Mandag meddelte Morten Hübbe, at han til sommer træder tilbage som direktør i Tryg og går på pension som 51-årig. Bravo, siger jeg. Og opfordrer i samme åndedræt andre virksomheder til at kigge mod Morten Hübbes valg. Bare ikke det med pensioneringen (det må være op til den enkelte), men de valg, der er truffet som leder i Tryg.
I sammensætningen af ledergruppen, i debatten om køn og diversitet – og dernæst kan de samme virksomheder passende kigge i årsregnskaberne for Tryg og se, at valgene har virket.
“Jo mere forskellige ledelser og bestyrelser er, jo bedre er virksomhederne til at tjene penge
Morten Hübbe har hele tiden haft en vision om, at virksomhedens ledelse skulle afspejle det omkringliggende samfund.
Andelen af kvindelige ledere er steget fra 31 pct. til 41 pct., de bedste ledergrupper har, ifølge manden selv, været dem, der er har været mest forskelligartede i forhold til alder, køn, erfaring, uddannelse og nationalitet.
På bundlinjen: I de 12 år, Morten Hübbe har ledet Tryg, er antallet af ansatte vokset markant, og omsætningen har rundet 100 mia. kr. – en tredobling i perioden.
Helt berettiget var der roser fra Jukka Pertola, formand for Trygs bestyrelse, der da også er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder.
Det bør da være en inspiration, der er til at få øje på. Og nok så væsentligt understøttes Trygs resultater af empirien, for jo mere forskellige ledelser og bestyrelser er, jo bedre er virksomhederne til at tjene penge.
Alligevel halter det rundt om i bestyrelseslokalerne, hvor der eksempelvis er hele 44 pct. rene mandeklubber, og hvor der kun er 20 pct. kvinder i bestyrelserne i de mere end 2000 virksomheder, der falder ind under de kommende EU-kvoteregler.
Morten Hübbe er gået forrest i en væsentlig debat. Og han har leveret resultaterne, der viser, at retningen har været den rette.
Efterlevelse er selvklart mulig, men det forudsætter, at en enorm gruppe af virksomheder her i landet kommer ud af deres komfortzone, tør se på, hvilke kompetencer der er nødvendige og så rekruttere efter det – og ikke nøjes med at spørge rundt i bestyrelseslokalet om nogen mon kender nogen.