SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommentar | Tore Stramer: Dybt uhensigtsmæssigt, at 12.000 flere bliver beskæftiget i det offentlige i år, mens det private skriger på hænder

Regeringen bør sigte efter en mere stram finanslov, men lige nu er der behov for tiltag, der øger udbuddet af arbejdskraft i den private sektor, mener Tore Stramer. 
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Regeringen bør sigte efter en mere stram finanslov, men lige nu er der behov for tiltag, der øger udbuddet af arbejdskraft i den private sektor, mener Tore Stramer. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Regeringen har ikke overraskende nedjusteret deres forventninger til dansk økonomi over de kommende år. Konkret er forventningerne til bnp-væksten i år nedjusteret fra 3,4 pct. til 2,8 pct., mens forventningerne til 2023 er blevet nedjusteret fra 1,9 pct. til 0,8 pct.

Men selv om regeringen har nedjusteret sine forventninger til dansk økonomi frem mod udgangen af 2023, så er der tale om en forholdsvis optimistisk prognose. Får regeringen ret i deres prognose, så vil dansk økonomi komme relativt skånsomt hen over de udfordringer, som vi i øjeblikket står med. Det er naturligvis meget usikkert og kræver ret beset, at både inflationen og den nuværende store mangel på arbejdskraft kommer under kontrol.

I den nuværende situation, hvor presset på arbejdsmarkedet og kapacitetspresset er stort, bør regeringen sigte efter en mere stram finanslov

Det er derfor også skuffende, at regeringen ikke gør mere for at håndtere det stigende inflationspres og den udprægede mangel på arbejdskraft. Den etårige finanseffekt er godt nok opgjort til minus 0,9 pct. i 2022. Men det er mildt sagt at snyde på vægten. Den etårige finanseffekt for 2022 giver i øjeblikket et misvisende billede af finanspolitikkens reelle stramhedsgrad. Det skyldes, at bortfaldet af en række ekstraordinære coronarelaterede tiltag rent teknisk trækker finanseffekten mærkbart ned i 2022. Udbetalingen af de indefrosne feriepenge og de generelle kompensationsordninger vil helt naturligt ikke blive gentaget i 2022.

Ser man bort fra de midlertidige coronarelaterede tiltag, så ender den etårige finanseffekt for i år omvendt på et rundt nul. Altså er der ikke lagt op til, at den førte finanspolitik nu og her vil reducere hverken kapacitets- eller inflationspresset i dansk økonomi. I den nuværende situation, hvor presset på arbejdsmarkedet og kapacitetspresset er stort, bør regeringen sigte efter en mere stram finanslov.

Det gør kun ondt værre, at den offentlige beskæftigelse samtidig stiger væsentligt mere, end hvad regeringen ellers forventede tilbage i maj. Konkret er skønnet for den offentlige beskæftigelse blevet øget med 12.000 personer i år og 8000 personer næste år. Det sker vel og mærke på et tidspunkt, hvor den offentlige beskæftigelse i forvejen er sprunget i vejret med ca. 35.000 personer siden starten af 2020. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt, at regeringen ikke har bedre kontrol med den offentlige beskæftigelse, på et tidspunkt hvor manglen på arbejdskraft på det private arbejdsmarked mange steder er akut.

I fraværet af en mere stram finanslov er der behov for tiltag, der øger udbuddet af arbejdskraft i den private sektor. Det er ikke en let opgave, da der er brug for reformer, der både hurtigt og effektivt øger arbejdsudbuddet i den private sektor. Et helt oplagt værktøj er at lette virksomhedernes adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. En forhøjelse af topskattegrænsen og beskæftigelsesfradraget vil f.eks. effektivt kunne øge arbejdsudbuddet. Og så skal den offentlige beskæftigelse simpelthen under kontrol og gerne reduceres i den kommende tid.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu