KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Ny iværksætteriundersøgelse: Investorer kan roligt rette blikket mod talentfulde akademikere med solide virksomheder

Alene i 2019 beskæftigede entreprenante forskere, studerende og dimittender fra Aarhus Universitet knap 2800 årsværk. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Alene i 2019 beskæftigede entreprenante forskere, studerende og dimittender fra Aarhus Universitet knap 2800 årsværk. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Foto: Ritzau Scanpix

Da biotekvirksomheden NMD Pharma i foråret hentede mere end 260 mio. kr. i investeringer for anden gang på kun tre år, blev endnu en forsknings- og forretningsmæssig succes cementeret med udspring fra Aarhus Universitet.

Oprindeligt grundlagt på et ph.d.-studie er NMD Pharma i dag et af verdens førende medicinalselskaber i behandlingen af svære muskelsygdomme og er i fuld gang med også at udfolde forretningen i USA.

Det er ikke overraskende, at en analyse af landets startups fra Dansk Erhverv konkluderer, at adgang til kapital er den største barriere for vækst hos de spæde iværksættere

Virksomheden er blot en af mange succesfulde forretninger, der kommer ud af Aarhus Universitet i disse år. Faktisk bugner det med nye cvr-numre og bidrag til dansk vækst i en ny undersøgelse af iværksætteri med udspring fra Aarhus Universitet.

Alene i 2019 beskæftigede entreprenante forskere, studerende og dimittender fra universitetet knap 2800 årsværk og havde en samlet omsætning på 3,8 mia. kr. Omkring en tredjedel havde en eksport på ca. 1 mia. kr.

Anderledes vækst

Undersøgelsen, som er lavet af analysevirksomheden Iris Group, understreger, at Aarhus Universitets bidrag til samfundet er mere end blot forskning og veluddannede medarbejdere til erhvervslivet. Den tegner et billede af vidensbaserede iværksættere, der følger en anden udviklingskurve end den gennemsnitlige startup.

Aarhus Universitets iværksættere driver mindre virksomheder i opstartsfasen end gennemsnittet. Til gengæld har de en hurtigere vækst end sammenlignelige virksomheder senere i levetiden. Over tid opnår de endda større omsætning og skaber flere job end øvrige danske iværksættere, fastslår undersøgelsen.

Den anderledes vækstkurve er et kendt fænomen inden for vidensbaseret forretningsskabelse, men den er også et problem. Mange investorer står tøvende over for at støtte universiteternes iværksættere, der har desperat brug for risikovillig kapital i den tidlige fase af deres rejse.

De akademiske virksomheder er nemlig baseret på ny viden og nye idéer, som det tager længere tid at modne end andre typer virksomheder. Samtidig kan markedsvilkårene for koncepterne eksempelvis være svære at vurdere i opstartsperioden

Derfor er det ikke overraskende, at en analyse af landets startups fra Dansk Erhverv konkluderer, at adgang til kapital er den største barriere for vækst hos de spæde iværksættere.

Kapital er en forudsætning

Her mener næsten 70 pct. af startupvirksomhederne, at det var svært at rejse såkaldt risikovillig kapital til udvikling af forretningen. En kapital, som altså er forudsætningen for, at de kan vokse sig store og bidrage til antallet af danske arbejdspladser og vækst.

Det er et problem for alle iværksættere, men for nogle er problemet større end for andre.

Det gælder ikke mindst nystartede medicinalvirksomheder, der har brug for masser af risikovillig kapital til den lange rejse gennem forsøg og godkendelser.

Ét succesfuldt eksempel er AU-iværksætterne i Stipe Therapeutics, som fik en investering på næsten 150 mio. kr., og som nu arbejder på at udvikle effektiv immunterapi i kræftbehandlingen.

Andre, der klarede den første hårde tid, er Fieldsense, der fik et tocifret millionløb til udvikle sin banebrydende vejrteknologi skabt ved AU til landbrugssektoren, og som er i fuld sving med at bryde ind på nye markeder.

En millioninvestering fra Anders Holch Povlsens investeringsselskab Heartland fik ligeledes tidligere studerende i Emplate i gang med at digitalisere shoppingcentre verden over.

For ikke at nævne Muna Therapeutics, der blev fostret ved Aarhus Universitet og sidste år hentede 430 mio. kr. til at bremse udviklingen af demenssygdomme.

Hvis vi ser på det større billede og bidrag til samarbejdet, har AU-virksomheder, der bliver fulgt i Iris-undersøgelsen, en jobvækst på 246 pct. ti år efter etablering, mens resten af Danmarks iværksættere havde en vækst på 27 pct. i samme periode.

Så herfra et opråb til investeringsdanmark: Husk at satse på universiteternes iværksættere, selv om de er anderledes. Det betaler sig.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Fortælling