KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Marie Bjerre: Teknologi skal frigøre 10.000 årsværk i det offentlige over de næste ti år

En digital løsning er dosispakket medicin, hvor det er sorteringsmaskiner, der pakker de forskellige præparater i stedet for, at det skal gøres manuelt af personale Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En digital løsning er dosispakket medicin, hvor det er sorteringsmaskiner, der pakker de forskellige præparater i stedet for, at det skal gøres manuelt af personale Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Foto: Ritzau Scanpix

Det er muligt, at blyanten har en fremtid. Men det bliver nok næppe blyanten eller andre analoge opfindelser, der kommer til at gøre den store forskel, når vi skal finde fremtidens arbejdskraft. Vi kan derimod med rette have store forventninger til den digitalisering af samfundet, der for øjeblikket – til gavn for både virksomheder og offentlig sektor – er i rivende udvikling.

Men hvis vi skal veksle digitalisering til den nye valuta i dansk politik – øget arbejdskraft – kræver det, at vi investerer og digitaliserer med omtanke.

Regeringen er derfor gået sammen med KL og Danske Regioner om en tiårsplan for ny teknologi og automatisering af den offentlige sektor.

Digitaliseringen af en lang række opgaver er et vigtigt skridt på vejen

En plan, der frem til 2033 skal være med til at skaffe flere hænder. Helt konkret er det målet at frigøre ressourcer, svarende til 10.000 årsværk over de næste ti år. Jeg har for nyligt som digitaliseringsminister løftet sløret for de første tre initiativer i denne plan. Der er tale om digitale løsninger, som vi ved virker, fordi de allerede er afprøvet, og som vi nu investerer 33,5 mio. kr. i at udvikle og udbrede, så flere får gavn af dem.

Frigøre ressourcer

En af de digitale løsninger er dosispakket medicin, hvor sorteringsmaskiner pakker forskellige præparater i de korrekte doser til borgere – uden behov for manuel pakning. En anden er digital hudkræftsdiagnostik, hvor digitale værktøjer hjælper lægefagligt personale med hurtigt og sikkert at stille den rigtige diagnose.

Den tredje sikrer automatisk indberetning af klinisk data fra hospitaler gennem simple softwarerobotter. Det vil frigøre tid hos eksempelvis lægesekretærer, der nu slipper for at indtaste eller flytte rundt på data manuelt. Det er digitale løsninger som disse, der kan frigøre tid og lette de administrative byrder for ikke mindst sygeplejersker og sosu-assistenter.

Regeringen har et klart mål om, at medarbejderne i den danske velfærdsstat skal kunne fokusere på kerneopgaverne – og digitaliseringen af en lang række opgaver er et vigtigt skridt på vejen. Alene for de tre nævnte projekter er estimatet, at de vil frigøre ca. 1100 årsværk.

Jeg er utrolig glad for, at vi på tværs af stat, regioner og kommuner nu er enige om, at vi vil udvikle og udbrede digitale løsninger, der kommer til at frigøre ressourcer, så vi kan bruge tid og kræfter på de mere borgernære velfærdsopgaver.

Sammen har vi kun lige taget hul på tiårsplanen. Så der er al mulig god grund til at være optimistisk på fremtidens digitale løsninger.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Fortælling