Debat: Hvad vil Generation Tech have?

396308_16_9_large_367.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
19. feb 2020 KL.15:00

Et nyt år er jo en populær anledning til at kigge indad – ikke mindst for organisationer. I Talent Garden Rainmaking ankom vi til 2020 med lidt selvrefleksion bestilt på forhånd. Gennem den sidste halvdel af 2019 spurgte vi 125 personer i vores netværk om deres arbejdsliv, og hvor de gerne vil have, det flytter sig hen.

Det er - indrømmet - blot en lille stikprøve blandt de 4500 digitale professionelle, vi betjener i Europa via fysiske arbejdsfællesskaber. Alligevel er det interessant, hvad de svarer, set som et fingerpeg om, hvilke udfordringer der knytter sig til startups som arbejdspladser.

På vej videre

De 125, vi spurgte, er alle ansat i en startup med teknologi i forretningsmodellen og under 20 ansatte. Og så falder de ind under millennial-kategorien: Født efter 1982. Det er en talentmasse, jeg selv bruger en god portion energi på at spore mig ind på, tiltrække og fastholde.

Og det tyder på, at den opgave ikke bliver mindre. 72 pct. af de medvirkende i vores stikprøve har kun været ansat på deres arbejdsplads i et år. Og 70 pct. af dem forventer, at de højst bliver hængende et eller to år mere. Inden man flår sig i håret over deres manglende loyalitet, giver det selvfølgelig mening at notere, hvad vi arbejdsgivere kan gøre bedre.

Tech-talenterne, vi har fat i, nævner mangel på karriereudvikling, dårligt lederskab og fravær af udfordrende arbejdsopgaver som de faktorer, der får dem til at overveje et jobskifte. Sidstnævnte overraskede mig. At være ansat i en startup, særligt i de tidlige faser, rummer typisk en høj grad af variation i opgaver og personligt ejerskab. Men efterspørgslen på kvalitet i opgaverne peger på, at autonomi ikke er lykken alene.

Adspurgt direkte om, hvad der gør dem glade på arbejdet, svarer hovedparten af vores gruppe, at det er tilegnelse af nye færdigheder. Lige efter vægter de relationerne til deres kollegaer, mens selvbestemmelse kommer længere nede af listen. Så vidt mine prioriteter som leder i 2020: Lær dine medarbejdere noget nyt hver dag, og styrk det fællesskab, de ikke får andre steder.

En opgave for hver virksomhed


Autonomien for hver medarbejder - til at tilrettelægge sin dag frit, til at arbejde væk fra kontoret - spiller stadig en rolle. Men det er så indgroet en værdi i startup-miljøet, at det mister sin relevans, når virksomhederne skal konkurrere om de bedste.

I stedet skal selv unge startups sætte struktur på, hvordan de ansatte får reserveret tid og resurser til de workshops og kurser, der understøtter deres videre karriere præcist. Lad dem vælge frit - det vil sige langt udover den lektion i SEO-optimering, der giver mening inden for nærværende kvartal. Hvis vi investerer i Generation Tech, ligner det et seriøst bud på en arbejdskultur, hvor talenterne gider blive hængende. Der er plads til forbedring. Hovedparten af vores respondenter gennemfører højst to aktiviteter om året, når det gælder videreuddannelse.

Tech kræver – også – de bløde ting

Og hvad vil de så gerne lære, hvis man spørger dem? Vores pluk fra generationen efterspørger specifikke tekniske færdigheder. De forventer især, at nye måder at arbejde på knyttet til datahåndtering og kunstig intelligens vil forandre deres job, som det ser ud i dag.

Blandt de kompetencer, som de føler, de mangler, nævner de desuden værktøjer, som gør dem bedre til at lave produkter med udgangspunkt i brugeren; en afspejling af design thinking som fremadstormende tilgang, lige meget hvilken industri, man befinder sig i.

Ønsket om tekniske færdigheder er lige efter bogen, eftersom de adspurgte her befinder sig i teknologidrevne startups. Men beder man dem om at se fem år frem i karrieren, kommer de blødere færdigheder ind i billedet. Så forventer de, at de får brug for styrkede profiler i forhold til de dele af iværksætteri, der handler om salg, marketing og forretningsudvikling.

Dette er glimrende nyheder for de ledere, som kalder på såkaldt T-formede typer, der kan træde uden for deres kernerolle og levere værdi på tværs af organisationen. Tech-talenterne vil gerne rumme hele pakken. Og så kan det tolkes som et udtryk for deres vældige drive. De har ambitioner om at blive ansatte, der lige så godt kunne starte for sig selv.