænsen.

Samhandlen, samarbejdet og samhørigheden giver fantastiske muligheder for alle. USA har en stor økonomisk kraft. Det er en motor for forandring i verden. Danmark er en specialiseret miniput med ekspertiser, der kan skabe den forandring.

Når USA vælger at sætte handling bag sin grønne omstilling gennem The Inflation Reduction Act, så skal Danmark stå klar til at spille sammen med det amerikanske erhvervsliv

Det gør os til et perfekt makkerpar, når det gælder den grønne omstilling – dels for at skabe en bedre fremtid for klimaet og fremtidige generationer, men bestemt også for at skabe vækst og gribe erhvervsmulighederne, som nye grønne markeder skaber. En grøn vækst, som allerede er i gang.

Ud af de næsten 195 mia. kr., som Danmark eksporterede for til USA i 2021, så står ca. 88 af mia. kr. som varer og tjenester, der har grøn karakter. Og når USA vælger at sætte handling bag sin grønne omstilling med estimeret 370 mia. dollar i grønne muligheder gennem The Inflation Reduction Act, så skal Danmark og danske virksomheder stå klar til at spille sammen med det amerikanske erhvervsliv om at udfylde de huller og behov, som den grønne omstilling skaber.

Amerikanske virksomheder kan også bidrage til vores grønne omstilling herhjemme og skabe arbejdspladser i Danmark. Og danske virksomheder har erfaring og ekspertise inden for vigtige grønne teknologier som vindenergi, elektrolyse og biosolutions. Det gør Danmark til et attraktivt sted for amerikanske virksomheder. Et sted, hvor det giver mening at placere sine aktiviteter. Mange er allerede i gang med at udvikle nye grønne innovationer – f.eks. Hysynergy-projektet i Fredericia.

Fælles fremtid

Det er investeringer, der kommer direkte tilbage, og som kommer både amerikanske og danske virksomheder til gode. Og i sidste ende gælder det jo også det danske og det amerikanske samfund. For det at sætte turbo på den grønne omstilling er afgørende for vores alles fremtid. For vækst og velstand, arbejdspladser og jo i højeste grad også klimaet. Samarbejdet mellem vores nationer har store potentialer for os alle sammen.

Da Ukraine blev invaderet, stod USA og Danmark klar til at gøre noget. Til at støtte vores venner, når de er i forfærdelig nød. Med militært udstyr, humanitær støtte og økonomisk backing. Det gør vi stadig – også ved at sikre, at danske, amerikanske og ukrainske virksomheder har kontakt og samhandel i fremtiden.

På samme måde bør, kan og vil Danmark og USA stå klar til at handle på den grønne omstilling. Investere i vores fælles fremtid – både for klimaet og vores børns skyld, men så sandelig også for vores vækst, velstand og arbejdspladser.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis