I en international kontekst bryster vi os ofte af at være et grønt foregangsland: Vi sorterer skrald som aldrig før, og ‘den lille grønne’ fyldes med økologisk madaffald til den helt store guldmedalje. Men vi glemmer alt om vores økologiske principper og affaldssortering, så snart vi hopper i den lille sorte og spiser ude.
Nøglen til at forankre de bæredygtige initiativer er, at vi oversætter dem til et fælles sprog på tværs af landegrænser, som også forbrugerne kan forstå.
Nye regler for en fælles standard for bæredygtighed er netop blevet vedtaget i EU, og det betyder skærpede krav til rapporteringen, hvilket bringer bæredygtighed endnu højere op i værdikæden.
Der er bare ét problem: Lovgivningen er så kompleks, at det er umuligt at gennemskue – og dermed agere på for både forbrugere og virksomheder.
Dansk Erhverv har indgivet et høringssvar på vegne af en række aktører med det formål at sikre “sammenlignelighed, overskuelighed og relevante rammer”.
Kompleksiteten i de nye regler er imidlertid højere end Mount Everest og vil pålægge virksomheder en kæmpe byrde, mens det som forbrugere fortsat vil være umuligt at gennemskue, hvad der reelt vil gøre en positiv forskel.
Med mere end 20 års erfaring fra rejsebranchen kender jeg problematikkerne indefra. Derfor opstod idéen til Tripdoodler: En platform, der skal gøre det muligt for forbrugerne at bidrage til en objektiv, bæredygtig mapping af spise- og overnatningssteder.
“Lige nu er der et væld af klimacertificeringer, men som forbrugere aner vi stadig ikke, hvad vi skal gå efter
Vi har brug for at gå fra regnskab til restaurant, så det bliver let fordøjeligt at italesætte bæredygtige initiativer og let for forbrugeren at træffe en beslutning på et oplyst grundlag.
I kontrast til det omfatter de nye rapporteringsregler 500 sider og 84 oplysningskrav, svarende til i alt 1144 kvalitative og kvantitative datapunkter. Hvor ofte har du valgt restaurant på baggrund af en årsrapport?
Lige nu oplever jeg, at flere aktører i branchen finder det svært at italesætte de initiativer, de arbejder på. Frygten for at blive kritiseret for greenwashing bremser dem.
Selvfølgelig bør vi ikke hylde greenwashing. Det er klart, at det skal være sandfærdigt, og naturligvis skal de regulatoriske krav imødekommes, men det er i forhold til forbrugerne, at der er snubletråde på vejen.
En dansk undersøgelse fra dentsu viser, at ud af de 250 adspurgte ledere er det kun halvdelen, der italesætter deres initiativer, mens hele 21 pct. svarer, at de er tilbageholdende med at kommunikere om deres initiativer for ikke at blive anklaget for greenwashing. Hele 67 pct. af danskerne ønsker ellers mere information fra virksomhederne.
Men vi vil ikke lade det perfekte stå i vejen for det gode. Vi skal netop hylde det første skridt.
Hvis en af dine venner skal tabe sig 50 kilo, ville du da også rose dem for hvert enkelt kilo, der ryger af. Eller ville du insistere på først at klappe dem på skulderen, når de var helt i mål – og kunne fremvise en udvidet sundhedsrapport med BMI, fedtprocent og korrekte kolesteroltal?
Nej vel? Bæredygtighed handler ikke om at komme i mål. Det er en rejse, vi først lige er startet på.
Hoteller, restauratører og rejsebranchen generelt vil gerne løfte denne udfordring. Ønsker vi at skabe den succesfulde kundeoplevelse, der også giver penge i kassen, skal vi gøre det let at navigere i bæredygtighed.
Det er forudsætningen for at indfri regeringens ambitiøse målsætning om en vækst i turismeomsætningen på 50 mia. kr. fra de nuværende 140 mia. frem mod 2030 og fastholde positionen som Danmarks vigtigste væksterhverv med en beskæftigelse på 140.000 medarbejdere i sommeren 2022.
Selvfølgelig skal virksomhederne stå til regnskab for deres bæredygtige beslutninger, men kæden hopper af, når kompleksiteten bliver så omfattende.
Vi kender Nøglehulsmærket og Smiley-ordningen, der er baseret på en objektiv vurdering, og det gør det nemt for os som forbrugere at navigere i. Lige nu er der et væld af klimacertificeringer, men som forbrugere aner vi stadig ikke, hvad vi skal gå efter.
Greta Thunberg trak fronterne op, men vi kan ikke længere se nuancerne i debatten.
Alle små valg gør en forskel i det store regnestykke. Og dét skal vi hylde!