SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Dagrofa-direktør: Energikrisen er blevet til en erhvervskrise – kan ende med at skævvride Danmark

Altrnativet til en energikrisepakke til landets virksomheder er butiksdød og øde byer, mener  Tomas Pietrangeli 
Arkivfoto: Nina Pilgaard
Altrnativet til en energikrisepakke til landets virksomheder er butiksdød og øde byer, mener Tomas Pietrangeli Arkivfoto: Nina Pilgaard

De høje energipriser truer med at lukke flere af de mindre købmandsbutikker, og det kan ende med at skævvride Danmark

Da vi tog hul på 2022, var det i troen på et år med økonomisk fremgang. Forventningerne var store. Erhvervslivet kunne igen køre, som det bør. Men nye udfordringer meldte sig. Energipriserne har nu nået et niveau, hvor de har en altafgørende indvirkning på Danmark og ikke mindst på vores erhvervsliv, der igen er blevet ramt hårdt og hurtigt. På lidt længere sigt viser erfaringerne fra tidligere kriser – særligt finanskrisen – at de negative konsekvenser risikerer at ramme skævt og især gå ud over landdistrikterne. Det mærker vi allerede nu på tværs af dansk dagligvarehandel.

Energikrisen har udviklet sig til en decideret erhvervskrise, og det mærker mange virksomheder allerede konsekvenserne af

I Dagrofa er vi meget lokalt forankret med dagligvarebutikker i by og på land. Vi har hundredvis af købmænd i dagligvarekæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb, der i hele og halve liv har drevet deres butik som en sund forretning med stor efterspørgsel fra en loyal kundekreds. Og på bare få måneder er tæppet trukket væk under dem. Investeringer i energioptimering er fortaget, overskud og opsparinger er opbrugt, og alle energispareknebene er sat i værk. Købmændene kan ikke bare sende hele udgiften videre til kunderne, hvis de vil bevare det gode kundeforhold, og må i stedet bære udgiften selv.

Højere elpriser kan for mindre købmandsbutikker resultere i meromkostninger på flere hundrede tusinde kroner om året. Lad mig give et eksempel: Anne og Kent Gregersen har i 24 år drevet Min Købmand i Haastrup på Fyn med succes. Drevet med energi til tunge poster som køl, frost og ventilation. I august i år lød deres elregning på ca. 150.000 kr. inkl. elafgift og moms. Til sammenligning betalte de året forinden 35.000 kr. i august inkl. elafgift og moms. Hvis det fortsætter, risikerer de at måtte lukke – ligesom mange andre lokale købmænd.

Skævvridning

Hvis de lokale købmænd ikke er her mere, mister Danmark mere end blot indkøbsmuligheder. Det betyder en yderligere skævvridning af Danmark med faldende huspriser, lavere vækst i store dele af landet og tabte arbejdspladser. De mindre lokalsamfund vil på sigt have svært ved at tiltrække unge tilflyttere og se en stigning af ældre fraflyttere.

En ny rapport foretaget af analyseinstituttet Damvad Analytics viser, at flere end 19.000 ældre i gennemsnit ville have over 10 km til nærmeste indkøb, hvis der ikke lå en købmand i deres by. Den distance halveres takket være frie købmænd, der bringer landsgennemsnittet til nærmeste butik ned til blot 4 km. Samme rapport viste, at Dagrofas købmænd beskæftiger ca. 12.500 deltids- og fuldtidsansatte og ca. 900 lokale underleverandører årligt. Og i mange mindre byer er det ikke blot byens købmand, der forsvinder, når de bliver tvunget til at dreje nøglen om, det er byens apotek, bager, renseri, posthus og festarrangør.

Vi står nu i en umulig situation, som ingen, heller ikke erhvervslivet, kunne forudse eller helt forberede sig på. Efterspørgslen på en virksomheds ydelser forsvinder ikke, bare fordi den under en periode møder helt ekstraordinære udfordringer, der gør, at en ellers sund forretning må bukke under. Energikrisen har udviklet sig til en decideret erhvervskrise, og det mærker mange virksomheder allerede konsekvenserne af, og meget tyder på, at vi til vinter vil stå over for endnu større udfordringer.

Regeringen har heldigvis fokus på de store udfordringer, vi står midt i. I sidste uge havde jeg sammen med købmandsparret Hans og Christina Hansen fornøjelsen af at byde statsminister Mette Frederiksen velkommen i Min Købmand i Vestenskov på Lolland-Falster. Samtalen gik på, hvad de stigende energipriser betyder for de lokale købmænd, og hvor vigtige de lokale købmænd er for sammenhængskraften i byerne. Statsministeren kunne i den forbindelse fortælle, at regeringen er i gang med at kigge på hjælpepakker.

Regeringen har endnu ikke meldt et konkret forslag ud eller givet indikationer på tidshorisonten. Men jeg håber, det bliver taget i betragtning, at der er brug for hurtig handling, hvis ikke det skal være for sent for mange lokale købmænd og andre erhverv. Vi ønsker, at regeringen sammen med Folketinget hjælper Danmark med at finde en vej ud af den nuværende situation.

Tiltag fra staten

Vi foreslår f.eks., at staten gør tiltag til at forbedre købmændenes likviditet og opretter en energikrisepakke til de danske virksomheder, der er hårdest ramt af stigende energipriser, og indfører prisloft på energi, så købmændenes økonomi kan stabilisere sig.

Det vil både holde hånden under mange virksomheder og redde tusindvis af arbejdspladser.

Vi er i hvert fald klar til at byde ind med alt det, vi kan. Alternativet, vi ellers kan se ind i, er butiksdød og som følge heraf byer, der ligger øde hen, mere arbejdsløshed, en nedadgående økonomi og mindre innovation. Det synes jeg, vil være en trist udvikling for det danske samfund. Lad os sammen bruge krisen til at udvikle Danmark frem for at afvikle.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu