SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | EKF-landechef: I den nye verdensorden er jorden ikke længere flad, men fuld af forhindringer

Pelosis besøg i Taiwan har gjort det klart, at en såkaldt decoupling, eller afkobling, mellem USA og Kina lurer i horisonten. Arkivfoto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Pelosis besøg i Taiwan har gjort det klart, at en såkaldt decoupling, eller afkobling, mellem USA og Kina lurer i horisonten. Arkivfoto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

I de seneste 30 år har virksomhedernes overvejelser, om hvor de skulle finde deres kunder og placere deres produktion, været guidet af økonomiske forhold. Den herskende ideologi var liberalisering og frihandel, hvilket skabte en stadig mere “flad” verden, hvor transportomkostninger og handelsbegrænsninger forsvandt.

Produktion blev splittet op i en uendelighed af processer og spredt over lande og kontinenter. Lagre blev barberet ned og lå helst ombord på et skib på vej til næste led i forarbejdningsprocessen. Politiske overvejelser betød kun lidt – vi troede endog i lyset af den liberale verdens velsignelser, at lande som Kina og Rusland ville komme til at ligne os selv. Those days are gone.

I stedet for den økonomiske rageknivs logik, hvor det alene handler om at barbere omkostningerne ned, vil de kommende år præges af en politisk polarisering på den globale markedsplads. Rusland vil forblive isoleret, så længe Putin eller hans proselytter er ved magten der, og Pelosis besøg i Taiwan har gjort det klart, at en såkaldt decoupling, eller afkobling, mellem USA og Kina lurer i horisonten.

Hvis EU og USA altid var enige, kunne det resultere i en tvedeling med henholdsvis en økonomisk sfære med USA og EU som omdrejningspunkt og en asiatisk ditto

Den afkobling kan enten tage form af forholdsvist fredelige handelsstridigheder – eller som en koordineret kampagne med sanktioner, indefrysninger og forbud.

Interesser og sikkerhed

Hvis det alene var en kamp mellem demokratier og autokratier, ville det være nemt at finde sin plads. Men konflikterne mellem USA, EU, Rusland og Kina er ikke blot en kamp til forsvar for en liberal verdensorden, de er i høj grad styret af egeninteresser og ønsker om forsyningssikkerhed. Derfor ser man Biden udveksle fist bump med Saudi-Arabiens kronprins, fornyede bestræbelser på at få genoplivet atomaftalen med Iran samt en åbning mod Venezuela, som ellers har været helt ude af det gode selskab i en årrække.

Hvis EU og USA altid var enige, kunne det resultere i en tvedeling med henholdsvis en økonomisk sfære med USA og EU som omdrejningspunkt og en asiatisk ditto med Kina i midten. Men hvis Trump eller en anden antiglobalist bliver den næste præsident i USA, kan det blive svært at finde fælles fodslag på tværs af Atlanterhavet. Derfor kan tvedelingen ende med en tredeling med EU som centrum for en europæiskfokuseret region.

Heldigvis er USA og EU ret enige om sanktionerne imod Rusland, men det er ikke en givet ting. F.eks. så man i forhold til Iran, hvordan EU og USA var lodret uenige og indførte sanktioner imod hinanden. Brugen af sanktioner er steget stærkt de seneste år, og når USA samtidigt mister evnen til at vedligeholde de gældende globale regelsæt, vil den tendens fortsætte.

Kina har aldrig overladt styringen til det frie marked, og Trump var helt ublu ift., at økonomien skulle underlægges politikken – til gavn for USA.

Biden har anlagt en anden tone, men har ikke desto mindre gennemført lovgivning, som pålægger modtagere af amerikanske tilskud ikke at udbygge deres kinesiske produktion af semikonduktorer ( “The Chips and Science Act”), ligesom den store “Inflation Reduction Act” giver langt større skattefordele til virksomheder, der bruger amerikanskproducerede input – tiltag der klart har til sigte at sikre produktionen i USA.

Grøn geopolitik

Den grønne omstilling er nu også geopolitik, og i EU er industripolitik pludseligt blevet a la mode, både ved lempelsen af statsstøttereglerne gennem projekterne i Ipcei (Important Projects of Common European Interest) og gennem EU’s Global Gateway, som tilbyder investeringer i infrastrukturudvikling rundt om i verden – en pendant til Kinas Belt & Road. Overalt ser man tiltag, der skal gøre den ene eller anden blok selvforsynende på strategisk vigtige områder og sikre hjemlige job i processen.

En forudseende og fuldt global virksomhed vil derfor overveje, om den kan have et ben i hver lejr i form af produktion i hvert af disse fremtidige områder. Allerede under covid lærte vi, at lange, landekrydsende forsyningskæder er sårbare. Når man dertil lægger, at den regelbaserede verdensorden afløses af den globale hønsegårds hakkeorden, er det på tide at forny sin strategi – fra just in time til just in case?

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu