KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat: Til lederen fra den unge: "Du må acceptere, at vi oftere skifter job, men at det på lang sigt kan give et sundt perspektiv"

Det er rent ud sagt et problem, at vi er opdraget til at jagte vores passion og føle meningsfuldhed. Vi har så mange muligheder, at du som leder skal være med til at sætte grænserne for os. Jeg beklager på vores generations vegne, at du skal være den første til at gøre det.

Den unge generation kommer i dag med nogle andre krav og forventninger til, hvordan livet skal leves og arbejdet skal forstås. På den anden side af bordet sidder ledere med store udfordringer såsom udvikling, fastholdelse og rekruttering af deres talent.

Hermed fire bud på, hvordan du, som leder, kan forstå og omgås Generation Y eller de såkaldte Millennials.

Vi er ekstremt omstillingsparate

Vi er opvokset i en teknologisk tidsalder, der har gjort et højt og omskifteligt tempo til en vane. Høj løn og gode vilkår er en hygiejnefaktor. Så tiden er blevet vores vigtigste valuta. Det betyder, at vi kan være utålmodige i vores dagligdag, da alting skal ses som en byttehandel i forhold til tid. Hvad får jeg ud af dette, og hvor fører det mig hen?

En af konsekvenserne ved det høje tempo er, at vi ikke er særlig dygtige til at adskille privatliv fra arbejde og personlige ambitioner. Det hele ses derimod i en samlet enhed, og det er forståeligt nok svært for arbejdsgiverne at navigere i. Du kan som leder ikke bare sige til de unge medarbejdere, at det er hovedløst at blive gift, få børn, starte fuldtid efter kandidatuddannelsen og stadig tro, at man kan klare hele verden og være en god arbejdstager, ven og kæreste samtidig.

Men fordi du, som leder, ikke kan sige det, så er det ikke ensbetydende med, at andre ikke kan: Derfor skal du som leder være i stand til at gennemskue, hvad der ikke bliver taget ind og finde en person, som kan bringe budskaberne til bordet, og samtidig lytte til, hvad de unge har at sige. Det kan være en mentor eller en kollega fra virksomheden, men også eksternt findes der i dag mange muligheder.

Vi vil behandles som unikke individer

Selvom vi føler os utrolig unikke og specielle – takket være vores forældre – så vi har travlt med at sammenligne os med alle andre undervejs. Det skaber selvsagt en irrationel konflikt, som må være utrolig frustrerende at være vidne til som den ældre og mere erfarne generation.

Du skal som leder være opmærksom på, hvem de unge taler med om deres karriere. Spørg ind til, hvem de sparrer med, og hvem de lytter til. For det er dem, som du er oppe imod. Vi kalder det for tredjemandspåvirkning.

Vi vil være leder, succesrig iværksætter og seniorkonsulent inden vi bliver 30 

En stor del af udfordringerne omkring fastholdelse består i, at vi vil mærke og opleve verden på egen krop. Jeg kan nævne mindst fem af både de største konsulenthuse og advokatkontorer i København, hvor deres unge kommer til os for at sparre om deres næste skridt i karrieren, og hvor udgangspunktet oftest er, at de bare lige skal teste om “den næste verden” er noget for dem. De har grundlæggende hele tiden en fod på vej ud ad døren, for enten er de bange for ikke at accelerere hurtigt nok, eller også frygter de at gå glip af noget andetsteds. Derfor er de bare nødt til lige at prøve det, men “prøve” kan dreje sig om 9-18 måneder, hvilket kan føles urimeligt som arbejdsgiver.

Du skal som leder se din virksomhed som en del af et større økosystem af unge talenter. Hvor tager de hen, og hvor tager I dem fra? Du må som leder acceptere, at vi oftere skifter job, men at det på lang sigt kan give et sundt perspektiv med tilbage til virksomheden, hvis du kan holde en løbende dialog.

Sæt også grænser

Min bedste indsigt til arbejdsgiverne og vores forældre er, at vi som generation – og ligesom alle andre tidligere unge generationer – skal have hjælp til at skabe sammenhæng mellem vores ambitioner, og hvad vi mener, alle andre forventer af os. For vi er opvokset med budskabet om, at vi har alle muligheder i verden, men ingen har fortalt os, hvilke muligheder vi skal søge. Du skal som leder holde fast i dine grundprincipper, for du må ikke også gå med på legen om, at vi unge kun skal gøre, hvad vi har lyst til, og hvad der er vores passion. Vi har rent faktisk brug for klare holdninger og afgrænsede rammer.

Og så kan jeg lige kort pointere, at selvom mange går ud fra, at den nye generation er markant anderledes og kræver noget helt andet end de tidligere generationer, er det en diskussion, der efter min opfattelse ikke stemmer overens med virkeligheden. Jeg mener ikke, at ambitionerne og behovene er så forskellige, men et spørgsmål om, at vi som unge er utålmodige af H til, fordi vi er vokset op i en verden, hvor tendenser og teknologi udvikler sig næsten fra kvartal til kvartal.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis