Debat: Ledelse anno 2021 er helt ude i skoven

Coronavirus har fået os ud i skoven og tættere på naturen. Denne forbundenhed skal føres med ind på ledelsesgangen og bruges til at integrere bæredygtighed i både strategi og ledelse

20210106-121013-L-1920x1293we.jpg
Det er tid til at slukke computeren og invitere medarbejdere på en coronasikker gåtur i skoven til en snak om, hvordan I sammen fornyer jer, skaber liv og balance. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Opinion
Eksklusivt for kunder
17. jan 2021 KL.11:00

Tiden er løbet fra industrialiseringens transaktionelle sprog om høje hierarkier, teflonbelagte siloer og kpi’er, der fastlåser virksomheder i gårsdagens prioriteter.

I stedet skal ledere til at hente inspiration i skoven. Et robust, innovativt og balanceret økosystem, bestående af milliarder af omstillingsparate arter, som selv de mest agile organisationer kun kan drømme om. Her kan fremtidens ledere blive inspireret, få luftet hunden og trukket vejret. Dybt.

Skovens mangfoldighed betyder, at den tilpasser sig tørke, oversvømmelse, ja selv pandemier. På samme måde skal ledere i 2021 stræbe efter at sammensætte teams med mangfoldige kompetence

For det bliver der behov for, både i 2021 og fremover. Kompleksitet og evige forandringer er nemlig det nye normale og ikke noget, der forsvinder med en vaccine.

Regenerativ ledelse

Lederen anno 2021 skal kigge mod skoven for inspiration, fordi den er regenerativ, hvilket betyder, at den hele tiden fornyer sig selv, skaber liv og balance.

Som leder forventes det ligeledes, at du kan skabe en positiv forandring i verden, for klimaet, men også på de indre linjer, hvor læring og balance er i centrum.

Det bliver essentielt at forstå, hvordan man skaber balance for medarbejderne, som er under et højt arbejdspres og nogle med småbørn om anklerne på hjemmekontorerne.

Derfor skal lederne sikre, at organisationens formål er motiverende, for når omgivelserne er i konstant forandring og planerne ændres, er det tid til at søge tilbage til kernen. Tilbage til formålet.

Samtidig skal ledere give mere plads til selvledende teams, der i højere grad selv kan planlægge og prioritere, uden at være afhængige af grønt lys fra toppen. Der skal værnes om en kultur, der fremmer samarbejde og tillid frem for intern konkurrence eller blindt fokus på egne kpi’er.

Den enes affald, den næstes ressource

Idéen om at bruge naturen i erhvervslivet er ikke helt ny.

Vi har eksempelvis Chr. Hansen, som bruger gode bakterier til at erstatte kemiske pesticider og Kalundborgs industrisymbiose, der sammenkobler virksomheder, så de kan udnytte hinandens overskudsvarme, reststrøm og affaldsprodukter.

Efter samme princip som når skovens løvfald bliver til næringsstoffer for andre planter.

Inden for biotek og produktion har vi altså allerede i en rum tid ladet os inspirere af naturens eget innovationskammer.

Det nye er at koble inspirationen fra naturen sammen med ledelse, og dermed føre principperne fra bæredygtigheds- og innovationskontorerne med ind på ledelsesgangen.

Balancerede teams og stærke rødder

Skovens mangfoldighed betyder, at den tilpasser sig tørke, oversvømmelse, ja selv pandemier. På samme måde skal ledere i 2021 stræbe efter at sammensætte teams med mangfoldige kompetencer. Teams, der udfordrer og udvikler hinanden.

Den danske debat om mangfoldighed er desværre strandet ved køn og etnicitet, og om hvorvidt ligestilling og mangfoldighed er en god forretning eller ej.

Men alle personlige kompetencer skal i spil, og det er ikke tilstrækkeligt at outsource det kreative til innovationsafdelingen og relationsopbygning til HR. Det skaber yderligere siloer.

I 2021 skal teams arbejde horisontalt for at kunne skabe resultater.

Tilbage til skovmetaforen. For at kunne lykkes med regenerativ ledelse skal lederen være sine egne rødder bevidst, for at kunne interagere succesfuldt med deres medarbejderes unikke rodnet.

Det kræver ledere, der er i stand til at sætte ord på sine svagheder, vise sårbarhed og hele tiden udvikle sig for at lykkes.

Kun igennem selvbevidsthed og tillid kan lederne skabe den psykologiske tryghed, det kræver at lede mangfoldige, selvkørende teams og skabe et frugtbart samarbejde på tværs af organisationen.

En tur i skoven

Vi skriver nu 2021 og må forholde os aktivt til det faktum, at nogle medarbejdere har arbejdet hjemmefra i over 10 måneder. Det er tid til at puste liv ind i organisationerne.

Det er tid til at slukke computeren og invitere medarbejdere på en coronasikker gåtur i skoven til en snak om, hvordan I sammen fornyer jer, skaber liv og balance.

Relevante spørgsmål kunne være: Hvad motiverer dig ved virksomhedens formål? Fremmer vores processer og daglige arbejde vores formål? Har dit team tilstrækkeligt mandat til at være selvkørende? Udfordrer og tester I hinandens idéer? Hvordan sikrer du balance under coronatiden? Hvad er din personlige udviklingsplan for året?