SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debat | Gammeldags aldersforståelse efterlader folk på 50+ som arbejdsmarkedets sorteper

Håndhæves gamle fordomme om alder på arbejdsmarkedet, ser man i det bedste tilfælde ind i ringe trivselsmålinger, og i det værste tilfælde ind i retssager, skriver Pernille Lützhøft. PR-foto: Pernille Lützhøft
Håndhæves gamle fordomme om alder på arbejdsmarkedet, ser man i det bedste tilfælde ind i ringe trivselsmålinger, og i det værste tilfælde ind i retssager, skriver Pernille Lützhøft. PR-foto: Pernille Lützhøft

Livet forlænges med tre måneder om året globalt set. I 1965 var der 129 mio. over 65 år i verden. I dag 750 mio. 2 mia. i 2050. Det er jo ikke ligefrem en minoritet. Samtidig er vi lige nu rekordmange generationer – fire på arbejdsmarkedet og seks i samfundet som sådan.

Den massive forlængelse af livet er et faktum – og ikke til at stoppe. Det vil påvirke livet, arbejdet og pensionen. De organisationer, som ikke forstår at udvikle 50+-talenter og deres erfaring til en konkurrencefordel, vil udsætte sig selv for dårligt omdømme og retssager.

Aversion mod gråt hår gav gedigent bagslag

Det var ikke muligt at komme til frisøren under coronanedlukningen. Man kunne måske få klippet håret af en veninde, men farvning var ikke muligt. De grå hår tittede frem. Det skete for den populære, erfarne og prisvindende tv-vært Lisa Laflamme fra det lige så populære, højtratede, canadiske nyhedsprogram CTV News.

De grå hår irriterede vicepræsident Michael Melling hos Bell Media i en sådan grad, at han højlydt brokkede sig over Laflammes grå hår, som virkede nærmest lilla i kameralysets skær. Laflamme blev afskediget.

Vi forbliver yngre længere. Den kulturelle opfattelse af livsforløbet er ikke fulgt med udviklingen

Begrundelsen var besparelser og ændrede prioriteter. Hun skrev farvel til sine følgere på Twitter – et opslag, der blev set af mere end 4,5 mio. Den efterfølgende reaktion havde Michael Malling ikke lige overvejet. Han fik sit helt eget hashtag #FireMichaelMelling. I dag er han på orlov.

Ingen tog begrundelsen for hendes afskedigelse for gode varer. Hendes alder var tydeligvis den egentlige årsag. Avisen Toronto Sun skrev: “Could her termination rank as the all-time greatest tone-deaf, ham-handed, thick-skinned, short sighted, cold-hearted, pig-headed, lily-livered, wrong-footed, brain-dead corporate decision of all time?”

Fordommene flyder tykt

Også i Danmark flyder fordomme tykt. Når vi kommer ind i anden halvdel af arbejdslivet, bliver de erfaringer og kompetencer, vi har brugt et halvt liv på at tilegne os, pludselig mindre værd.

Aldring bliver af mange sidestillet med svækkelse, men aldring er ikke kun svækkelse, og den indtræder senere i livet. Vi forbliver yngre længere. Den kulturelle opfattelse af livsforløbet er ikke fulgt med udviklingen.

Folk på 50+ anklages for at have ringere samarbejdsevner og være langsommere. Fysisk ja, men undersøgelser viser ingen evidens for det i vidensjobs – faktisk tværtimod. Seniorer beskyldes for at være mindre nysgerrige, mindre innovative og dårligere til at lære nyt. Men nysgerrighed og innovationsevne er en mental attitude, som kan motiveres via ledelse.

Gennem livet udvikles vi og vores intelligens. I begyndelsen af karrieren handler det primært om at blive dygtigere, præstere og avancere. Vi udmærker os ved vores analytiske evner og er dygtige til at løse opgaver, der er uafhængige af tidligere erhvervet viden. Omkring de 50 skifter vi perspektiv og får, hvad headhuntere kalder for ledelsesmæssig modenhed. Vi bliver bedre til at bruge de færdigheder, viden og erfaring, vi har, og skifter fokus fra egen navle til virksomhedens, kollegernes og ledelsens agenda.

Paradokser på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet mangler arbejdskraft. Det forstærkes af, at bevægelser som “quiet quitting” og “the great resignation” breder sig i Danmark. Flere og flere siger op, inden pensionsalderen indtræder. Yngre siger fra, performer i arbejdstiden – hverken mere eller mindre – og sikrer sig en bedre work-life-balance. De vil undgå stress. Samtidig er 50+ dømt ude.

Er man først udenfor, er det svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Djøf rapporterer, at andelen af fyrede 50+ blandt deres medlemmer er 40 pct., men 50+ udgør kun 23 pct. af medlemmerne. Et markant mørketal gisner om 50+, der opgiver arbejdsmarkedet, bliver soloselvstændige eller lever af deres mursten og ægtefælle. Tankevækkende at hver syvende nye iværksætter er 55+. En 20 pct. stigning fra 2017-2018.

Handlingslammede ledere

Selv ledere, som mener, at deres egen alder er problematisk ved jobskifte, holder fast i pyramideformede organisationer med yngre og billigere medarbejdere nederst i hierarkiet og færre dyrere med grå hår i toppen. Men behøver det at være sådan?

Personsager som Laflammes vil ramme forsider – og illustrerer den stigende og kollektive magt, som 50+ har. De er aktive på sociale medier, og #metoo har vist en vej. Aldersdiskriminerende brands og adfærd vil få kærligheden at føle. Antallet af sager om aldersdiskrimination stiger.

Aldersdiversitet er nyt for de fleste. Anden halvdel af arbejdslivet er relevant for både mænd og kvinder og – heldigvis – svær at undgå. Håndhæves fordums rammer og fordomme ser man ind i ringe trivselsmålinger og udsætter sig selv for dårligt omdømme og retssager.

Men der er heldigvis konkrete værktøjer at gribe til i udviklingen af ledelse på tværs af aldre, således at diversitetens mulighederne gribes og misforståelser løses. Arbejde med automatreaktioner, tillid, dialog, forståelse for hjernens udvikling og de stadier i livet, vi alle gennemgår, er bud.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

Forsiden lige nu