KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Forskningschef: Derfor er velfærdsstaten økonomisk udfordret trods stort råderum

Den offentlige sektor får løbende sværere ved at levere den kvalitet i serviceydelser, som vi forventer. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den offentlige sektor får løbende sværere ved at levere den kvalitet i serviceydelser, som vi forventer. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Problemet med velfærdsstatens evigt stigende udgifter vender tilbage igen og igen, så længe vi kun symptombehandler

Hvis man har fulgt den seneste tids debat om velfærdsstatens økonomi, er der stor forvirring om, hvorvidt udgangspunktet for velfærdsstatens økonomi er god eller dårlig. På den ene side er der et økonomisk råderum, der peger i retning af, at der er penge at give tilbage til danskerne – og på den anden side er der analyser fra politikere og økonomer, der peger i retning af, at velfærdsstaten står overfor store problemer i den nære fremtid.

Det kan umiddelbart lyde modstridende, men det er det ikke nødvendigvis.

Tre udfordringer

For at forstå kernen i forvirringen er man nødt til at skelne mellem forskellige typer af økonomiske udfordringer for velfærdsstaten. Man kan groft sagt inddele disse i tre grupper: De midlertidige, de vedvarende og de dynamiske.

De midlertidige udfordringer giver anledning til engangsudgifter eller i det mindste tidsmæssigt ret afgrænsede udgifter. Eksempler er udgifterne under coronakrisen eller støtten til Ukraine. Engangsbeløbene kan være store, men netop fordi det er engangsudgifter, giver de kun et meget lille indhug i det økonomiske råderum.

Problemet kommer tilbage igen, og før eller siden løber man tør for økonomisk råderum eller idéer til arbejdsmarkedsreformer, som kan finansiere løft i kvaliteten af serviceydelser

De vedvarende udfordringer kan føre til et permanent (eller meget langvarigt) løft i de offentlige udgifter. Det kan f.eks. være en permanent forøgelse af pædagogdækningen i daginstitutioner, lærerdækning i folkeskolen eller af militærudgifterne. Det kan også være, at der er skatter eller afgifter, der ønskes sænket.

Denne type udgifter kan finansieres med det økonomiske råderum. Hvis man f.eks. løfter de årlige udgifter til militæret med 1 mia. kr., er der 1 mia. kr. mindre i økonomisk råderum. Hvis råderummet ikke kan finansiere alle de ønsker, der er, så er reformer, der f.eks. øger arbejdsudbuddet, ideel til at skaffe finansiering til denne slags problemer. Hvis flere kommer i beskæftigelse, vil det således give et vedvarende løft i de offentlige indtægter, og det kan benyttes til et vedvarende løft i de offentlige udgifter.

Dynamiske udfordringer

De dynamiske udfordringer er de svære at løse. Det er udfordringer, som udvikler sig langsomt over tid i mange år, og som derfor mere grundlæggende udfordrer velfærdsstatens holdbarhed. Et kendt eksempel er de demografiske ændringer med flere ældre. En vedvarende tendens til at de ældre udgør en voksende andel af befolkning var i mange år en udfordring, og en vedvarende løsning krævende en mere grundlæggende ændring i velfærdsstaten.

Løsningen blev en pensionsalder, der nu er indekseret på den forventede levealder. Hvis vi lever længere, har vi nu en institution, der betyder, at pensionsalderen udskydes. Sammen med vores system med arbejdsmarkedspensioner, har det givet en robust løsning på de økonomiske konsekvenser af voksende levealder.

Et andet dynamisk problem, der diskuteres for tiden, er, at den offentlige sektor løbende får sværere ved at levere den kvalitet af serviceydelser, som vi forventer. Denne udfordring har rod i, at den offentlige sektor har sværere ved at øge produktiviteten end den private sektor, og at lønningerne i den offentlige sektor ikke kan afvige væsentligt fra lønningerne i den private sektor. Det er f.eks. vanskeligere at øge produktiviteten i en børnehave end på en fabrik.

Denne problematik kaldes ofte for Baumols syge. Symptomerne på denne sygdom kan sagtens midlertidig dulmes ved et løft i udgifterne til service i den offentlige sektor, som kunne finansieres ved det økonomiske råderum eller ved en ny arbejdsmarkedsreform.

Pointen er dog, at problemet kommer tilbage igen, og før eller siden løber man tør for økonomisk råderum eller idéer til arbejdsmarkedsreformer, som kan finansiere løft i kvaliteten af serviceydelser. Hvis man reelt vil løse de dynamiske problemer – og ikke blot midlertidig dulme symptomerne – kræver det reformer, der reelt ændrer institutionerne i velfærdsstaten på en måde, som over tid sikrer mere finansiering af offentlige serviceydelser.

Behov for forandring

Regeringen er i fuld gang med at forberede en 2030-plan, der skal give en overordnet retning for velfærdsstatens udvikling i de kommende år. Et godt bud er, at det bliver en plan, der indeholder økonomiske løft af den offentlige sektor såvel som skattelettelser.

Det kan man også sagtens argumentere for, at der er råd til, da velfærdsstatens økonomi lige nu er ret god. Men vi kommer ikke uden om, at der er behov for større forandringer i velfærdsstaten på lidt længere sigt, ellers hænger forventningerne til velfærdsstatens serviceniveau og økonomien ikke sammen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis