Kronik: "Er generationer en omgang opreklameret konsulentfis? Ved at tænke sådan, svigter man ikke bare de unge. Man nedgør dem også"

393701_16_9_large_106.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
04. jan 2020 KL.10:30

Der kører for tiden en bølge med budskabet om, at generationerne er en omgang opreklameret konsulentfis. Men ved at tænke sådan, svigter man ikke bare de unge. Man nedgør dem også. For selvom der naturligvis er mere menneskeligt til fælles på tværs af generationer, er de reelle forskelle helt afgørende at kende til. Her får du en oversigt over, hvilke forskelle der er, og hvad du skal bruge dem til

Det sidste års tid har vi bemærket, at der er blevet publiceret flere artikler og kommentarer på de sociale medier om, at generationer er varm luft, ren bullshit og mere af samme skuffe. Især fremhæves der tre ting, som antagelig skulle bevise, at begrebet ikke har nogen forklaringsværdi.

Den første handler om, at alle generationer er mere ens end forskellige på tværs af årgangene. Og til det er der kun at sige: Korrekt!

Vi er nemlig alle sammen først og fremmest mennesker, og langt størstedelen af os alle stræber efter to ting, for at have et godt liv: Nemlig at vi er elskede og tilhører et fællesskab. Og at vores indsats kan bruges til noget, dvs. at vores bidrag betyder noget for andre. Men det gør det jo ikke irrelevant, at der også er forskelle mellem, hvad generationer kalder på, og især, hvad der har været med til at præge generationernes værdier, ønsker, drømme, forestillinger om livet og arbejdslivet – og dermed hvad de kan bidrage med til fællesskabet. Derfor er det helt basalt nødvendigt at sætte sig ind i disse forskelle, hvis man vil inkludere de helt unge på vores arbejdspladser i fremtiden, og hvis man ønsker at bygge samarbejder, der virker på tværs af vores aldre – eller generationer om man vil. Men måske vigtigst af alt: Hvis man vil gøre sig forhåbninger om at tiltrække og fastholde de unge!

Argument nummer to

Det andet argument mod generationsforskelle er en udvidelse af det første argument, hvor det ofte latterliggøres, at de unge stræber efter livsbalance, mening med deres arbejde, god ledelse og tætte relationer. Det latterliggøres, fordi det italesættes, som noget alle generationer stræber efter. Og det er jo fuldstændig rigtigt!

Ingen ønsker vel et meningsløst job, ingen ønsker ligefrem en dårlig ledelse, og ingen ønsker at gå ned med stress, fordi der mangler balance i deres liv. Men det er ikke pointen i at forstå de unge generationer. For forskellen er, at vilkårene for, hvad de unge kan forlange, har ændret sig meget.

De ældre generationer indgik i en anden hierarkisk selvfølgelighed, som byggede på en erfaringsstruktur, der gjorde, at når man var ung, måtte man tage til takke med de kedeligste opgaver, de dårligste arbejdstider og den laveste løn. Men sådan fungerer det ikke for de unge i dag. Bl.a.ordi mange af dem har et langt større udbud at vælge imellem, og fordi unge i dag er vokset op med forældre, der har gjort dem opmærksomme på deres egen værdi. Deres forældre har lært dem at sigte efter stjernerne, og det har ligget i tidsånden, at det var muligt for alle at opnå alt det, de drømte om (og de i øvrigt bare skulle drømme stort), og derfor ligger det ikke naturligt til dem at tage til takke ja til et job, der traditionelt ville være et såkaldt begynderjob.

Indvending nummer tre

Den tredje indvending handler om årstal. Og ja, der hersker ikke én definition af de forskellige generationer ift. hvornår de præcis er født. De fire generationer, der er erhvervsaktive i dag, kaldes populært for babyboomere, generation X, generation Y og generation Z. Nogle vælger at slå generation Y og Z sammen, og kalder dem Millennials, hvilket oftest er et udtryk, der bliver brugt i udlandet og ikke herhjemme.

Nogle gange latterliggøres det, at der er forskel i de definitioner, som bliver anvendt i forskellige undersøgelser, og derigennem argumenteres der for, at begreberne dermed er utroværdige og ligegyldige. Men når man taler om socialvidenskaberne, er der ikke meget, der er fuldstændig manifest – og i dette tilfælde kan man med god ret spørge: Hvor vigtigt er det, at årstallene er fuldstændig enslydende over hele verden i definitionen af generationerne, for at det har en gyldig forklaringsværdi?

Og hvorfor er det overhovedet nødvendigt at fluekneppe på noget så ligegyldigt i forhold til de store udfordringer, vi står med på arbejdsmarkedet i forhold til at få de unge godt med ombord?

Vores erfaring er, at så længe årstalsdefinitionerne befinder sig indenfor et overskueligt og nogenlunde ensartet interval, betyder det meget lidt. I hvert fald lidt nok til at folk forstår konceptet og kan bruge det konstruktivt.

Muligvis ville det i virkeligheden give mening at holde op med at tale om generationer, hvis det provokerer så meget, at det står i vejen for at forstå og bruge forskellene. I stedet skulle vi måske omtale dem som: Kommende samfundsydere. Fremtidens borgere. Fremtidens arbejdsstyrke. Fremtidens forbrugere. Fremtidens arbejdskraft. De nye aldersklasser. De unge kuld. De yngste slægtled.

Hvor drukner man bedst?

Uanset er der altså masser af udtryk at tage af. Vores pointe er imidlertid, at når man nagler sig fast til den diskussion, er det lige så nytteløst, som at diskutere om man drukner bedst i salt- eller ferskvand. Det, der til gengæld er vigtigt, er at forstå, at når der tales om de unge generationer, tales der om den gruppe samfundsborgere, som de ældre generationer har givet liv, og som i disse år er på vej ind i en struktur og et samfund, vi andre har skabt. Og at de strukturer bliver udfordret og muligvis står for fald med de unge ombord. Og heldigvis for det; ellers ville vi jo ikke udvikle os. Endsige overleve.

Hvorfor du skal interessere dig

Vi har begge beskæftiget os med de unge generationer længe, og har de seneste år afholdt flere hundrede foredrag tilsammen. Derudover har vi stået i spidsen for en lang række strategiske opgaver, der har handlet om at etablere strukturer og arbejdsmiljøer, der matcher de unges ønsker til deres arbejdsliv. Vores arbejde har lært os, at de unge kommer ind på arbejdspladserne, og dér viser det sig, at det er dem, der sætter standarden for det, alle generationer i virkeligheden kalder på. Alene af den årsag, skal man kende til de unges behov, bevæggrunde og ønsker. Altså ikke bare for de unges skyld, men for alles skyld.

Men hvorfor er der så gået selvsving i denne generationsfornægtelse?

Fordi nogle (bemærk: nogle, ikke alle!) af de ældre generationer er dovne. Og misundelige. Det ved vi godt, er noget af en påstand! Hvor har vi den fra?

Bl.a. fra reaktioner under foredrag, hvor vi fra deltagere i alderen ca. 40-65 år møder (desværre alt for mange) kritiske udtalelser om de unge, som de ældre beskriver som dobbeltmoralske miljøsvin, som teknologi afhængige og som hensynsløse mig-orienterede forkælede små egotrippere. Vi ser også dagligt lignende tilkendegivelser på tråde på diverse SoMe platforme, hvor unge får mange ubehagelige, nedladende, latterliggørende ord med på vejen. Og fra diverse artikler af eksperter indenfor andre fagområder end generationer, men som ikke desto mindre mener sig i stand til at synes noget kvalificeret om netop de unge. Ofte ved at henvise til undersøgelser, der selvfølgelig underbygger deres egen “synsning”, mens som kun viser en brøkdel af det fulde billede af en generations vilkår.

Når denne retorik-karrusel kører, er det faktisk helt forståeligt, at de unge reagerer med udtrykket “OK Boomer!” som er gået hen og blevet de unges afvisning af de ældre generationers forkastelse.

Til gengæld er det meget sjældent, at vi støder på kommentarer og udtalelser fra unge, der taler nedsættende om de ældre generationer. Der, hvor de unge indgår i dialog med de ældre, foregår det som oftest ordentligt med saglige argumenter og en åben nysgerrighed på “den anden” i et reelt forsøg på at finde en gensidig forståelse.

Vi ser også, at det vigtigste glemmes i denne forkastelse af de unge: Nemlig, at det er de ældre – forældre og andre relationer til de unge – der har opfostret de unge til at være, føle og tro, det de gør! Det skal lægges sammen med, at det også er os, der har skabt de strukturer, systemer, værdier og dermed det parlamentariske system og de virksomheder og organisationer, som samfundet står på i dag – og som de unge er på vej ind i.

