Debat: Der er ingen gode grunde til høje tobaksafgifter

371122_16_9_large_579.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
25. okt 2018 KL.14:56

null

DEBAT  “Rygning koster helbredet og statskassen dyrt. Selvom vi opkræver 8 mia. kr. i tobaksafgift, dækkes regningen ikke nødvendigvis,” skrev cheføkonom Steen Bocian i Børsen tirsdag.
Jo, Steen Bocian. Regningen for rygning dækkes mere end rigeligt af tobaksafgiften. Det er kendt fra utallige økonomiberegninger rundt om i verden, at rygning er en enorm overskudsforretning for staten og samfundet. Nogle eksempler:

Et omfattende studie fra den finske stat fandt i 2012, at en ryger i sin levetid bidrager med 133.800 euro mere til samfundet end en ikke-ryger, når samtlige indtægter og udgifter vedrørende rygning er medregnet.


En tysk undersøgelse fra teknologiinstituttet i Karlsruhe fandt i 2015 frem til, at når alle relevante indtægter og udgifter ved rygning i Tyskland gøres op, viser tallene, at tyske rygere i deres levetid sparer samfundet for 36 mia. euro og herudover betaler svimlende 376 mia. euro i tobaksafgifter. I alt 412 mia. euro, som tyske rygere bidrager med til tyske ikke-rygere. Konklusionen: “Resultaterne viser, at rygere er netto bidragydere til det sociale sikringssystem. Yderligere afgiftsforhøjelser er vanskelige at retfærdiggøre ud fra et omkostningsperspektiv.”

En regeringsanalyse fra Tjekkiet fandt i 2011, at den tjekkiske stat opkræver ti gange mere i tobaksafgift end statens udgifter til sygdomsbehandlinger af rygere.

I Australien betaler rygerne 17 gange mere til det offentlige, end de koster. “Thank you for smoking,” sagde senator David Leyonhjelm til rygerne, da han i 2014 fremlagde analysetallene i parlamentet. “Your generosity to the nation’s treasury is truly staggering.”

Det forekommer fuldkommen usandsynligt, hvis det skulle være anderledes i Danmark. Som belæg for sin påstand citerer Steen Bocian en analyse fra statsinstituttet Kora i 2016, der viste, at de offentlige rygerelaterede udgifter løber op i et tocifret milliardbeløb. Denne analyse er imidlertid vildledende, fordi den undlod at medregne offentlige indtægter og besparelser på rygerne: De otte mia. kr. ekskl. moms i tobaksafgifter og de mange milliarder, der årligt spares på ældrepleje, pensioner og sygdomsudgifter til rygerne, fordi de lever kortere end ikkerygerne. Kora udelod simpelthen indtægter ved rygning og beregnede kun udgifter.

Årsagen er, at analysen var betalt og tilrettelagt af farma-selskabet Pfizer, som har stærk interesse i at fremstille rygning som et økonomisk problem. Selskabet sælger jo rygestop-produkter. 

En anden ting, Bocian har misforstået, er, at høje tobaksafgifter forhindrer unge i at begynde at ryge. Sådan er det ikke. Tobaksafgifter har kun effekt på eksisterende rygere. Ikke på ikke-rygere, herunder fremtidige rygere, hvilket de seriøse studier også viser. 


Generelt har høje tobaksafgifter en meget lavere effekt på rygning end normalt antaget. I dagligvarebranchen ved man, at det er salget af andre varer, der falder, når afgiftsstigninger slår igennem på cigaretprisen.

Der er reelt ingen gode grunde til højere tobaksafgifter – de er blot en straf over en forsvarsløs gruppe: De fattigste rygere.