Gennem de seneste par år har F&P gennemgået en omfattende fornyelse af hele vores organisation. En fornyelse af vores økonomi, af vores organisatoriske setup og af vores governance.
Og senest på F&P’s generalforsamling den 17. november vedtog medlemmerne så en række vedtægtsændringer, som sikrer en endnu bedre afspejling af vores små og store medlemmer – og af henholdsvis forsikrings- og pensionsselskaberne.
“Sjældent har nogen ramt så langt forbi “stemningen i rummet”
Alt sammen med det formål at rykke tættere på alle vores medlemmer og deres behov.
Alle ændringer blev vedtaget med overvældende flertal og massiv opbakning i den samlede medlemskreds. Derfor bliver jeg også forundret over, at Børsens David Bentow i en nylig kommentar formår at tage en så markant opbakning til F&P’s vedtægts- og organisationsændringer – og bruge den som anledning til at gisne om splittelse i F&P.
I Danmark har interesseorganisationer i mere end 100 år haft en betydelig politisk indflydelse, og det har de stadig. Men på finansområdet er virksomhedernes to centrale lobbyorganisationer de senere år presset markant i defensiven af forskellige grunde. Bankernes organisation, Finans Danmark, har i mere end et årti været presset. Først af finanskrisen, der førte til, at 12 banker måtte overtages af statens finansielle skraldespandsselskab, og siden af skandalerne hos det dominerende medlem – Danske Bank. Den anden vigtige lobbyorganisation, Forsikring & Pension, også kendt som F&P, har levet mere stille. Men på de indre linjer er der tydelige sprækker. Så sent som i sidste uge vedtog F&P’s medlemmer en række vedtægtsændringer, der ifølge formand Laila Mortensen blandt andet skulle “sikre en mere balanceret afspejling af medlemskredsen blandt små og store medlemmer”. Det betød, at en i forvejen stor F&P-bestyrelse bliver udvidet fra 18 til 20 personer, hvilket skal ses i forhold til, at der reelt er 62 medlemsvirksomheder. Udadtil gør F&P meget for at fremstå som en monolit med fælles interesser. Men der har nu i flere år været talt blandt medlemmerne om både opsplitning og fusion med bankerne. En ny struktur og friske vedtægter skal skabe ro, men kan ende med at gøre de interne forskelle og spændinger mere tydelige. Som navnet antyder, repræsenterer lobbyorganisationen forsikrings- og pensionsselskaber i Danmark. Og allerede her opstår der et problem. For mens selskaber som Hafnia, Baltica, Topdanmark og Alm. Brand for 30 år siden forsøgte at opbygge finansielle supermarkeder, der kunne tilbyde forsikrings-, pensions- og bankprodukter under samme tag, så er der i dag reelt ikke er et eneste af F&P’s medlemmer, bortset fra Pensam, der udbyder skadesforsikring og pensionsopsparing under samme hat. I F&P insisterer man dog på, at forsikring og pension har en masse til fælles. Ifølge F&P’s “Strategi 2025” handler det om at arbejde for “velfærd og tryghed for den enkelte dansker, og det drejer sig om den nødvendige grønne omstilling her i Danmark og i udlandet”. Det var en strategi, som i foråret 2020 kostede F&P-topchefen gennem 15 år, Per Bremer Rasmussen, jobbet. Og som eksternt markedsføres som unik og nyskabende. Det er så svært at se, at den nye strategi er væsensforskellig fra den tidligere “Strategi 2020”, der blev lanceret i november 2014. Her var F&P’s to mål at finde “løsninger på velfærdssamfundets udfordringer” og at have “vækst og investorrollen i fokus”. Det lyder jo pænt alt sammen. Men i praksis er F&P hæmmet af, at foreningen har medlemmer med vidt forskellige og ofte modsatrettede interesser. Det er langtfra usædvanligt i en lobbyorganisation. I Dansk Industri er der også langt fra Siemens Gamesa til Aalborg Portland. Men i finansbranchen er der ofte kortere lunter og større slagsmål, der omhyggeligt forsøges holdt bag kulisserne. I F&P er der skadesforsikringsselskaberne, der de senere år har haft en indtjening, som andre i finansverdenen kun kan drømme om. De ønsker mindst mulige forandringer og vil derfor have lobbyister, som kun er synlige, når der er grund til at gå på barrikaderne. I den anden ende er der arbejdsmarkedspensionskasserne, der har et stort behov for at fortælle om alt det gode, de kan gøre med lønmodtagernes penge, og derfor ønsker en meget synlig interesseorganisation. I midten står så de kommercielle pensionsselskaber, der mest er interesserede i at vogte på hinanden. De forskellige interesser betyder, at forsikringsselskaberne mest er interesserede i helt lavpraktisk samarbejde som Autotaks-systemet, der bruges til at beregne forsikringsskader på biler og sluger 40 pct. af det 170 mio. kr. store budget. Til gengæld har de svært ved at