SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Leder

Børsens ledere skrives af en af avisens fire lederskribenter. De fire skribenter er Bjarne Corydon, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, Helle Ib, politisk kommentator, Niels Lunde, chefredaktør og Steen Bocian, økonomisk redaktør og cheføkonom.

Helle Ib: De Konservatives økonomiske politik bør også kunne demonstreres i virkeligheden

Søren Pape Poulsen (K) må med sin førerposition i blå blok tåle, at hans planer får et kritisk gennemsyn. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Pape Poulsen (K) må med sin førerposition i blå blok tåle, at hans planer får et kritisk gennemsyn. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Finansminister Nicolai Wammen (S) må knapt kunne tro sit eget held: Først er der konservative borgmestre, som advarer om velfærdsforringelser, hvis planen fra Søren Pape Poulsen (K) – den “ledende statsministerkandidat”, som Wammen kalder partiformanden – realiseres. Så går Jakob Ellemann-Jensen (V) højst opsigtsvækkende til angreb på K-planen om at finde 17-18 mia. kr. i det offentlige forbrug, der skal kanaliseres over i udvalgte velfærdsområder. Et årligt produktivitetskrav på 0,4 pct. frem mod 2030 har Ellemann “svært ved at se” kan realiseres, “uden at det går ud over nogen”.

Ellemann lyder, om muligt, næsten lige så bekymret som Astrid Krag (S).

Statsminister Mette Frederiksen (S), der torsdag talte på Dansk Erhvervs årsdag – snapper også chancen for at advare om “massive nedskæringer” og genoplive den gamle socialdemokratiske formel om, at valget står mellem velfærd eller skattelettelser. Et valg, der ofte er faldet ud til rød bloks fordel.

Ét står klart lige nu: Det er ikke blot legitimt, men også ønskværdigt, at der stilles skarpt på De Konservatives økonomiske politik. Alt for mange partier er i tidens løb sluppet afsted med fantasterier og cirkuskunster i omgangen med tal, forslag og planer.

I forrige folketingssamling tegnede De Konservative sig for beslutningsforslag eller støtte til andres forslag om bl.a. topskattelettelser, afskaffelse af bo- og gaveafgiften og sænkelse af selskabsskatten, der varigt ville koste over 24 mia. kr. årligt. Typisk forslag, hvor råderummet eller parlamentarisk urealistisk finansiering udgjorde fundamentet.

Med Søren Pape Poulsens statsministerkandidatur – og førerpositionen i flere målinger i blå blok i øvrigt – er det logisk, at partiets planer må tåle et mere kritisk gennemsyn.

Men uanset polemikken mellem de to borgerlige statsministerkandidater og Venstres strategiske overvejelser om, hvordan man holder på mere midterorienterede vælgere, kan debatten om det offentlige forbrug desværre hurtigt ende i en symbolpræget farce om, hvem der vil velfærden.

Det må ærgre partitoppen hos både Venstre og De Konservative, at borgerlige borgmestre og politikere lokalt trods det kommunale selvstyre ofte agerer, som var de magtesløse statister i den årlige armlægning med Christiansborg om ansvar og bevillinger. Frem for at være ambassadører for en borgerlig økonomisk politik i praksis, har der i årenes løb lydt jamrende konklusioner om, at intet er muligt, uden at det kommer til at gøre ondt på nogen. Ikke underligt, hvis vælgerne lader sig skræmme af gabet mellem partiudspil og de såkaldte røster fra virkeligheden.

I den forbindelse må man dog tage hatten af for Rudersdals borgmester Ann Sofie Orth (K), der ikke finder effektiviseringer nemme – men siger til Børsen: “Nogle gange har man en pistol for panden, og det er en øvelse, som er sund og god.” Den dårlige nyhed for mange andre er, at uanset partifarve og meldingerne fra Christiansborg er effektiviseringer og produktivitetstiltag et uomgængeligt vilkår.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Nyhedsbreve

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast