Kronik: Kære kommuner, regioner og stat, brug jeres indkøbsmuskel offensivt til at skabe bæredygtig omstilling, nu

394628_16_9_large_275.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
22. jan 2020 KL.10:00

At arbejde aktivt med bæredygtighed i planlægning, anlægsprojekter, produktion, drift og dekommissionering er ikke en udgift. Det er billigst i længden og en nødvendig retning at tage i alle samfundets aktiviteter.

FN har estimeret, at der i perioden fra 2015 til 2030 årligt skal investeres 12.000 mia. USD i global omstilling til bæredygtighed. Et svimlende beløb, som jo langt fra er nye penge, men i høj grad kendte offentlige og private investeringer som drejes fra sorte til grønne løsninger. De 17 verdensmål er blevet et meget stærkt og globalt anerkendt rammeværktøj for arbejdet med bæredygtig omstilling.

At arbejde med bæredygtighed og efter verdensmålene er stærkt på vej til at blive "license to operate"; en absolut nødvendighed for at være relevant som politiker, institution eller virksomhed i fremtidens samfund og marked. Eksempelvis vil kommuner, som ikke arbejder aktivt og tydeligt med bæredygtighed, blive mindre attraktive for tilflyttere. Virksomheder, som ikke forholder sig til verdensmålene, bør kigge nøje på hvilke krav der allerede er, eller er på vej fra deres kunder og i deres supply chain. Man kan meget hurtigt ryge ud i kulden.

Hvem kan accelerere udviklingen i Danmark?

Med meget få store multinationale virksomheder kan erhvervslivet i Danmark ikke alene løfte opgaven med at investere langsigtet i udvikling af fremtidens teknologier og viden inden for bæredygtighed, grøn omstilling og cirkulær økonomi.

Den offentlige sektor i Danmark, som hvert år køber ind for ca. 300 mia. kr., kan bidrage meget væsentligt. Indkøbene foretages af kommuner, regioner og staten samt offentligt ejede forsyningsselskaber mv. Der ligger en enorm købekraft i det offentlige og dermed en mulighed for at skabe et væsentligt marked for bæredygtige grønne løsninger. Et markedstræk som kan accelerere den grønne omstilling samt øge innovation og beskæftigelse. Og desuden skabe grundlag for private virksomheders udvikling og eksport af bæredygtig teknologi og viden.

Pointen er selvfølgelig, at dét som hjælper os bedst, og som reelt er billigst i længden, ofte ikke er dét, som havde den absolut laveste indkøbspris


Hvis vi i højere grad gør bæredygtighed og den cirkulære tankegang til de vigtigste pejlemærker for indkøb, kan den offentlige sektor levere en stort og synligt bidrag til de klima- og miljøindsatser, som de senere år er blevet målsat politisk. Og det endda på en omkostningseffektiv måde. Det er højaktuelt og nødvendigt, hvis de nationale mål om 70 pct. CO2-reduktion i 2030 samt netto-nul udledning i 2050 skal nås.

I Danmark har vi mulighed for og klare politiske ønsker om at vise, at arbejde efter verdensmålene og den cirkulære dagsorden fører til andre, nye og mere ansvarlige måder at gøre ting på, og at velfærdssamfundet samtidig kan videreudvikles.

I mange kommuner, kommunale indkøbsfællesskaber, forsyninger mv. arbejdes der målrettet med grønne indkøb og verdensmål i disse år, og hver måned kommer der nye gode eksempler på værdien af bæredygtige tilgange.

Men: vi har brug for at accelerere den bæredygtige udvikling markant, og udfordringen er at få søsat mange flere konkrete, væsentlige og tydelige handlinger. Og her ligger sagens kerne: Vi skal fra fin snak til handling i stor skala – vi skal omsætte visioner til synlige resultater. Og hvordan gør vi så det?

Hvad efterspørger vi med de offentlige indkøb i dag?

En oplagt vej er som nævnt i langt højere grad end i dag at bruge den store offentlige indkøbsmuskel. Og der er som nævnt allerede gode eksempler at lade sig inspirere af.

De fleste medarbejdere i kommunernes centrale stabe og i de faglige sektorer vil meget gerne realisere politiske udmeldinger om at understøtte cirkulær økonomi, grøn omstilling, bæredygtighed, verdensmål mv.

Erfaringen viser dog også, at det ofte ikke sker i praksis. Desværre. Kommunernes centrale indkøbsfunktioner og de medarbejdere, som udbyder serviceydelser ude i fagområderne, bliver meget ofte målt på ren indkøbspris. En medarbejder, som ikke alene vælger efter laveste indkøbspris, men også vægter produktets driftsfase eller mulighed for genanvendelse mv., vil ofte skulle både forklare og forsvare sit valg. Ofte falder valget på den mindre "bøvlede" laveste indkøbspris og ikke bæredygtige og innovationsskabende løsninger.