se, hvorfor der skal bruges så mange penge på politisk lobbyisme. Finanslobby vrider armen om på stormedlem Omvendt er medlemmer som Pensiondanmark mest interesserede i at profilere sig selv og imødegå regulering, der kan begrænse deres handlefrihed. Det giver problemer, som da F&P på samme tid med næb og kløer skulle bekæmpe den særlige finansskat til finansiering af Arne-pensionen – og beskytte medlemmerne inden for arbejdsmarkedspension, der på egen hånd havde sikret sig, at de helt kunne slippe for Arne-skatten. De interne konflikter resulterede sidste år også i, at F&P havde mere end svært ved at finde ud af, hvilket ben man skulle stå på, da Finanstilsynet ville gribe ind over for de kommercielle pensionsselskabers kamp om at kapre kunder ved at tilbyde dem syge- og ulykkesforsikringer, der var så billige, at de kostede selskaberne milliarder i tab. De seneste to år har F&P’s nye direktør, Kent Damsgaard, forsøgt at skabe fælles fodslag og ro blandt medlemmerne. For et år siden blev der på en ekstraordinær generalforsamling vedtaget en ny struktur og økonomimodel, der “gør det nemt for medlemmerne af F&P at vurdere medlemskabets værdi og styrker bestyrelsens muligheder for at foretage strategiske prioriteringer”, som formand Laila Mortensen formulerede det. Sådan lyder den positive udlægning. Den mere kritiske er, at ændringerne har fremhævet, at der er vidt forskellige fraktioner i F&P, og at det nu er nødvendigt at have en bestyrelse, der er dobbelt så stor som Finans Danmarks, selvom sidstnævnte har flere medlemmer. Bestyrelsen har flere gange diskuteret en fusion med Finans Danmark – noget PFA og Danske Bank-ejede Danica er varme tilhængere af. Men forsikringsselskaberne frygter, at det vil køre dem ud på et sidespor. Og arbejdsmarkedskasserne har svært ved at se sig selv i samme båd som de ofte upopulære banker. Så Kent Damsgaard har stadig et mandat til at forsøge at holde sammen på F&P – på trods af at medlemmerne for længst har forladt tanken om, at det giver forretningsmæssig mening at se forsikring og pension som to sider af samme sag. Om Damsgaards projekt lykkes, ved endnu ingen. Men mest nærliggende er, at F&P vil få stadigt sværere ved at tale med en stemme på vegne af sine medlemmer. Hvilket trods alt næppe er uvæsentligt for virksomheder, som alene i 2020 modtog 370 mia. kr. fra danskerne i forsikringspræmier og pensionsindbetalinger.
Sjældent har nogen ramt så langt forbi “stemningen i rummet”, men jeg håber da, at han vil komme forbi F&P – og ikke mindst vores næste årsmøde – og få et bedre empirisk grundlag for fremtidige skriblerier.
Bentows kommentar synes først og fremmest at bygge på en opfattelse af, at F&P’s medlemmer er for forskellige, fordi der ikke længere er selskaber, som både driver forsikrings- og pensionsvirksomhed. Men opfattelsen bygger på simple misforståelser af den branche, vi repræsenterer, og af F&P’s virkeområde.
Jeg vil meget gerne høre hans bud på én eneste brancheorganisation med en større fællesmængde end dén hos medlemmerne i F&P. Selv har jeg svært ved at få øje på mange organisationer, hvor kredsen af medlemmer er mere homogen end vores. Til gengæld kan jeg pege på mange, hvor forskellene er betydeligt større.
Faktum er, at forsikrings- og pensionsselskaberne i altovervejende grad er omfattet af præcis samme regulering. Og det vil kun gælde i endnu højere grad, når det nye Folketing vedtager forslaget om lov om forsikringsvirksomhed, så branchen får sin egen rammelovgivning – adskilt fra bankernes. Dertil kommer selvsagt den massive EU-regulering, som også er fælles for branchen, og som vi arbejder med og op imod – i fællesskab.
Endnu vigtigere end ovenstående: Forsikrings- og pensionsselskaberne bygger på samme grundlæggende tanke om kollektive løsninger og risikodeling, hvor samtlige vores medlemmer er en integreret del af og supplement til velfærdssamfundet.
Derfor har vi som branche også har et – fælles – ønske om at være del af løsningen på de store problemer, som vores velfærdssamfund må og skal håndtere de kommende år: At fremtidssikre vores klima, vores sundhedssektor og vores ældrepleje. Samtidig med, at vi sikrer tryghed for alderdommen – og tryghed i det nære, hvis ulykken rammer.
Med andre ord: F&P er et fællesskab for en branche, som ikke alene deler samme grundlæggende behov, når det gælder håndtering af regulering og rammevilkår. De deler også samme grundlæggende formål; at skabe både tryghed og udvikling for danskerne som en fortsat del af et stærkt og bæredygtigt velfærdssamfund.
Det er dét fællesskab, som er fundamentet og fællesmængden for F&P. Og det er heldigvis stærkt.
