Med sin nye klimaplan forpligter Danske Bank og dermed Danmarks største bank sig til at stoppe med at give nye lån, refinansiering og øvrige finansielle ydelser til fossile selskaber, der fortsat leder efter ny olie og gas. Det er et afgørende skridt i den grønne omstilling, som fortjener ros.
Men. Der er en ladeport og fire smuthuller, Danske Bank bør få lukket i en fart, hvis de vil have os helt op ad stolen her i Mellemfolkeligt Samvirke.
Ladeporten er, at Danske Bank fortsætter med at investere i ny olie og gas. De vil altså fortsat placere penge i selskaber, som de har vurderet er for sorte til, at de kan låne ud til dem. Det hænger naturligvis ikke sammen, og her må Danske Bank følge op med et investeringsstop. Ellers vil den skandalehistorie, der i januar satte spot på Danske Banks sorte milliardinvesteringer, rulle igen næste år – på trods af den nye klimaplan.
Forskning viser desuden, at når en investor sælger sine aktier i et selskab på grund af selskabets høje CO2-aftryk, så rammer det både selskabets værdi og sænker klimaaftrykket.
Første smuthul er, at Danske Bank, trods det rosværdige lånestop, fortsat vil låne ud til selskaber, der mere indirekte bidrager til oliejagt. Den nye lånepolitik dækker dele af upstream-sektoren – nemlig selskaber, der efterforsker og udvinder ny olie og gas.
Men lånepolitikken bør som minimum omfatte hele upstream-sektoren, hvilket også omfatter serviceselskaber, der leverer services til olieselskaberne i form af seismiske undersøgelser, boringer og vedligeholdelse af olie- og gasfelter.
“De såkaldt grønne lån frigiver kapital, som selskabet kan bruge på sin olie- og gasforretning
Disse serviceselskaber er ligesom olie- og gasselskaberne helt centrale i udvidelsen af den eksisterende olie- og gasproduktion. Derudover vil det styrke lånepolitikken, hvis den også inkluderer midstream- og downstream-sektoren – herunder selskaber, der bidrager til transporten af olie og gas ved for eksempel at bygge olie- og gasrør.
Andet smuthul i klimaplanen er, at fossile selskaber, der ekspanderer, fortsat kan låne penge af Danske Bank, hvis lånet går til grønne projekter. Banken kalder det selv “ring-fenced fiance”. Men de såkaldt grønne lån frigiver kapital, som selskabet kan bruge på sin olie- og gasforretning. Den Europæiske Investeringsbank har anerkendt det problematiske i lånene og besluttede i 2022 at lukke ned for dem. Danske Bank bør gøre det samme.
Tredje smuthul handler om det, Danske Bank vil gøre på investeringssiden. De vil som nævnt ikke stoppe investeringer i fossile selskaber, der ekspanderer. Til gengæld vil de reducere den såkaldte CO2-intensitet for deres kapitalforvaltning med 50 pct. i 2030. Det lyder måske flot, men det er faktisk ret uambitiøst.
For klimaet har brug for absolutte CO2-reduktioner. Intensitetsmål er relative mål om at øge effektiviteten af en given aktivitet. Med den nye klimaplan kan Danske Bank for eksempel i 2030 have lige så mange penge investeret i olie- og gasselskaber, som banken har i dag. Og selskaberne kan udvinde lige så meget klimaødelæggende olie og gas, som de gør i dag – endda mere.
Det eneste selskaberne skal gøre for at leve op til klimaplanens mål er at halvere klimaforureningen fra selve produktionen af olie og gas. For eksempel ved at elektrificere boreplatformene. Udover at investeringsmålet er uambitiøst i sig selv, så halter det også bagefter andre finansielle institutioner herhjemme. Akademikerpension går eksempelvis foran med massivt fossilt frasalg, mens en stor aktør som ATP har sat et absolut reduktionsmål på 70 pct. i 2030.
Pointen om CO2-intensitet leder mig videre til fjerde og sidste smuthul. For problemet med kun at sætte intensitetsmål frem for at sætte absolutte mål for, hvor meget udledningerne skal nedbringes, går igen alt for mange steder i klimaplanen.
Danske Bank har sat intensitetsmål for skibsfart (som udgør en kæmpe post i bankens opgørelse over sine eksorbitante udledninger), for energiforsyning, for erhvervsejendomme og for realkreditlån. Kun for udlån til olie og gas og bankens egne driftsudledninger er der sat absolutte mål.
Reduktionsmål for energiintensitet kan være et nyttigt supplerende værktøj, men uden en tilsvarende absolut målsætning er der en risiko for, at de reelle reduktioner, som man må gå ud fra er målet med Danske Banks nye klimaplan, helt udebliver.
