Erhvervsliv og borgere har i mange år skullet vente helt horribelt lang tid på at få deres sager afgjort ved domstolene.
Netop nu forhandles domstolenes fremtid på Christiansborg, og det er glædeligt, at der kommer flere ressourcer, for det er nødvendigt. Men vi bør også se på, hvordan vi kan gøre tingene mere hensigtsmæssigt.
Christiansborg har en god ambition om at sætte det offentlige mere fri. Hvorfor ikke begynde med domstolene? Retspræsidenterne er dybt kompetente mennesker, der sagligt og professionelt kan vurdere, hvilke sager, der bør behandles i hvilken rækkefølge.
“Når der er mange tiltalte i store sager, medfører det ofte aflysninger, og det er spild af ressourcer
Hvis man politisk for eksempel har et entydigt fokus på voldssager, ja så ryger erhvervslivets sager jo i baggrunden. Ingen kender tids- og ressourceforbruget ved en domstol bedre end dagligdagens eksperter.
Sæt de dygtige kompetencer fri, og brug i stedet de politiske forhandlinger på de overordnede rammer og på, hvordan vi kan indrette os klogere. Gør for eksempel mere brug af retsmægling. Det er et glimrende tilbud, hvor en dommer eller en advokat kan hjælpe partnerne med at finde en løsning, så det ikke ender i en dyr og opslidende retssag.
Gennemfør flere retssager, hvis tiltalte udebliver uden gyldig grund. Det er et kæmpe ressourcetræk, når hele retsmaskineriet har forberedt en sag, der så alligevel ikke kan gennemføres på dagen, fordi tiltalte simpelthen bare bliver væk.
Man kan også med fordel begynde at overbooke retsmøder hos de store retter, så systemet er forberedt på, at der kan komme aflysninger – vi kender det allerede fra for eksempel flyselskaberne. Og når vi nu er ved fly, så er der et meget stort antal sager om flyforsinkelser, der ligger og fylder hos domstolene.
Lad os tage dem ud af systemet og lægge dem over til administrative afgørelse – for eksempel hos et relevant nævn.
Anklagemyndigheden bør også anspores til at opdele komplekse sager, for når der er mange tiltalte i store sager, medfører det ofte aflysninger, og det er spild af ressourcer.
Derfor håber jeg, at de politiske forhandlinger bliver brugt til at gøre tingene smartere.