Debat: Hvornår indrømmer regeringen, at højere arveafgift er en dårlig idé?

391477_16_9_large_819.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
19. nov 2019 KL.15:00
Vi har nok alle oplevet at få dårlig idé, som, vi inderst inde godt vidste, var dårlig, men som vi alligevel stod fast på, selvom omverdenen prøvede at gøre realiteterne klare for os.

Et eksempel på en sådan idé er regeringens forslag om at tredoble arveafgiften for Danmarks ca. 60.000 familieejede virksomheder, der beskæftiger omtrent 850.000 danskere. En stor del af dem er små og mellemstore virksomheder.

Det står efterhånden klart, at forslaget er en smadderdårlig idé, for der findes nærmest kun modstandere af det. 3F er imod forslaget. Dansk Metal er imod forslaget. Dansk Industri er imod forslaget.

De er alle skeptiske over for udsigten til at trække så meget kapital ud af virksomhederne, som i de kommende år skal investere massivt for bl.a. at følge den grønne omstilling og udnytte potentialet, der ligger i digitalisering.

Det vil da i sandhed også være bedrøveligt for Danmark, hvis de familieejede virksomheder bliver nødt til at droppe investeringer i nye folk og fortsat udvikling - eller er tvunget til at optage lån, skære ned eller blive sat til salg, fordi de bliver ramt tre gange så hårdt ved generationsskifte som nu.

Ingen vinder ved højere afgift

Når man laver politik, er man nødt til at stille sig selv et simpelt spørgsmål: Hvem gør vi det her for?

Og det er et spørgsmål, som jeg ikke er sikker på, at regeringen selv kan svare på. For det er umådeligt svært for mig at se, hvem der vinder ved at stemme en højere arveafgift igennem. I bedste fald får virksomhederne en del mere besvær. I værste fald kommer det til at koste medarbejdere deres job i familieejede virksomheder.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor det er nødvendigt for regeringen at bringe arbejdspladser i fare. Som konservativ handler det for mig om det modsatte, nemlig at fremtidssikre arbejdspladser. Derfor ønsker jeg og mit parti helt at fjerne arveafgiften. Se, dét er en god idé.