Kronik: Kvinderne kæmper også mændenes kamp

377958_16_9_large_468.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
07. mar 2019 KL. 9:48

I morgen er endnu en kvindernes internationale kampdag, hvor vi spørger: hvorfor er der ikke flere kvindelige ledere?

Hvis du synes det er et trivielt spørgsmål, så stil et andet: Hvordan gør vi virksomheden mere effektiv gennem den kvindelige måde at tænke på?

For en livgivende bivirkning af en mere moderne og holistisk tilgang til ledelse, der typisk associeres med det kvindelige, er, at det også løser ligestillingsproblematikken, endda uden kønskamp.

Den sølle udvikling (stadig fem mandlige topledere for hver kvinde) dækker over mange ting. En vigtig af dem er, at mange kvinder har modvilje mod at skulle lave sig selv om for at passe ind i erhvervslivets nuværende kultur med spidse albuer og lange arbejdsdage. Og for de fleste kvinder gælder det, at i konkurrencen, om hvem der er bedst til at være mand, vil de altid blive nummer to.

Her er problemet for kvindelige erhvervsledere, som beskrevet af den internationale interesseorganisation Catalysts rapport "The double-bind dilemma for women in leadership: Damned if you do, doomed if you don’t". Hvis kvinder handler i overensstemmelse med de stereotype forestillinger om kvindekønnet, bliver de opfattet som mindre kompetente ledere. Hvis de i stedet retter sig efter de maskuline spilleregler, bliver de anset for at være ukvindelige.

Mænd har et tilsvarende problem: Hvis de agerer for feminint, regnes de ikke for topleder-potentiale. Hvis de handler så macho-agtigt, som de føler, det forventes af ”rigtige mænd”, risikerer de at gå på kompromis med deres værdier.

Ifølge The Guardian og HBR afstår moderne kandidater fra den mandlige del af talentmassen også fra at søge visse jobs, fordi de ikke føler sig maskuline nok. Interessant nok virker det 20. århundredes maskuliniseringsmetode altså heller ikke længere for mænd.

Stil spørgsmål på en anderledes måde

Hvad er så vejen frem? Hvordan kan man komme ligestillingens usynlige barrierer til livs?
Og endnu vigtigere: hvordan får man skabt en organisation, der er rustet til fremtidens udfordringer – som for eksempel at ansatte ellers ikke gider være der?

Hvordan man i samme hug både kan effektivisere og modernisere virksomheder og fremme medarbejdertrivsel og ligestilling, fandt forskerne Joyce Fletcher m.fl. frem til ved at angribe spørgsmålet på en utraditionel måde.

Normalt spørger konsulenter medarbejdere, hvordan arbejdsgangen kan gøres mere effektiv. Få har lyst til at svare, fordi de nødig vil presses endnu mere. Men disse forskere spurgte i stedet ansatte, hvordan arbejdspladsen kunne hjælpe dem til at opleve mere balance i deres liv. Og så væltede det ind med svar, der samtidig gav en masse idéer til, hvordan virksomhederne kunne organiseres mere rationelt.

De ansatte meldte om langsomme arbejdsgange, forældede rutiner og præstationshæmmende kulturer, og der blev foreslået idéer, som gjorde virksomhederne mere smidige i forhold til de globale konkurrenceforhold. Ved at stille den slags spørgsmål, kvinder typisk gør.

Det bedste fra begge verdener

I stedet for at fokusere på ligestilling som et isoleret problem, bruger man altså en af de problematikker, det, der typisk holder kvinder tilbage – f.eks. manglende mulighed for work-life-balance – til at opdage, hvordan man skaber en bedre organisation for alle.

Bemærk også at når begge køn får lov til at bruge hele sig selv og har forståelse for værdien af både det maskuline og det feminine gear hos alle køn, så opløses de mange usynlige barrierer, der i dag afholder kvinder – og progressive mænd - fra at indtage lederpositioner i samfundet.

Jeg ser det hos de ledere, jeg uddanner: De holder op med at være ensidige og bliver i stand til både at være omsorgsfulde og at skære igennem, både at fokusere og agere helhedsorienteret, både tænke rationelt og intuitivt. De kan dermed både skabe resultater og arbejdsglæde undervejs.

Og hvem (især fra de yngre generationer) vil ikke hellere opleve den form for ledelsesmiljø end det en karrierekvinde, jeg hørte om, oplevede: Hun fik ros for sit lederpotentiale, fordi man ikke kunne mærke på hende, at hendes teenager lige var blevet dræbt i trafikken.

Ligestilling er ikke en kvindesag

Kvindernes kampdag 8. marts er en god anledning til at huske, at ligestilling langtfra er en kvindesag. Mangel på ligestilling er kun et symptom på, at virksomheden spiller efter forældede regler.

Som de før citerede forskere skrev i Harvard Business Review for næsten to årtier siden:
”Det er ikke loftet, der holder kvinder tilbage – det er hele strukturen af de virksomheder, vi arbejder i: fundamentet, pillerne, væggene, selveste luften.

Forfremmelsesbarriererne er ikke kun over kvinder, men overalt omkring dem. Men at demontere vores organisationer er ikke løsningen. Vi må udradere de skjulte barrierer for ligestilling og effektivitet én efter én.

Denne tilgang opfordrer ledere til at handle som opmærksomme arkitekter, der rekonstruerer bygningerne, bjælke efter bjælke, rum efter rum, og genopbygger med praksis der er stærkere og mere velfungerende, ikke bare for kvinder, men for alle.”

Skal du bruge morgendagens anledning til at beslutte dig for at blive den slags leder?