Kronik: Ny teknologi truer forsvarsmarkedet

395897_16_9_large_945.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
13. feb 2020 KL.10:00

Danmark bør få en selvstændig national strategi for emerging technologies.

I løbet af de kommende år vil emerging technologies som kunstig intelligens, syntetisk biologi, big data analytics, robotteknologi og fokuseret energi, qua deres progressive, innovative og radikalt disruptive karakter fundamentalt ændre vores samfund, og derfor er de blevet et afgørende element i det globale magtkapløb.

Handelskrige, sanktionsregimer og Kinas ”Military Civil Fusion”-strategi er blot få eksempler på en stadig mere aggressiv dagsorden fra stater om at sætte sig på teknologier, der vurderes at have betydning for national sikkerhed, og at afholde andre fra at gøre det samme.

På den anden side af Atlanten har de i den nationale forsvarsstrategi fra 2018 udpeget visse emerging technologies, der er afgørende for at kunne vinde fremtidige krige, ligesom det amerikanske handelsministerium er i gang med at undersøge 14 konkrete emerging technologies for at vurdere, om de har betydning for national sikkerhed, og dermed skal reguleres yderligere.

Hvordan skal Danmark agere?

Forsvarsmarkedet lukker og bliver mindre gennemsigtigt

Emerging technologies vil blive så gennemgribende på mange områder af samfundet, at de udgør en selvstændig udfordring, der kan risikere at disrupte EU’s bestræbelser på at fremme et mere konkurrencedygtigt og innovativt industri- og forsvarsmarked, og dermed i sidste ende gøre det mere vanskeligt for danske forsvarsvirksomheder at vinde markedsandele.

Teknologiernes afsmitning på de erhvervs-, industri-, forsvars-, sikkerheds- og udenrigspolitiske områder kan næppe undervurderes, og stater vil, uagtet evt. medlemskab af NATO eller EU, herunder Unionens forsvarssamarbejde, derfor i højere grad se sig nødsaget til at handle selvstændigt ud fra nationale interesser.

I EU-sammenhæng vil det i praksis betyde, at medlemslandene vil begynde at kigge i retning af Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF art. 346).

Traktaten giver mulighed for, at medlemslande kan holde offentlige kontrakter uden for forsvarsdirektivet og dermed undgå direktivets krav om konkurrenceudsættelse med henvisning til, at der er tale om foranstaltninger, der er nødvendige til beskyttelse af væsentlige sikkerhedsinteresser.

Det sker i et betydeligt omfang allerede i dag, hvilket EU-Kommissionen da også har adresseret flere gange, bl.a. i forbindelse med evalueringen af forsvarsdirektivet.

Den fortsatte meget hurtige udvikling af emerging technologies vil forstærke det billede markant. For den europæiske forsvarsindustri vil det betyde, at forsvarsmarkedet bliver mere lukket og mindre gennemsigtigt.

Vil en fransk regering, der f.eks. står foran svære pensionsforhandlinger være mere eller mindre villig til at åbne konkurrence om en forsvarskontrakt baseret på emerging tech eller vil regeringen kigge i retning af mulighederne i TEUF og i stedet indhente tilbud fra franske virksomheder?

Vil tyske og italienske regeringer følge samme mønster? Det er tydeligt, at TEUF art. 346 ikke er gearet til at håndtere emerging technologies.


Myndigheder uden initiativ
Kendetegnet ved emerging tehcnologies er, at mange af teknologierne har mulige civile og militære anvendelser. ”Civile” virksomheder og virksomheder inden for forsvarsindustrien vil i højere grad begynde at interagere.

For at kunne give forsvarsindustrien de bedst mulige vilkår, bør en dansk strategi, når det kommer til at håndtere emerging technologies, derfor tage sit udgangspunkt i teknologivirksomheder i bred forstand.

En sund forsvarsindustri er af stor betydning for den nationale sikkerhed, og en emerging technology-strategi på tværs af myndighedsområder, industrier og brancher bør udarbejdes på linje med f.eks. den nye Arktis-strategi. Men det kan vise sig at blive svært, for når det kommer til de nye disruptive teknologier, står alle myndigheder og kigger på hinanden for at se, hvem der blinker først.

Det kan muligvis hænge sammen med noget så grundlæggende, at det begyndende hul i myndighedernes tekniske viden om emerging technologies kun bliver større.

Erhvervslivet har svært ved at tiltrække talenter med kompetencer inden for højteknologi, og det gælder i særdeleshed også offentlige myndigheder. Hvordan kan man udarbejde en strategi over noget, man ikke har tilstrækkelige kompetencer inden for, har viden om og forstår?

Det skader danske teknologivirksomheder herunder forsvarsvirksomheder, at ingen myndigheder vil tage førertrøjen på og i første omgang blot søge at få etableret det nødvendige vidensgrundlag.