Sig tillykke til Cepos – de er blevet voksne

332590_16_9_large_784.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
04. okt 2016 KL.19:12

Så skete det. 12 år efter oprettelsen af den borgerlig-liberale tænketank Cepos indstiller regeringen, at tænketanken overtager en ledig plads på arbejdsgiverside i Det Økonomiske Råd (DØR). Tillykke med det. 

Mon ikke der allerede sidder nogle af stifterne af Cepos rundt omkring og er godt tilfredse, f.eks. tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. forsvarsminister Bernt Johan Collet, professor Peter Kurrild-Klitgaard, særlig rådgiver Christopher Arzrouni eller tidl. statsminister Poul Schlüter.

Ja, det er lidt som om, at Cepos har nået konfirmationsalderen. Nu er det op til et flertal i Folketinget at sende Cepos ind i de voksnes rækker. Det bør et bredt flertal i Folketinget gøre. 

"Nu er det op til et flertal i Folketinget at sende Cepos ind i de voksnes rækker. Det bør et bredt flertal i Folketinget gøre"

Lovforslaget om at give den borgerlig-liberale tænketank en plads i Det Økonomiske Råd er en rigtig nyhed og samtidig et gennembrud for Cepos, som siden sin etablering har været set som en modpol til fagbevægelsens 80 år gamle økonomiske tænketank, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller AE-Rådet. 

Hvis lovforslaget om at give Cepos den ledige plads i Det Økonomiske Råd vedtages, vil AE-Rådet og Cepos omsider være sidestillede, fordi AE-Rådet i mange år været ét af de 21 medlemmer af Det Økonomiske Råd – også kaldet DØR.

Skal samordne de økonomiske interesser

For dem, der ikke kender DØR, er det muligvis lidt indviklet, hvad lovforslaget betyder. 
Det er formandskabet – bedre kendt som vismændene – der tegner DØR udadtil. I dag består det af overvismand Michael Svarer fra Aarhus Universitet, vismand Torben Tranæs fra SFI, vismand Carl Johan Dalgaard fra Københavns Universitet og miljøvismand Lars Gårn Hansen fra Københavns Universitet. 

Inden vismændene fremlægger deres halvsårsrapporter i offentligheden, er det imidlertid sådan, at deres arbejde præsenteres for og drøftes af de 21 medlemmer af DØR, som tæller repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer, lønmodtagerorganisationer, interesseorganisationer samt de tungeste økonomiske ministerier.
 
"Hvis lovforslaget vedtages bliver Cepos ikke en slags vismænd"


Desuden er der tre særligt sagkyndige medlemmer af rådet, i dag tidl. overvismand Torben M. Andersen, tidl. vismand Nina Smith og professor Svend Hylleberg. 

Hvis lovforslaget vedtages, bliver Cepos ikke en slags vismænd, men vil være en af de 21 medlemmer, som ifølge den 54-år gamle lov om DØR skal være med til at "samordne de forskellige økonomiske interesser" i samfundet. Det er vigtigt nok, om end ikke særlig hårdt arbejde, selvom Cepos sikkert ligesom AE-Rådet vil bruge en del tid på at skrive sine skriftlige kommentarer til vismandsrapporten.

Derfor skal Cepos ind i Rådet

Der skal nok blive ballade om forslaget. 

”Wow – Crazy shit” skriver Enhedslistens Pelle Dragsted om lovforslaget, mens andre er forargede over, at regeringen sparker Dansk Flygtningehjælp ud af Flygtningerådet, mens de propper Cepos ind i DØR.

Det er irrelevant og useriøst at sammenligne Cepos og Dansk Flygtningehjælp. Det centrale spørgsmål er, om Cepos besidder den samme faglige kvalitet som AE-Rådet, når det gælder de analyser, som de to tænketanke udsender.
 "Svært at sætte en finger på den faglige kvalitet af analyserne"

Cepos skal vurderes på kvaliteten af analyserne og de personer, som udarbejder dem. Et kig på analyserne fra Cepos viser, at tænketanken især er orienteret mod at bidrage med løsninger på aktuelle og konkrete problemer i dansk økonomi og at fremlægge analyser af aktuelle økonomiske forhold.

Det bliver sværere for kritikerne af Cepos at affeje den borgerlig-liberale tænketank som en neoliberal meningsmaskine, når Cepos træder i ind i rådet og for alvor bliver sideordnet med AE-Rådet i den offentlige debat.

Flere gange har Cepos allerede gjort sig bemærket ved at fremlægge forslag, som ikke direkte faldt i god jord blandt borgerlige. Det gjaldt eksempelvis forslaget om at indføre tvungen pension for selvstændige.
Kuglestøberne i Cepos tæller bl.a. tidl. sekretariatschef for Venstre på Christiansborg Mads Lundby Hansen, tidl. direktør i Skat Otto Brøns Petersen, og tidl. AKF-forsker Henrik Christophersen. Dem, der ikke mener, Cepos skal ind i DØR, skylder at begrunde, hvorfor analyserne fra Cepos har en ringere faglig kvalitet end analyserne fra AE-Rådet. Jeg kan ikke se det.

Man kan måske kritisere Cepos for ikke at have en fast konjunkturprognose, men ellers er det svært at sætte en finger på den faglige kvalitet af analyserne.

Tænketank med brede interesser


Tværtimod ligner det en styrkelse af DØR, at en lobbyist med snævre interesser erstattes af en tænketank med brede interesser. Der sidder ingen politikere i bestyrelsen for Cepos, og tænketanken er dermed formelt politisk uafhængig – i modsætning til AE-Rådet og Cevea.

I AE-Rådet sidder eksempelvis hele fagbevægelsens top, herunder LO-formand Lizette Risgaard og Metal-formand Claus Jensen, ligesom Socialdemokraternes formand har sæde i AE-Rådet. Lizette Risgaard i er forvejen medlem af DØR som repræsentant for LO. 

Formand for bestyrelsen i Cepos er Bjørn Høi Jensen, som også er formand for bestyrelsen i Rockwool International. Den tidligere koncerndirektør i Radiometer Johan Schrøder og direktør for Jeudan Per W. Halgreen sidder også i bestyrelsen, og det samme gør tidl. Falck-direktør og nuværende lederskribent på denne avis, professor Ole P. Kristensen.