Vi har dermed skabt de kulturer, der i dag kendetegner vores samliv, og vi har med vores ageren og livsførelse efterladt vores samfund, som de ser ud i dag. Der er i princippet intet, vi kan klandre de unge for, idet de jo blot er et produkt af vores andres efterladenskaber. Hvis vi vil bygge broer mellem årgange og værdier og derigennem skabe succesrige organisationer i fremtiden, må vi klappe i med vores fordomme og i stedet lytte intenst til fremtidens samfundsborgere og arbejdskraft.

Med andre ord: De unge er ikke et problem. De er vores løsning!

De unge har færten af det gode liv

Den unge klimaaktivist Greta Thunberg blev i 2019 kåret som Årets Person af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Sammen med millioner af andre unge kloden over kæmper hun for en bedre verden. Ser man på de unges klimakamp med positive øjne, kan man godt gå så langt som til at sige, at de unge i disse år selv er ved at løse de problemer, vi andre har skabt for dem, og at de i stedet for at blive nedgjort for deres indsats, burde blive hyldet og bakket op af os andre.

Samtidig med indsatsen for klimaet – og imens mange fra de ældre generationer sidder på både pengekasser, lovgivning og hænder – arbejder flere og flere (ikke alle) unge frivilligt som besøgsvenner for gamle, syge, hjemløse og ensomme. De arbejder for ligestilling, for barsel til mænd, for en bedre livsbalance på arbejdspladserne, for en mere mangfoldig kønsdebat, for fri seksualitet og kønsidentitet, for ligeløn mellem mænd og kvinder og for et godt og meningsfuldt liv levet i forpligtende relationer til andre.

Dette kæmper mange ældre også for, men de ufattelig mange, der ikke gør, de skal indstille skydningen fra deres lune plads med kurs mod pensionsalderen. Og det skal de helst gøre med tanke på, at mange unge frygter for deres egen alderdom, som de i værste tilfælde ser slået af mental og fysisk nedsmeltning. Denne bekymring skal de selvfølgelig have hjælp til at overvinde.

En lynguide

Så hvad er det, de unge kan tilbyde verden? Vi vil fremhæve fire områder, hvor de unge bidrager på et nyt niveau, så det globale samfund flytter sig i en bedre og mere balanceret retning, hvilket gælder materielt, klima/miljømæssigt og ikke mindst socialt.

For det første insisterer de på mening. Højst sandsynligt som en reaktion på, at vi er blevet “maskineriet” i en grad, der har gjort stress til en folkesygdom og fået diagnoser som angst og depression til at eksplodere.

Groft sagt behandles mennesker i dag i al for høj grad som en målbart faktuelt optimeret, effektiviseret og maksimeret enhed, der hele tiden skal være klar til at indlæse et nyt program (læs: være omstillingsparat) og dermed præstere på eliteniveau.

Men samtidig er disse unge, som børn, blevet mødt med spørgsmål som: “Hvad har du lyst til? Hvad mærker du? Hvad føler du?”.Hvorfor de naturligt forlanger, at deres indsats og tid bliver brugt med noget, de selv kan mærke giver mening. Denne insisteren på mening vil være med til at skabe kulturer hvor mening og ikke altid profit kommer i første række – og det kommer selvfølgelig alle mennesker til gode. Mening har altså erstattet stillingsstatus, som var det, de tidligere generationer har stræbt efter og er blevet opdraget til at opnå.

Kreativitet og innovation

Den anden grund er kreativitet. Fra de kunne stå på en duplokasse, har de unge lært at udtrykke sig selv, først gennem deres leg, siden gennem deres ord og præsentationer på Prezi, de sociale medier og Youtube. Innovation er blevet et fag i skolen og drømmen om at være iværksætter er ikke længere for de få udvalgte.

Evnen til at skabe sig selv og skabe verden er hverdag for dem, selvfølgelig på mange forskellige niveauer, men det vigtigste er, at de tænker på sig selv som kreative, og det alene skaber rum for at udleve dette, hvorfor de ikke holder sig tilbage for at udfordre de eksisterende systemer, idealer mm på deres arbejdsplads, og tilbyde nye måder at forfølge nye mål på. Co-creation og samskabelse bliver normen i fremtiden, og det stiller særlige krav til lederne om at kunne håndtere relationer, mere om det nedenfor.

Kreativitet var før i tiden elitens privilegium, mens det i dag er alles forpligtelse, hvis man skal gøre sig håb om at skabe sig en god karriere, så det er i sig selv en væsentlig ændring. En enkel måde at forstå de unges drivkraft på, er at tænke, at hver gang der er et cpr nr. er der også et cvr nr.

Relationsgrammatik

Ændret socialitet, relationer og ledelse er den tredje grund. De unge er nemlig blevet opdraget til at være hierarkiløse pga. det, som ungdomsforskeren Niels-Ulrik Sørensen kalder for en forandret relationsgrammatik. Med det menes, at afstanden mellem forældre og børn er blevet mindsket meget, og at relationen er gået fra at være baseret på objekter (roller) til subjekter (individuelle personer).

Det naturlige hierarki der altså tidligere herskede i en familie er blevet udvisket – af forældrene forstås! – og det samme er på sin vis ved at gøre sig gældende på arbejdspladserne. Hvilket frisætter ikke alene en masse kreativitet, men også er med til at skabe mening og dybere relationer på tværs af organisationen, og alle tre enheder er med til at skabe et bedre arbejdsmiljø og bedre liv.

I denne kasse findes også det sociale køns frisættelse og en ny måde at organisere sig i fællesskaber på (neo-tribale) hvor tilliden (og ikke hierarkier og systemer) er det, der binder gruppen sammen, og kreativitet er måden at være sammen på.

Alene af den årsag ville det være gavnligt at indføre et fag, der kunne hedde fællesskabslære. Et fag der ikke kun skulle undervises i på skolen, men lige så meget på arbejdspladserne.

Balance er den fjerde grund. Den er selvsagt koblet til miljø og klimadagsordenen, og dermed til vores biologiske og materielle fremtid, men er i høj grad også nært knyttet til de tre ovenstående grunde, fordi det i virkeligheden bliver den tankegang, der skal få alle modsatrettede interesser til at spille sammen. Og de virksomheder, der har forstået dette, er de, der vil tiltrække de dygtigste af de unge. Hvilket naturligvis vil styrke konkurrenceevnen i et globalt marked, der ikke bliver mindre hårdt i fremtiden.

Forskelligheder er vores fælles styrker

Om kort tid sidder de unge generationer på tre ud af fire stole i arbejdslivet, og dér udgør de ca. 1,5 million af den samlede arbejdsstyrke.

Fordi andelen af unge snart er så stor, kan vi andre ikke lukke øjnene for den betydning, deres tilstedeværelse kommer til at få på vores arbejde. Heldigvis! For de er vores løsning. Derfor kan vi næsten kun handle for langsomt i forhold til at forberede os på det samarbejde, der bliver helt afgørende for alle organisationers udvikling i fremtiden.

Det er ikke de unge, der skal indrette sig efter os andre. Vi skal på den anden side heller ikke tilpasse os kun efter dem. De forskellige generationer må derimod indstille sig efter hinanden, hvis vi skal skabe frugtbare samarbejder.

De unge generationer kommer med opdaterede forslag til et bedre og sundere fysisk og mentalt (arbejds-) liv.

De ønsker vital og bæredygtig forretningsførelse frem for profit og prestige. Desuden efterlyser de en mere intuitiv tilgang til monitorering, hvor excelark og kontrolsystemer i højere grad afløses af tillid og tro på hinanden. Samtidig insisterer de unge generationer på nedbrydning af gammel silotænkning og fastlåste karriereveje, der kan føre til helt nye måder at benytte den bedste mand/kvinde på posterne.

De unge generationer kan omvendt drage stor nytte af de tidligere generationers erfaring, perspektiv, rammesætning, kvalificerede vurderinger, netværk og dømmekraft.

Opgaven starter selvfølgelig med at erkende, at der er forskel på de individuelle tidsepoker, vi alle er vokset op i, og at tidernes strømninger af social, kulturel, økonomisk og teknologisk karakter har præget de enkelte slægtled. Altså, at der er afvigelser og forskelle på de i alt fire generationer, vi ser på arbejdsmarkedet i disse år. Og at det er en kæmpe fordel, fordi det helt enkelt skaber en mere divers verden, der kan løse flere af nutidens og fremtidens problemer.

Hvilket altså kræver, at vi er åbne overfor hinandens fællestræk og forskelligheder. Og at man – ikke mindst – gider at sætte sig ordentligt ind i dem.