Stemningen på de finansielle markeder afhænger i øjeblikket udelukkende af forventningen til pengepolitikken i USA. Ethvert tegn på at den amerikanske centralbank (Fed) vil vende rundt i sin aggressive strategi for renteforhøjelser, modtages således positivt.
Derfor har de forgangne uger været præget af stigende aktiekurser og faldende renter, når de økonomiske nøgletal overraskede negativt. Det skete først med indikation på en top i inflationen og senere med tegn på en nærtstående amerikansk recession.
Ligeledes betød sidste uges stærke arbejdsmarkedsrapport fra USA, at renterne steg, og aktiekurserne faldt – et solidt arbejdsmarked med høj lønvækst indikerer behov for yderligere pengepolitiske stramninger for at få inflationen under kontrol.
Med udgangspunkt i de seneste nøgletal er aktiemarkederne midt i syvende test af et pengepolitisk vendepunkt. Årets første seks var uden held.
“Endeligt er forventningen, at centralbanken vil vende rundt og sænke renten. Rentemarkederne venter, at det vil ske omkring slutningen af 2023
I første omgang venter investorerne på et vendepunkt i tempoet på opstramningerne. Efter fire renteforhøjelser af 0,75 procentpoint er håbet, at Fed nedsætter hastigheden givet den tåge, der ligger over økonomien som følge af de aggressive renteforhøjelser. I relation hertil har pengepolitiske stramninger historisk ramt væksten hårdere, når renten i forvejen har været høj, sammenlignet med når renten ikke har begrænset forbruget og investeringerne.
Dernæst er spekulationen, om Fed vil holde pause med ændringerne i renten. Det kræver, at renten er høj nok til at bringe inflationen ned, og derfor er tegnene på en top i inflationen første skridt. Problemet er dog, at centralbanken på forhånd ikke kan fastsætte et passende renteniveau. Det skyldes, at for at dæmpe aktiviteten og nedbringe inflationen skal renten op over sit naturlige niveau, men det niveau er et teoretisk begreb og svært at fastsætte, også for centralbanken.
Endeligt er forventningen, at centralbanken vil vende rundt og sænke renten. Rentemarkederne venter, det vil ske omkring slutningen af 2023. Historisk har den amerikanske centralbank typisk ventet fire og en halv måneder fra den sidste renteforhøjelse til den første rentenedsættelse, men den høje inflation åbner for spørgsmålet om, hvorvidt den nuværende situation er unik.
Centralbankchefen i USA har for nyligt indikeret, at første vendepunkt kan komme her i december, hvor renten måske kun sættes op med 0,5 procentpoint. I forhold til andet skridt er kommunikationen, at renten potentielt skal højere op end tidligere ventet. Og endeligt er signalet, at et højt renteniveau måske skal fastholdes i nogen tid.
Jeg ser med forsigtighed på de økonomiske udsigter og markedsimplikationerne. I det lys har vi i Velliv flere gange i år reduceret aktievægten i porteføljerne. Derudover mener jeg, at renteforhøjelserne efterlader en betydelig risiko for en nærtstående recession i USA. Og i modsætning til de seneste negative nøgletal tror jeg ikke, at en recession vil blive positivt modtaget af de finansielle markeder.