Kronik: Hvorfor har alt for få topledere en holdning?

390768_16_9_large_221.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
07. nov 2019 KL. 9:00
De virksomheder, der tør mene noget offentligt om samfundets mest væsentlige udfordringer, er dem, der kommer til at vinde i fremtiden. De virksomheder, der tør være en del af løsningen på klimaforandringer, bæredygtighed og sociale udfordringer, er dem, som kunder, forbrugere og medarbejdere fremadrettet vil se som de mest attraktive.

Det kræver et helt andet fokus på organisationens fortælling om sig selv, og det kræver, at virksomhedens ledere formår at kommunikere holdninger, formål og værdier direkte til de mest væsentlige interessenter.

Ved at kunne kommunikere konkret om virksomhedens sociale ansvar, tiltag på klimaområdet og f.eks. et mere rummeligt arbejdsmarked, kan virksomhedens ledere vedligeholde det "license to operate", der gør, at forretningen kan udvikle sig i markeder, der bliver mere og mere influeret af forbrugerpres med udgangspunkt i de store globale udfordringer.

For mange virksomhedsledere er det et paradigmeskifte, ja måske endda decideret skræmmende, at skulle mene noget, der rækker ud over egen organisation og forretning. Men det er bl.a. ved at turde at være markant, at virksomheden skiller sig ud, og gør sig synlig over for kunder, beslutningstagere, medier og medarbejdere, og dermed får muligheden for at få en konkurrencefordel.

Nye krav til kommunikerende topledere

De nye vinde, der blæser for virksomhedernes ansvar og deltagelse i den offentlige debat, stiller nye og store krav til toplederes kommunikation. Væk er mantraet om ”at den, der lever stille, lever godt”, og de færreste organisationer vil have glæde af at gemme deres topfolk væk bag organisations tykke mure.

Topledere i dag skal ikke blot kommunikere, når årsregnskabet fremlægges, eller når nye landvindinger nås. Og de kan ikke nøjes med at kommunikere, når det går godt.

Moderne forbrugere bygger relationer med virksomheder, der kontinuerligt er åbne om deres virke, og de får tillid til organisationer og topledere, der kommunikerer i øjenhøjde med dem selv. Samtidig kræver medarbejdere og andre interne interessenter tydelig ledelse, der også foregår i det offentlige rum.

I jagten på forbrugernes tillid, medarbejdernes gunst og bedre omdømme i offentligheden, bør mange virksomhedsledere se til sociale medier som kanal for kommunikation. For med toplederens stemme bliver organisationens holdninger og handlinger personaliseret, så de bedre opfattes af virksomhedens forretningskritiske målgrupper.

Når du bruger dine sociale medier til at vise, hvad du står for, hvordan du leder, og hvorfor der er brug for din virksomhed, bliver du en stærkere leder


Den personlige lederkommunikation på sociale medier som LinkedIn og Twitter står i skærende kontrast til reklame eller markedsføring, som vi kender det i dag. For selvom virksomheder naturligvis stadig skal reklamere og markedsføre sine produkter, skal toplederens kommunikation i sociale medier gøre noget andet for organisationen og dens kommunikation.

For når først toplederen tør tage skridtet og kommunikere i personlige kanaler, er det med til at forandre organisationer, så de skridt for skridt bliver mere inddragende og lyttende til deres kunder og andre interessenter. Og det er der behov for i dagens samfund, hvor vi som forbrugere kræver at kunne stå inde for de organisationer og produkter vi entrerer med.

Slip dig fri på sociale medier

For kommunikerende ledere er sociale medier genvejen til at blive hørt og kommunikere med de vigtigste interessenter.

På LinkedIn kan du skabe dig en styrket position i din branche, hvis du formår at adressere de væsentlige udfordringer og kommunikere med autenticitet. Her kan du også give medarbejdere, kunder, leverandører og andre et indblik i, hvor du fører din virksomhed hen, og hvilke værdier du og din organisation har.

På Twitter kan du gøre dig tilgængelig for journalister og beslutningstagere, så du bliver mere synlig i medierne og bedre kan varetage dine interesser over for lovgivere og andre, der har kritisk indflydelse på din forretning.

Når du kommunikerer aktivt på sociale medier, bygger du netværk og tager stille og roligt ejerskab på de mest væsentlige emner og dagsordner, der er vigtige for din organisation. Og når du bruger dine sociale medier til at vise, hvad du står for, hvordan du leder, og hvorfor der er brug for din virksomhed, bliver du en stærkere leder.

At kommunikere som leder på sociale medier, kommer ikke af sig selv. Det kræver klare valg om formål, målgrupper og hvilket indhold, der skaber værdi. Men finder du de rette emner at kommunikere om, den rette tone og den personlige tilgang, så får det en markant positiv virkning på organisationens omdømme og din egen karriere. 

Af Troels Johannesen, selvstændig kommunikationsrådgiver og forfatter til bogen ”Del dig stærkere – strategi og taktik for topledere på sociale medier"