SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Meget kan amerikanerne inspirere os til, men quiet quitting kan de beholde i fred

Mange ting har vi taget til os fra amerikanerne. Men “quiet quitting” bør ikke være en af dem, mener Christen Bagger. Arkivfoto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Mange ting har vi taget til os fra amerikanerne. Men “quiet quitting” bør ikke være en af dem, mener Christen Bagger. Arkivfoto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Normalt er jeg kæmpe fan af tanker og initiativer fra USA – landet, der gav os burgere og ostepops, den første mand på månen, deep pan-pizzaer og iphones. Men den seneste tid er ledelseseksperter og medier begyndt at omtale fænomenet “quiet quitting” som noget, der også snart vil ramme Kongeriget Danmark. Det tror jeg ikke, at det vil.

Quiet quitting kommer fra USA og stammer fra en gruppe af mennesker, hvis arbejdsliv er kommet ud af balance. Efter at have brugt for mange timer på kontoret eller bag skærmen i jagten på karriere, penge og berømmelse, er de nu begyndt i stilhed at sige fra, men de siger ikke op.

De giver sig til gengæld ikke længere fuldt ud i de timer, de er på kontoret, og de giver ikke firmaet flere timer, end der står i kontrakten. De passer på sig selv og ændrer i deres arbejdsmønster, men de gør det tåleligt. Måske de endda får tid til at se deres familier nu.

Selvom det ikke ligefrem lyder som en arbejdsgivers våde drøm (specielt det med, at medarbejderne ikke giver sig fuldt ud), så har jeg generelt stor forståelse og sympati for det – på det amerikanske kontinent. Dog mener jeg, at dette “koncept” har sin grobund og berettigelse i USA i langt højere grad end i Danmark.

Jeg har mere end en håndfuld gange måtte diskutere dette med udenlandske kollegaer, hvor jeg har forsvaret vores danske model, men også forklaret, at den faktisk virker

Giver ikke mening på den lange bane

Efter at have boet i USA ved jeg, at den årlige ferie som standard er to uger, og mens arbejdstiden måske på papiret ligner det, vi har herhjemme, er den i praksis langt højere – ofte 50-60-70 timer om ugen.

Det giver ingen mening på den lange bane, da effektiviteten naturligvis daler, hvis du skal sidde på kontoret over 10-12 timer om dagen – ikke bare under regnskabsafslutningen, eller i den der super travle periode, men altid. Det er ikke for sjov, at begrebet “facetime” stammer fra USA – her går du ikke før chefen, og han bliver der længe.

Langt de fleste danskere har trods alt fem ugers ferie plus det løse, en 37-timers arbejdsuge og mange også betalt overarbejde eller afspadsering. Jeg har mere end en håndfuld gange måtte diskutere dette med udenlandske kollegaer, hvor jeg har forsvaret vores danske model, men også forklaret, at den faktisk virker.

Vi er nemlig super effektive, når vi går på arbejde. Foruden vores forrygende intellekt er vi direkte i vores kommunikation, går lige til sagen i møder, håndterer (ofte) konflikter hurtigt og effektivt og har i det hele taget meget at byde på – også i international sammenhæng. Tiden vi bruger på at spise frokost, tror jeg, at vi har verdensrekord i. Inden amerikaneren har taget elevatoren ned fra 86. etage, er Benny fra økonomiafdelingen herhjemme allerede tilbage på sin plads.

Selvfølgelig er der også i Danmark nogle af os, der indimellem skal kigge i spejlet og på timesedlen og reflektere over, om vi har sat balancenålen forkert. Selvfølgelig (og desværre) er der tilfælde af stress i danske virksomheder (også i min organisation).

Behold det bare

Helt generelt tror jeg ikke, at vi har behov for en bevægelse, der skal sætte antallet af kontortimer drastisk ned, og vi har heller ikke generelt et behov for at sænke niveauet af engagement. Faktisk arbejder de fleste virksomheder og organisationer med netop det modsatte – at hæve eller udvikle engagementet.

Men vi gør det i Danmark med respekt for det enkelte menneske og de skiftende behov, vi hver især har for tid og engagement til andet end vores arbejde.

Lad bare amerikanerne have quiet quitting i fred – og så kan vi høste frugterne af alt det andet gode, vi kan trække på “from over there”.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu