LA Ungdom: Erhvervsministeren har ikke lært fra boligboblen i 07

386731_16_9_large_699.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
28. aug 2019 KL.13:01

null

Simon Kollerup (S) foreslog overfor Børsen 15. august 2019, at alle danskere skal have mulighed for at låne penge til en bolig. Dette skal gøre sig gældende for almindelige danskere overalt i landet. Men jeg foreslår, at Simon Kollerup tager tid ud af kalenderen, så han kan deltage i de introducerende forelæsninger for makroøkonomi ude på et af landets universiteter. Hvad han hurtig vil finde ud af er, at dette er en sikker opskrift på at fremprovokere det, vi kender som boligboblen tilbage i 00’erne.

Forslaget, der kommer i kølvandet på historien om, at Sparekassen Sjælland-Fyn vælger at nedlægge tre filialer i København, lyder umiddelbart meget sympatisk. I ønsket om, at alle skal have mulighed for at låne penge til en bolig, ligger der desværre bare en empirisk virkelighed. En virkelighed som politikerne - og især erhvervsministeren - er nødt til at lære af, når de vælger at fremlægge sådan nogle forslag.

Jeg forstår godt intentionen. Jeg tror, vi alle ønsker flest mulige danskere en bolig. Men følger erhvervsministeren sit forslag til dørs, vil han blive mødt af en politisk virkelighed, der kan have store konsekvenser, vi har set tidligere - og dem skal vi lære af!

Vi ved f.eks., at afdragsfrie lån i 2003 var med til at sikre en stigning i boligpriser, der netop ikke var i balance. Det var bl.a. med til at skabe den finanskrise, vi i dag ser tilbage på som en af de værste i meget lang tid.

Derudover skabes der også et såkaldt "moral hazard” problem ved, at bankerne oplever et politisk pres. Til dels, fordi de føler sig nødsaget til at udstede boliglån til personer, som potentielt ikke kan betale lånet tilbage. Det vil alt andet lige skabe et marked, som er mere risikofyldt. Og til dels, fordi det politiske pres tidligere i historien har været med til at mindske incitamentet til at handle moralsk, fordi tiltag, såsom statsgarantien, fungerer som et sikkerhedsnet, uagtet om banken udsteder risikofyldige lån eller ej.

Simon Kollerup erkender dog også, at den rette balance skal findes for at undgå det, der skete tilbage under boligboblen. Hvorfor Simon Kollerup mener, at han ene mand er i stand til at finde den balance, er mig en gåde. Det, der oftest er problemet med sådan nogle ønsker, er desværre, at balancen netop kommer ude af kontrol, når man vælger at bruge nogle af de værktøjer, der er i regeringens værktøjskasse.

Så kære erhvervsminister, dit forslag lugter af noget, George W. Bush sagde, da han ønskede at give flere amerikanere mulighed for at låne penge til en bolig. Han blev kendt for at kræve lys, hvor der var mørke, da han som præsident ville sikre flere amerikanere muligheden for at eje deres eget hjem. Ingen politikere kan fra centralt hold styre hele markedet. Det var den forestilling, man havde under den forrige finanskrise. Lad os lære af fejlene fra sidste gang og undlade at sætte et politisk pres på bankerne. Lad os håndtere situationen anderledes end sidste gang.