Der er i disse måneder en stigende og ægte interesse for at skabe mere bæredygtige virksomheder, der kan mere end blot at sætte kryds i esg-skemaerne.
Organisationer presses af medarbejdere, kunder, investorer, andre interessenter – og sikkert også af egne værdier og af de positive forretningsmuligheder i de store teknologiske transformationer, der allerede er i gang i forhold til f.eks. klimakrisen.
Ørsted har en ambitiøs målsætning om at blive CO2-neutral senest i 2025, Novo Nordisk har en omfattende bæredygtighedsstrategi, der fokuserer på at reducere CO2-udledningerne og fremme sundhed og trivsel for alle, for blot at nævne to danske eksempler.
Men – det er desværre også tydeligt, at man mange steder stadigt opererer med et forældet syn på virksomhedens politiske arbejde. Man opdeler de politiske aktiviteter i siloer såsom public affairs, lobbyisme, branding og csr. Og dét skaber inkonsistens og problemer.
“Virksomhederne skal tage et bredere, strategisk blik og skifte fra at jage enkeltstående problemer til at fokusere på bæredygtigheden i alle de større politiske systemer
Man får for lidt ud af tingene. Man kommer i krydsild fra mange interessenter. Man er sårbar over for angreb – enten for ikke at bakke retorikken op med reel handling eller, i den anden ende af spektret, for at fremme forandringer, der går længere, end investorer eller grupper af politiske magthavere ønsker.
Et aktuelt eksempel er Disney-koncernen, der i Florida har kæmpet for lgbtq+-rettigheder hos medarbejdere og besøgende, men som har fået hård kritik af Floridas guvernør DeSantis. Senest har koncernen ligefrem sagsøgt DeSantis for at misbruge sin politiske magt.
I dagens politiske virvar af skiftende, hurtige meldinger er realiteterne således en dobbelt risiko: Dels at virksomhederne kan beskyldes for ikke ’mene’ noget ansvarligt, dels at de under alle omstændigheder vil skabe sig selv fjender, når de indtager et standpunkt, næsten uanset hvilket.
Man kan sagtens være frustreret over det politiske livs virvar, når man nu ved, at det som hovedregel er i alle virksomheders interesse at arbejde med stabile politiske og reguleringsmæssige rammer – også på bæredygtighedsområdet.
Men sandheden er, de fleste virksomheder og store organisationer ikke længere kan lade som om, at de er passive iagttagere af regulering. Der er positive forventninger fra alle interessenter om, at virksomhederne påtager sig et aktivt ansvar for klimaomstilling, geopolitiske dagsordener, sociale agendaer og så fremdeles.
Ambitiøse virksomheder har derfor brug for strategiske principper for at navigere i de vanskelige politiske farvande og vise mere konsekvens og ansvar i deres politiske arbejde.
Meget af denne diskussion falder ind under ’G’ i esg – governance-komponenten, der kan forme, hvordan en virksomhed håndterer de øvrige dimensioner. Men virksomhederne skal tage et bredere, strategisk blik og skifte fra at jage enkeltstående problemer til at fokusere på bæredygtigheden i alle de større politiske systemer, som virksomheder og samfund er afhængige af.
Corporate Political Responsibility (cpr) er et godt bud på en nødvendig strategisk tænkning.
De eksisterende optiker som esg og verdensmålene angiver forskellige fokusområder (miljø, etik m.v.), men cpr angiver et samlet fokus på, hvordan virksomheder på alle områder arbejder med det politiske ansvar og den politiske indflydelse.
Begrebet er mere end et buzzword. Der er aktuel forskning og god litteratur at dykke ned i og et generelt fokus på fire elementer i en samlet politisk ansvarlighed:
Lovgivning: Arbejder vi for langsigtet, god lovgivning, eller lobbyer vi for de smalle fordele? Sunde institutioner: Støtter og styrker vi samfundets bærende institutioner? Den offentlige samtale: Bidrager vi vidensbaseret til den offentlige samtale? Ressourcer: Bidrager vi generelt til at løse samfundets miljømæssige og sociale udfordringer?
Ved at fokusere på disse fire niveauer kan virksomheder og organisationer forbedre deres brandreputation, gøre bæredygtige og nettopositive strategier mere effektive og under alle omstændigheder have en mere solid grund at stå på i forhold til de mange interessenter med forskellige – og uforenelige – holdninger.
Det betyder, at regeringer og forvaltninger ikke ses som modstandere eller interessenter, der skal kæmpes imod, men som partnere, fordi selv ikke de mest ambitiøse virksomheder kan løse problemerne alene.
Enkelt sagt: cpr betyder, at virksomhederne skal tænke i partnerskaber, alliancer og videndeling.
