SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommentar | Thomas Thygesen: Hvis først recessionen kommer, så er rentesænkninger ikke længere nok

Hvis Fed vil foretage rentesænkninger, skal det være inden en evt. recessionen starter. Arkivfoto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvis Fed vil foretage rentesænkninger, skal det være inden en evt. recessionen starter. Arkivfoto: Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Stigningen i de globale aktiemarkeder var overraskende vedholdende indtil starten af december. Drivkraften har især været faldende renter.

Den tiårige amerikanske rente er faldet med næsten et helt procentpoint i den seneste måned, hvor markederne igen er begyndt at håbe på en kovending fra den amerikanske centralbank, Fed.

Det er ikke nok for Fed, at inflationen har toppet: Den skal også komme ned igen. Lige nu er det kun varepriserne, der har set sådan en udvikling

Der er da også tegn, der peger i den retning. Meget tyder på, at inflationen endelig har passeret toppen i både USA og Europa, og efterspørgselspresset er for alvor begyndt at aftage i de globale forsyningskæder. Der er dog stadig et par hængepartier, der skal afvikles, før døren er åben for en varig fremgang.

Det er nemlig ikke nok for Fed, at inflationen har toppet: Den skal også komme ned igen. Lige nu er det kun varepriserne, der har set sådan en udvikling. Inflationen inden for tjenester stiger fortsat, og lønpresset holdes stadig oppe af lav ledighed og stigende beskæftigelse.

Derfor er det nok for tidligt for Fed at signalere nogen form for ændring i pengepolitikken lige nu. Det kan dog ændre sig, for der er tegn på, at væksten er på vej til at bremse markant op. Det åbner imidlertid for et mere alvorligt forbehold.

Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvornår Fed laver den kovending. Hvis de skal løfte aktierne, så skal de sænke renten så tidligt, at de afværger en recession. Hvis de sænker renten på vej ind i en recession, er det ikke godt nyt for aktierne. Det lyder måske lidt paradoksalt, men hvis du tænker tilbage til 2008, så startede Fed faktisk med at sænke renten allerede i slutningen af 2007. Det var bare først i foråret 2009, at aktierne bundede.

Det er også det normale mønster igennem de seneste årtier. Den amerikanske centralbank er begyndt at sænke renten seks gange i løbet af de sidste 35 år. Tre gange endte det med en blød landing, og de gange steg aktierne med op mod 40 pct. i de næste 18 måneder. Tre gange kom de for sent til at undgå en recession, og de gange faldt aktierne 30 pct. i de følgende 18 måneder.

Afgørende spørgsmål

Lige nu er der to store spørgsmål. Det første er, om Fed kan finde en undskyldning for at sænke renten, inden recessionen starter. Det kræver, at lønstigningerne aftager, inden ledigheden stiger. Det er muligt, men det er ikke det, der normalt sker, og der er ikke meget, der tyder på, at det er ved at ske lige nu.

Det andet spørgsmål er, om det allerede er for sent at undgå en recession i alle tilfælde. En markant stigning i antallet af opsigelsesvarsler peger for eksempel på, at ledigheden er på nippet til at skyde i vejret. Hvis det sker, så er recessionen en realitet, og så hjælper lavere renter ikke.

Der er derfor al mulig grund til at holde øje med Feds rentemøde den kommende uge. Hvis de åbner for en kovending, kan det give et kortsigtet løft. Men der er endnu mere grund til at holde øje med de økonomiske varsler.

Hvis recessionen kommer, så er rentesænkninger ikke længere nok.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu