SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Hvis de grønne ambitioner skal lykkes, er der brug for flere faglærte og færre regler

Vi skal øge optaget på erhvervsuddannelserne, og det er helt nødvendigt, at de får flere ressourcer, så eleverne kan blive uddannet i de nyeste teknologier. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Vi skal øge optaget på erhvervsuddannelserne, og det er helt nødvendigt, at de får flere ressourcer, så eleverne kan blive uddannet i de nyeste teknologier. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Uanset hvordan regeringsforhandlingerne ender, er det helt nødvendigt, at den nye regering kommer flyvende ud af startboksen. Der skal findes løsninger på en lang række problemer, som i øjeblikket er med til at sætte en stopper for, at de store ambitioner, vi har for den grønne omstilling, bliver gennemført.

Der er brug for mange flere faglærte til at producere de grønne teknologiske løsninger, lægge fjernvarmerør og meget mere. Der skal også ryddes op i administrative regler, så det går hurtigere med at opstille solceller, vindmøller og udrulle fjernvarmen.

Der er indgået mange ambitiøse og visionære aftaler på det grønne område de seneste år. Vi står over for at skulle firedoble den samlede produktion af el fra solenergi og landvind frem mod 2030. Vi har sat turbo på udrulningen af fjernvarme, og vi står på spring til at bygge anlæg, som kan producere grønne brændstoffer gennem power-to-x. Samtidig skal vi i gang med at indfange og lagre CO2. Opgaverne står altså i kø.

De fleste politiske aftaler er indgået af brede flertal i Folketinget, og det er godt. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, er det vigtigt, at vi løfter bredt – på tværs af partier, virksomheder og lønmodtagere. Det vil vi gerne opfordre den nye regering og Folketinget til at fortsætte med.

Flere ressourcer

De mange politiske aftaler øger kraftigt efterspørgslen på faglært arbejdskraft, og der er brug for en plan for, hvordan vi skaffer nok faglærte til at nå vores klimamål. Bliver der ikke gjort noget ved problemet, vil der ganske enkelt ikke være nok faglærte til at producere energiteknologiske løsninger og til at stille de mange vindmøller og solceller op. Konkrete løsninger er derfor påkrævet.

Vi bør belønne de virksomheder, som driver den grønne udvikling ved at uddanne den nødvendige arbejdskraft

Vi skal øge optaget på erhvervsuddannelserne, og det er helt nødvendigt, at de får flere ressourcer, for der er blevet sparet betydeligt de seneste år. Skolerne har brug for moderne udstyr, digitale læringsmiljøer og undervisningslokaler, så eleverne kan blive uddannet i de nyeste teknologier. Men vi skal også arbejde for, at der de bedst tænkelige muligheder for at kunne efteruddanne ind i den grønne omstilling.

Der skal være gode sporskifteordninger ind i de relevante fag, og der skal være smidige og ubureaukratiske efteruddannelsesmuligheder inden for de teknologier, der bliver efterspurgt. Den grønne omstilling er for vigtig, til at uddannelsesmæssig kassetænkning må stå i vejen.

I de kommende år vil der komme en lang række udbud af f.eks. vindmølleparker. Tidligere har det udelukkende handlet om at få møllerne til den laveste pris, men det har ført til, at stadig flere komponenter til vindmøllerne bliver produceret i Kina.

Også her er det vigtigt, at vi stiller krav, der både sikrer flere faglærte i fremtiden, men som også er med til at sikre, at produktionen af bl.a. vindmøller forbliver på danske hænder.

Det vil være katastrofalt, hvis produktionen flytter til udlandet nu, hvor vi skal høste gevinsterne af mange års offentlig forskning og udvikling. Derfor bør kommende udbud vægte bæredygtighed og social ansvarlighed højt, så vi sikrer, at komponenter til blandt andet vindmøller naturligvis overholder internationale konventioner og regler for miljø, klima og arbejdskraft.

Vi bør gennem udbuddene belønne de virksomheder, som driver den grønne udvikling ved at uddanne den nødvendige arbejdskraft – f.eks. ved at tage lærlinge – og som investerer i at udvikle og producere mere effektive og bæredygtige vindmøller eller dele til dem her i Danmark.

Drastiske tiltag

En ting er at øge produktionen af grøn strøm. Hvis det skal komme danskerne til gode, er der også behov for, at vi investerer massivt i elnettet, der er rygraden i vores grønne energisystem. Der er brug for tidssvarende regler, så elnetselskaberne kan investere i fremtidens elnet.

I dag kan elnetselskaberne først gå rigtigt i gang med at udbygge nettet, når de modtager en ansøgning fra en projektudvikler. De gør det altså på bagkant, og ikke ud fra de planer politikerne har lagt.

Det forsinker i den grad den grønne omstilling, og det skal der gøres noget ved.

Vi skal have modet til at tage drastiske tiltag i brug, det er ganske enkelt en nødvendighed. Ministrene i den kommende regering har ikke lang tid til at sætte sig til rette. Vi er mange, som venter spændt på at komme videre med den grønne omstilling.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu