Debat: Hvorfor får arbejdet så ofte skylden for stress?

375964_16_9_large_438.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
29. jan 2019 KL.13:17

Selvom balance mellem familie- og arbejdsliv står højt på de fleste danskeres ønskeseddel, er der alt for mange, der er fanget i hverdagens hamsterhjul, og det skaber mistrivsel og stress. Årsagen er, at den nuværende stressindsats skyder ved siden af målet: Stress problematiseres, så vi glemmer, at stress er et grundvilkår, der skal håndteres snarere end undgås, og stress generaliseres, hvilket fjerner fokus fra de arbejdspladser, hvor stress rent faktisk er et problem. Vi skylder de mennesker, der rent faktisk er ramt af arbejdsrelateret stress, at ressourcerne bliver sat ind dér.

Alle os andre, der er stressede, fordi vi ikke forstår at organisere vores liv, bør til gengæld selv tage ansvaret for at løse de problemer, vi har skabt. At finde opskriften kræver 1) viden om, hvordan hjernen fungerer, 2) forståelse for familieliv i det 21. århundrede og 3) vilje til at påtage sig ansvaret for sit eget liv og tænke i løsninger.

Familie og arbejde er ikke konkurrerende delliv

Hjernen har en meget begrænset arbejdskapacitet (lige godt én ting ad gangen), og vi kan ikke ikke tænke på noget specifikt. Derfor er der mange, der tager arbejdet med hjem mellem ørerne. Så tror de, at de arbejder, men i virkeligheden lader de bare arbejdet fylde mere, end det behøver. Det går ud over det nærvær, som er forudsætningen for et godt familieliv.

Dermed er der sat gang i en uheldig cirkel, hvor man føler, at man hverken slår til derhjemme eller på arbejde. Denne kronisk dobbelte dårlige samvittighed er en væsentlig stresskilde. Den eneste måde at sætte grænser for arbejdet er at tænke på noget andet i stedet for: Hvis man bevidst tænker på sin familie, kan man ikke samtidig tænke på sit arbejde.

I den moderne børnefamilie er ulvetimen den sidste del af dagen, hvor familien har så travlt, at alle hyler. Familie og arbejde er ikke konkurrerende delliv, som mange tror, men kræver blot hvert sit tempo: Hvor arbejdet foregår i højt tempo, fordi der her skal præsteres, bør familielivet foregå i langsomt tempo, fordi kærlighed tager tid.

Tager man sit høje tempo fra arbejdet med ind i familien, så har vi balladen. Dels fordi vi som mennesker ikke kan holde til konstant at køre i højt gear – vi har behov for at geare ned efter arbejde – og dels fordi vi dermed ikke får ro til at skabe en familie med stærke og nære relationer, som er forudsætningen for, at vi trives som mennesker. Det at skifte fra lav- til højtempo om morgenen og fra høj- til lavtempo om eftermiddagen er en kompetence, som det er bydende nødvendigt at lære, så man undgår stressfælden.

Vi har selv løsningen på det liv, vi drømmer om

“Det er arbejdspladsens og samfundets ansvar” er desværre blevet et mantra i et velfærdssamfund, der har taget overhånd. Mange arbejdspladser er familievenlige, og samfundet stiller nogle fantastiske rammer til rådighed. Vi bliver nødt til at erkende, at vi selv har løsningerne på det liv, vi drømmer om. Overskud i hverdagen, som efter min mening er meget vigtigere end en ferie i ny og næ, handler om organisering på den lange og den korte bane.

Først og fremmest skal livet leves som et helt liv statistisk set 80-85 år og ikke fyres af i alderen 30-40 år. Der er livskvalitet i at hellige sig børnene, mens de er små, at vente med at købe drømmehuset til man har råd, og at holde igen med de sociale, sportslige og andre udenomsambitioner, der begrænser muligheden for at lykkes med den dobbelte ambition: familie og arbejde. Man behøver heller ikke at takke ja til et lederjob som nybagt mor/far. Ikke fordi det at have børn gør en til en dårligere leder (tværtimod), men snarere fordi man er for ung til at have den nødvendige menneskelige erfaring og derfor er nødsaget til at kompensere ved at arbejde for mange timer.

Der er også mange gevinster at hente ved at organisere dagligdagen med lidt omtanke. Sluk alle gadgets når I har familietid og nyd at være sammen uforstyrret – så får hjernen også ro, så den undgår at brænde sammen. Gør én ting ad gangen, gør det sammen og gør det i langsomt tempo.

Tal sammen om det, der betyder noget i livet og sørg for at opleve naturen jævnligt. Skal I se tv, så gør det i det mindste sammen.

Vi har sat et menneske på månen, så vi er i stand til at udrette mirakler, når vi vil. Hverdagens mirakel er også muligt for langt de fleste af os, hvis vi blot har viljen til at definere vores drøm og gå efter den. I et samfundsmæssigt perspektiv vil det, at de ressourcestærke klarer ærterne selv, også frigøre midler til at hjælpe dem, der reelt trænger.