Debat: Kvindernes ligestillingsstrategi rummer to centrale fejlgreb

377936_16_9_large_554.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
06. mar 2019 KL.14:46

Snart oprinder endnu en kvindernes kampdag, men måske bør vi afskaffe dagen i en dansk kontekst, fordi den her til lands er selvmodsigende. Selvfølgelig skal vi have flere kvinder ind i bestyrelserne, men kvindernes strategi rummer to helt afgørende fejl.

Aldrig før har der været så stor interesse for at sidde i en bestyrelse. Og det er en god udvikling, for det store udbud af kandidater øger virksomhedernes mulighed for at vælge de bedst mulige personer til deres øverste ledelsesorgan. Blandt de mange bestyrelsesnetværk, der skyder op i disse år, findes der også en håndfuld, som fokuserer på kvindelige bestyrelseskandidater.

Det er bestemt positivt, at kvinder også kan se sig selv i en bestyrelsessammenhæng. Når det så er sagt, er det min vurdering, at kvinderne ikke har en chance. Ikke fordi de mangler kvalifikationer, sådan som nogle erhvervsfolk med stenalder-mindset er kommet for skade at påstå offentligt. Men ganske enkelt, fordi deres strategi rummer to centrale fejlgreb – begge i form af et for snævert fokus.

Ligestilling foregår ikke kun på arbejdspladsen

For det første fokuseres der alene på ligestilling på arbejdsmarkedet, mens ligestilling i familien ignoreres. På arbejdsmarkedet er kønnene nogenlunde ligeligt repræsenteret, mens mændene stort set har monopol på indflydelsen på bestyrelses- og toplederniveau.


Det er et paradoks, at ligestilling på arbejdsmarkedet gøres til et spørgsmål om indflydelse, mens ligestilling i familien gøres til et spørgsmål om opgavefordeling


Problemstillingen er den samme i familien, blot med omvendt kønsfortegn. Her nærmer vi os en ligelig fordeling af opgaverne (især i de yngre generationer), mens kvinderne stort set har monopol på indflydelsen (mor træffer ca. 92 pct. af familiens beslutninger). Det er et paradoks, at ligestilling på arbejdsmarkedet gøres til et spørgsmål om indflydelse, mens ligestilling i familien gøres til et spørgsmål om opgavefordeling (far må hellere end gerne støvsuge – han skal bare gøre det på mors måde).

Mange overser også, at det er indflydelsen og ikke selve opgaveløsningen, der er krævende. Derfor vil den kvinde, der ønsker indflydelse på arbejdsmarkedet uden at ville og kunne slippe indflydelsen hjemme, blive udsat for en så stor belastning, at kun de færreste klarer sig igennem – nåleøjet bliver ganske enkelt for lille.

Det er en overset, men ikke uvæsentlig årsag til, at Danmark rent ligestillingsmæssigt rangerer meget lavt i international sammenhæng (i World Economic Forums seneste “The Global Gender Gap Report” indtager Danmark en samlet 14.-plads, mens vi målt på antallet af kvindelige ledere er nr. 80 – ud af 144 lande). Derfor skal vi turde tale ligestilling begge steder, for ligestilling det ene sted er kun mulig, hvis vi også skaber ligestilling det andet sted.

Forkert opfattelse af nulsumsspil

For det andet fokuseres der meget ensidigt på, at det er kvinderne, der har behov for og ret til ligestilling. Hvordan vi har skabt den vildfarelse, at ligestilling mellem to parter er mulig ved kun at ligestille den ene part, er mig simpelt hen en gåde. Hvis vi skal lykkes med ligestilling, skal vi tale ligestilling af begge køn. De nuværende kvindenetværk slår ofte på, at virksomheder med kvinder i bestyrelsen/ledelsen tjener flere penge og har højere medarbejdertilfredshed. Men det er der faktisk ikke belæg for. Det er diversiteten, der skaber værdi. Og diversitet kan én part i sagens natur ikke tage æren for.


Set i en dansk sammenhæng burde vi afskaffe kvindernes internationale kampdag, for her til lands er den en selvmodsigelse


Eller sagt med andre ord: Vi skal droppe det nuværende nulsumsspil, hvor ligestilling handler om kvinders position på arbejdsmarkedet, og i stedet gøre ligestilling til et fælles projekt med fokus på både kvinder og mænd samt på både arbejdsmarked og familie. På arbejdsmarkedet skal kvinderne melde sig på banen, og mændene skal være villige til at åbne op. I familien skal mændene melde sig på banen, og kvinderne skal være villige til at åbne op. Der er plads nok til os alle, hvis bare vi bruger hele spillepladen og fokuserer på de gensidige og fælles fordele.

Set i en dansk sammenhæng burde vi afskaffe kvindernes internationale kampdag, for her til lands er den en selvmodsigelse: Det nytter ikke at gøre noget, der ikke kan vindes gennem kamp, til en kamp. Og så drømmer jeg om den dag, hvor vi er nået så langt, at det ikke er et særsyn, når manden tager lederrollen derhjemme, og kvinden har en toppost på arbejdet. Vi er alle bedst stillet ved at fordele rollerne efter lyst og evne frem for efter køn.