Kronik: Vil brexit blive enden for verdens fintech-hovedstad?

326970_16_9_large_497.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
26. jun 2016 KL. 7:17

null

DEBAT - Investeringerne i finansiel teknologi – eller fintech – i Europa steg med 120 pct. fra 2014 til 2015 ifølge Accenture. Og allerede i september 2015 var fintech-investeringerne alene i London nået op på 554 mio. dollars (357 mio. pund) for årets første otte måneder.

Eileen Burbidge, der fungerer som såkaldt fintech envoy for den britiske regerings HM Treasury, udtalte i efteråret 2015 til Business Insider, at ”UK fremstår som et fintech-centrum i verden, og London er juvelen i kronen på den britiske succeshistorie om fintech.”

Uanset nationalitet vil langt de fleste, der kender til finansiel teknologi og har fulgt udviklingen i fintech-industrien de seneste år, uden større tøven give Eileen Burbidge ret. London er ganske rigtigt Europas og nok også verdens egentlig centrum for fintech.



"London er ganske rigtigt Europas og nok også verdens egentlig centrum for fintech. Sådan er det bare. Eller rettere: sådan var det bare"


Sådan er det bare. Eller rettere: sådan var det bare. Indtil i dag. Indtil briterne med Brexit valgte at gamble med deres egen fremtid (og med EU’s!) og gøre det plausibelt at sætte spørgsmålstegn ved Londons mulighed for at bevare sin status som fintech-hovedstad.

Der rejses alvorlige spørgsmål nu

Brexit rejser en lang række af alvorlige spørgsmål også på fintech-fronten: Vil det britiske "leave" betyde et generelt globalt fald i fintech-investeringerne? Og vil det dermed betyde en hård opbremsning af en industri, som mange lande og regeringer rundt om i verden de seneste år har haft store forventninger til?

Eller vil det britiske farvel til EU i stedet betyde, at investeringerne blot flytter andre steder hen? Og kunne man måske ligefrem håbe på, at netop fintech-industrien kunne profitere af den nye usikkerhed, fordi troen på fintech i forvejen er højere end troen på mange andre industrier?


"Brexit introducerer nærmest i historisk grad en usikkerhed om Storbritanniens fremtid"


Det er selvfølgelig spørgsmål, der umuligt kan besvares med sikkerhed på nuværende tidspunkt, men lad os alligevel komme med et bud på, hvad der måske kunne ske.

Som grundregel er investorernes lyst til at investere omvendt proportional med graden af usikkerhed om investeringen.

Brexit introducerer nærmest i historisk grad en usikkerhed om Storbritanniens fremtid, og det er næsten umuligt at forestille sig, at det ikke vil lægge en betydelig dæmper på udenlandske investorers lyst til at kaste gode penge efter det gamle britiske imperium.

Hvis dét faktisk er tilfældet, er det sandsynligt, at vi vil se en opbremsning også i fintech-investeringerne i London, og spørgsmålet er så, hvor investeringerne vil bevæge sig hen i stedet, hvis de da ikke bare helt vil udeblive?

Større opmærksomhed fra investorer

En mulighed kunne selvfølgelig være, at investorerne vender Europa ryggen og ser mod byer som New York og Singapore i stedet.

Men en anden mulighed kunne være, at den række af store byer og hovedstæder på det europæiske kontinent, som i forvejen kæmper om at komme ud at Londons lange fintech-skygge, i den kommende tid vil opleve en større opmærksomhed fra de udenlandske investorers side. Det drejer sig om byer som Amsterdam, Paris, Frankfurt, Berlin og Stockholm.

Men det drejer sig i høj grad også om København, hvor mange gode offentlige og private kræfter det seneste års tid har arbejdet hårdt på at køre den danske hovedstad i stilling som Nordens fremtidige fintech-hub.


"Vores gæt vil derfor være, at Brexit blandt meget andet vil betyde, at i hvert fald de kvikkeste af disse kontinentaleuropæiske byer vil lugte blod og i de kommende måneder begynde at gå målrettet efter at positionere sig i forhold til London"


Vores gæt vil derfor være, at Brexit blandt meget andet vil betyde, at i hvert fald de kvikkeste af disse kontinentaleuropæiske byer vil lugte blod og i de kommende måneder begynde at gå målrettet efter at positionere sig i forhold til London med et budskab om, at selvom UK melder sig ud af det gode europæiske selskab, kan Europa stadig byde på frugtbare fintech-oaser.

Det gælder om så hurtigt som muligt (og det kan kun gå for langsomt!) at overbevise de fintech-investorer, som indtil i dag har troet, at de også i de kommende år skulle kaste millioner og atter millioner af dollars efter London, om, at de ikke behøver at opgive Europa til fordel for USA eller Asien, men at europæisk fintech er meget andet end London.

Brexit måske en fordel for fintech

Europa tilbyder i modsætning til USA og Asien et tværnationalt marked for finansielle services og dermed ideelle forhold for fintech-virksomheder, der som det naturligste i verden tænker internationalt fra dag ét.

Ikke mindst bør Danmark, med den danske regering og erhvervs- og vækstministeren (og under ham bl.a. Finanstilsynet) i spidsen nu virkelig sætte turbo på traktoren og bevise, at de vil noget på fintech-fronten i København.

Noget, som gør det attraktivt for udenlandske fintech-virksomheder og fintech-investorer at se i vores retning.


"Måske kunne brexit – i allerbedste fald – ligefrem vise sig at være en fordel for fintech-industrien isoleret set. Ikke i London, men i resten af Europa"


Brexit og den nye usikkerhed er som sagt gift for investeringsviljen helt generelt.

Men spørgsmålet er alligevel, for nu at tage de meget positive briller på, om det faktum, at forventningerne i forvejen er så massive til fintech-industrien, kan betyde, at netop fintech kunne tænkes at tiltrække nye investorer, som ikke tidligere at kigget på fintech, men som vil gøre det nu, fordi fintech i modsætning til andre industriområder, som brexit vil ramme hårdt, formentlig fortsat har et stort potentiale?

Måske kunne brexit – i allerbedste fald – ligefrem vise sig at være en fordel for fintech-industrien isoleret set. Ikke i London, men i resten af Europa.