SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Ambitionen om at syvdoble produktionen af havvind er glædelig, men langt fra nok

Statsminister Mette Frederiksen, kommissionsformand Ursula von der Leyen, Tysklands kansler Olaf Scholz, Nederlandenes premierminister Mark Rutte og Belgiens premierminister Alexander De Croo til pressemøde på Esbjerg Havn onsdag den 18. maj 2022. Stats- og regeringscheferne er i Danmark til topmøde om havvindspotentialet i Nordsøen.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen, kommissionsformand Ursula von der Leyen, Tysklands kansler Olaf Scholz, Nederlandenes premierminister Mark Rutte og Belgiens premierminister Alexander De Croo til pressemøde på Esbjerg Havn onsdag den 18. maj 2022. Stats- og regeringscheferne er i Danmark til topmøde om havvindspotentialet i Nordsøen.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Grøn strøm er eftertragtet, og derfor er det godt, at produktionen af havvind i Østersøen syvdobles, men der er brug for endnu mere

Danmark og de øvrige Østersølande blev i slutningen af august enige en aftale, hvis ambition det er at syvdoble strømmen fra havvind i Østersøen frem mod 2030. Det er ikke alene glædeligt, men også nødvendigt. Klimaet kan ikke vente.

Udover at forsyne det danske elnet, er det også ambitionen, at strømmen fra havvindmøllerne skal bruges til at fremstille flydende brændstof via power-to-x (ptx). Her skal strømmen laves til brint, som herefter kan bruges til andre former for brændstof. Brændstoffet er en vigtig brik i den grønne omstilling af skibe, fly og den tunge industri.

Kemisk produktion er energikrævende, og helt nøjagtigt udledte produktionen i BASF globalt 20,2 mio. ton CO2 i 2021

Og der er behov for store mængder. En syvdobling af den grønne strøm lyder af meget, men alene skibstrafikken kommer til at aftage store mængder fra de kommende havvindmøller. Det viser en analyse fra Danske Rederier og Green Power Denmark.

Det altoverskyggende tema

Hvor meget ekstra vindenergi kan man afsætte? Lad mig med det samme slå fast, at efterspørgslen bliver enorm, og selv med blik på de ambitiøse meldinger, risikerer vi mangel på grøn strøm. Vi er ikke den eneste tyske virksomhed med blikket rettet mod de danske havvindmøller, og med den rette logistik og pris er strømmen en eftertragtet eksportvare.

Efterspørgslen vil blandt andet stige, fordi vi i industrien skal løse en stor udfordring. Vi skal knække koden til, hvordan vi omstiller vores produktion og nedbringer CO2-udledningen. Det er et altoverskyggende tema verden over.

Også i vores virksomhed BASF har alle områder fra forretningsudvikling til direktion blikket rettet mod virksomhedens samlede CO2-aftryk.

Det skal nedbringes, så vi kan levere løsninger med et lavere CO2-aftryk. I 2030 skal CO2-udledningen fra vores produktion og indkøb af energi reduceres med 25 pct. sammenlignet med 2018. Forandringer, der bliver bakket op af investeringer på op mod 4 mia. euro frem mod 2030.

Det interessante her er ikke at tale om selve klimamålet. Det er langt mere presserende og relevant at se på, hvordan vi når målene. Og på, hvor afgørende det er for BASF og den øvrige industri at få tilstrækkelig adgang til den grønne strøm.

Her kan jeg give et blik i maskinrummet på verdens største kemiske virksomhed med mere end 600 fabrikker og mere end 45.000 produkter over hele verden. Vores største anlæg i Ludwigshafen syd for Frankfurt bruger hvert år mere naturgas end hele Danmark. Det kan give et billede af vores energiforbrug, og dermed det potentiale vi i industrien har for at påvirke CO2-regnskabet globalt.

Kemisk produktion er energikrævende, og helt nøjagtigt udledte produktionen i BASF globalt 20,2 mio. ton CO2 i 2021. De to største udledere er fabrikkerne i Ludwigshafen og Antwerpen, og når vi reducerer udledningen her, kommer vi meget tættere på målet.

I dag har BASF allerede halveret udledningen i forhold til 1991, samtidig med at produktionen er fordoblet, og vi er foran på målene for 2030. Men det næste skridt bliver det sværeste.

Store udfordringer

Det kræver store investeringer og udvikling af ny teknologi, der kan konvertere blandt andet vindenergi til andre produkter. Et arbejde, der netop nu foregår overalt i virksomheden, blandt andet på et pilotanlæg i Ludwigshafen. Metoden bliver for teknisk at udfolde her, så jeg vil pege på det vigtigste. Transformationen kræver grøn strøm i enorme mængder.

Den store udfordring for en industrivirksomhed som vores bliver altså at skaffe nok vedvarende energi. Teknologien kan hjælpe os, og grøn strøm bliver en hjørnesten i energiforsyningen til at udvikle løsninger. Senest har vi indgået en 25-årig elkøbsaftale med Ørsted og aftaler med en række andre partnere globalt.

Vi har en fælles interesse i at skaffe vedvarende energi i industriskala, og aftalerne kommer til at spille en væsentlig rolle i at reducere CO2-udledningen.

Vi skal sætte tempo i udviklingen af ny teknologi, der giver os mulighed for at bruge forskellige brintprocesser, og vi har behov for en infrastruktur, der giver os mulighed for at flytte både el og brint mellem Danmark og Tyskland.

Der er flere løsninger på tegnebrættet, men det ændrer ikke på, at det er afgørende for den grønne omstilling, at industrien har adgang til grøn el i tilstrækkelige mængder til konkurrencedygtige priser. Vi har brug for, at etableringen af havvindmølleparker, energiøer og ptx-teknologi kommer op i højeste gear, og at Danmark og Folketinget også tilgodeser den energikrævende industri.

Derfor håber jeg, at den aktuelle nyhed om en syvdobling af strøm fra havvind og oprettelsen af en Nordsøalliance fra Dansk Industri tidligere på sommeren bringer os nærmere målet.

Vi står klar til at gå i dialog om rammebetingelser, hvor fri adgang til markedet er det vigtigste punkt, og løsninger, der muliggør, at Danmark kan tiltrække investeringer og eksportere grønne løsninger til Tyskland og den energikrævende industri

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu