Novo Nordisk, danskernes store stolthed og en af verdens største virksomheder. Medicinalgiganten, der er førende inden for behandling af sukkersyge, slog igen i år alle rekorder med et overskud på 55 mia. kr. Det svarer til en milliard om ugen efter skat.
På verdensplan behandler Novo Nordisk årligt over 36 mio. mennesker med diabetes. Men det er desværre kun en brøkdel af de mennesker, der har brug for hjælp, som Novos medicin når ud til.
For ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, lever mere end 420 mio. med diabetes på verdensplan. 80 pct. af dem bor i verdens lav- og middelindkomstlande, hvor mio. af diabetespatienter må se langt efter livsnødvendig insulinbehandling.
Nærmere bestemt har knap halvdelen af de 80 mio., der har brug for insulin, ikke råd til medicinen.
I dag er diabetes den niende hyppigste dødsårsag i verden med omkring 3 mio. årlige dødsfald.
Prisen på den livsnødvendige medicin presses op af, at kun tre medicinalgiganter sidder på markedsandelene og dermed fastsætter prisen, som det behager dem.
Novos høje priser har betydet, at den amerikanske stat Californien har sagsøgt dem for at forhøje omkostningerne til livreddende medicin og dermed ofre de sårbare patienter.
“Når Danske Banks generalforsamling kan handle om klima, så burde Novos også kunne handle om patienterne
Men det er ikke kun i USA eller det globale syd, hvor udgiften til Novos præparater er for stor en mundfuld for de mennesker, der desperat trænger til medicin.
Diabetesforeningen i Danmark udførte sidste år en medlemsundersøgelse, der viste, at hver tredje diabetiker med en lav indkomst er nødt til at spare på udgifter til medicin, f.eks. ved at købe mindre, end de har brug for.
Det virker fuldstændig absurd, at mens Novos aktionærer høster et gigantisk overskud, så må patienterne undvære medicinen.
I denne uge har Novo Nordisk deres årlige generalforsamling, og derfor har virksomheden nu en ekstraordinær mulighed for at sænke priserne, så flere mennesker får adgang til deres livsnødvendige medicin.
For når Danske Banks generalforsamling kan handle om klima, så burde Novos også kunne handle om patienterne.
Især når man tænker på, at lægerne, der fandt insulin og vandt Nobelprisen i medicin for det, nægtede at sætte deres navn på patentet, fordi de mente, at insulin skulle gøres nemmest tilgængeligt for patienterne, uden barriere som pris.
Så kære Novo, sæt patienter før profit og sænk jeres priser.