Og overvej lige om dét, som er billigst i indkøb, også automatisk er dét, som er billigst i længden, og som hjælper os bedst? Parallellen til de indkøb, vi foretager privat, er interessant: Hvordan går det typisk, når du køber den absolut billigste sofa, cykel, saks, trøje eller lignende? Har du tingene længe? Er du glad for dem? Hjælper de dig bedst? Er de billigst i længden? Og hvis noget virkelig er kritisk for dig: Barnestole, cykelhjelme, sundhedsydelser, carbonhjul til racercyklen mv., går du så hårdt efter det billigste?

Pointen er selvfølgelig, at dét som hjælper os bedst, og som reelt er billigst i længden, ofte ikke er dét, som havde den absolut laveste indkøbspris. Brugskvalitet, udgifter i driftsfase, holdbarhed (reparationer og levetid) og fravær af bøvl og dermed tidsspild spiller ind, når vi handler privat. Hvorfor dog så sjældent, når vi handler professionelt? Og hvis vi så oven i købet som professionelle indkøbere arbejder under politiske målsætninger om at understøtte bæredygtighed, cirkulær økonomi, innovation mv.

Politiske mål og daglige incitamenter skal pege samme vej

For at få de offentlige indkøbsmuskler spændt for bæredygtighedsdagsordenen kan vi sikre, at de politiske målsætninger i kommuner, regioner, stat mv. bliver forankret solidt i indkøbspolitikker, udbudsbeskrivelser, tildelingskriterier og reelt vægtet i tilbudsevalueringerne.

Vi må have stor respekt for, at dette for mange indkøbere vil være en ny dagsorden, som også kræver nye kompetencer og ikke mindst brud med årtiers vaner. Heri ligger en spændende og vigtig faglig udfordring. Vi kan hjælpe indkøberne på vej med konkrete eksempler på, hvordan det kan gribes an, hvad man kan skrive, hvilke evalueringskriterier og vægtningsmodeller man kan anvende osv. Et vigtigt understøttende arbejde i denne retning er siden 2010 foregået i Miljø- og Fødevareministeriets Forum for Grønne Indkøb. Her er rigtig god hjælp at hente.

Råd til politikere og offentlige indkøberes fokus på bæredygtighed

Lederskab: Skab overensstemmelse mellem de politiske mål og incitamenterne for indkøberne
Både centrale indkøbsfunktioner og enkeltpersoner tilbudsevaluerer og vælger leverandører. Er det en politisk eller administrativ målsætning at understøtte bæredygtighed, verdensmål mv. eller blot at spare "x-pct." årligt på direkte indkøb? Hjælp jeres indkøbere til at handle i overensstemmelse med de udmeldte politiske ambitioner ved at måle og belønne klogt samt give eksempler på konkrete indkøbs- og evalueringsmodeller.

Tænk i helheder: En klar forudsætning for at lykkes med cirkulære og bæredygtige indkøb er helhedstænkning i den indkøbende organisation. Foruden indtænkning af hele livscyklus for en ydelse eller et produkt, vil det også ofte være sådan, at udgifter ligger i én del af organisationen, mens værdien viser sig flere steder. Et helhedstænkt klimatilpasningsprojekt i en by understøtter således også oftest trivsel, sundhed, kriminalitetsforebyggelse mv.

Klog brug af data: Sæt fokus på størrelsesordner og skab bevidsthed om de samlede påvirkninger af ressourcer, klima og miljø fra jeres indkøb. Hvor vil en indsats batte mest, og hvad vil det kræve? For at få det reelle billede er det nødvendigt at forholde sig til footprintet i hele produkternes værdikæde fra råstof til skæbne ved "End of Life". Der findes færdige værktøjer til dette, og kortlægningen er nødvendig for at kunne prioritere indsatsen, vælge handlinger og estimere resultaterne.

Forretningsmodeller - synergier og partnerskaber: Nye forretnings- og partnerskabsmodeller skaber nye muligheder. Gennem eksempelvis produkt-service modeller kan kommunerne benytte sig af services i stedet for at indkøbe produkter. Det kan eksempelvis være, hvor kommunerne køber komfort og indeklima som en service, frem for selv at investere i nye varme- og ventilationsanlæg. Disse nye modeller kan potentielt både reducere Total Cost of Ownership og væsentligt reducere miljøpåvirkningen ved at sikre forlænget levetid, øge genbrug og skabe rammerne for forsvarlig genanvendelse af ressourcer.

Skal vi ikke bare se at komme i gang?