SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Kapitalforvalter: Verden har brug for danske investorer, der sikrer leveløn

En femtedel af den globale arbejdsstyrke lever i enten ekstrem eller moderat fattigdom. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En femtedel af den globale arbejdsstyrke lever i enten ekstrem eller moderat fattigdom. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Inflationen udhuler købekraften og presser levelønnen, derfor er sikringen af levelønnen en topprioritet for langsigtede investorer

Kraftigt stigende leveomkostninger verden over sætter en tyk streg under det akutte behov for at sikre det, man i fagsprog kalder “living wage” og i lægmandssprog slet og ret “løn, man kan leve af”. Det er til gavn for den enkelte – men på den lange bane også for virksomhederne, investorerne og samfundet. Derfor bidrager Storebrand Asset Management til et globalt investorsamarbejde, der arbejder for at sikre en leveløn for flere.

Inflationen har nu nået højder, vi ikke har set i 40 år, men udhuling af købekraft er selvsagt ikke kun et dansk fænomen. Og det rammer forskelligt verden over. I mange tilfælde betyder stigende leveomkostninger en daglig kamp for at sikre helt basale goder som mad på bordet og varme i hjemmet. De seneste tal viser, at ca. en femtedel af den globale arbejdsstyrke lever i enten ekstrem eller moderat fattigdom. Sikring af leveløn til medarbejdere er et tema, der i den grad er rykket højere på dagsordenen for langsigtede investorer i både Norden og resten af verden. For et par uger siden mødtes Storebrand Asset Management med 18 andre internationale investorer, der tilsammen forvalter mere end 48.000 mia. kr., for at gøre status på vores fælles indsats for at fremme leveløn globalt.

Det skete i regi af netværket Platform Living Wage Financials (PLWF), hvor kapitalforvaltere presser på for, at de virksomheder, man investerer i, fremmer lønvilkår, der er til at leve af. Der er særligt fokus på tekstil- og skoindustrien og på forholdene for kontraktansatte i landbruget, f.eks. inden for kaffe og kakaoplantager.

Se det som en investering

Konventionel tænkning tilsiger, at stigende lønomkostninger betyder en dårligere bundlinje for virksomhederne – og dermed også i sidste ende et dårligere afkast for investorerne. Denne tilgang vil vi i PLWF gerne gøre op med. Vi anser en leveløn for at være en investering i virksomheders langsigtede værdiskabelse, frem for en kortsigtet forøgelse af deres lønomkostninger. En lang række studier har vist en positiv sammenhæng mellem leveløn og en virksomheds overskud over tid. Helt konkret bidrager en leveløn til højere produktivitet, fordi personaleomsætningen bliver lavere, og virksomheden vil fremstå mere attraktiv over for potentiel ny arbejdskraft. Ansvarlig produktion kan også tælle positivt i produkternes brandværdi og reducere risici for negativ omtale.

Men højere lønomkostninger kommer selvfølgelig med en økonomisk pris – og kan have utilsigtede konsekvenser. Stikker lønningerne af fra andre virksomheder eller lande, kan arbejdspladser være truet. Derfor skal bedre lønvilkår sikres gennem samarbejde på tværs af brancher og geografier. Det kan f.eks. ske ved at lægge pres på myndigheder og politikere for at sikre ensartede rammevilkår.

Selvom vi hører til blandt de største kapitalforvaltere i Norden, kommer vi ikke langt med enegang. Der er brug for en fælles, indsats, hvor vi samler kræfterne om at gøre det rigtige, men også det, der er mest effektivt. Centralt i vores arbejde står derfor samarbejde med andre investorer, der dels bruger deres indflydelse som aktionærer i dialogen med den enkelte virksomheds ledelse og på generalforsamlinger, men som også kan tage ordet i f.eks. EU- og OECD-sammenhæng.

Tid til at stå sammen

Vi har i Norden en stolt tradition for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter. Det har givet en fornuftig langsigtet udvikling af lønvilkårene med vægt på vækst, innovation og et sundt bæredygtigterhvervsklima. Vi har tilmed i Danmark et af de bedste pensionssystemer i verden. Faktisk blev Danmark for ganske nylig kåret til det tredjebedste pensionssystem i verden i Mercer CFA Institute Global Pension Index.

Det er værd at huske på, at en vigtig del af fundamentet i det danske pensionssystem er arbejdsmarkedspensionskasserne, som sikrer mange lønmodtagere et trygt otium. Derfor er det også naturligt, at det danske investormiljø træder et skridt frem i arbejdet for at sikre leveløn globalt. Så kan vi også i fremtiden som forbrugere købe kakao, kaffe, tekstiler, skotøj og elektronik i tillid til, at varerne er produceret ansvarligt og i overensstemmelse med FN’s verdensmål. I nedgangstider kan det være fristende at give køb på principper og værdier, også på forhold som lønvilkår og menneskerettigheder. Den fælde må vi ikke falde i. Det er nu, at vi skal stå sammen og prioritere en bred, samlende og fokuseret indsats, hvor danske investorer gennem internationalt samarbejde sikrer leveløn for arbejdstagere i hele forsyningskæden.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu