Det er lidt forstemmende at læse Børsens artikel om Nina Nærbys grundige analyse af bestyrelsessammensætningen i C25-virksomhederne. For nok er der kommet lidt flere kvinder og lidt flere udlændinge, men ensartetheden er stadig påfaldende, og det medfører, som Nina Nærby pointerer, manglende kompetencer inden for kerneområder som HR, it og jura.
Det kan undre, at det stadig forholder sig sådan, og at diversitet fortsat ses som køn og nationalitet, men hvad nytter det, hvis alle stadig har samme uddannelse og har haft de samme typer af job i de samme typer af virksomheder?
Det er der ikke meget rollemodel i over for de mindre virksomheder herhjemme, men de kan med nogle ganske få greb få en klarhed over, hvor manglerne er størst – og forhåbentlig agere efter det.
“Alt for få bestyrelser søger åbent efter medlemmer, og så bliver det fra eget netværk, rekrutteringerne sker
Det er essentielt, at en bestyrelse ses som dynamiske størrelser, der ikke er fasttømrede. En virksomhed kan have en særlig strategisk udfordring i nogle år, der forudsætter en særlig kompetence i bestyrelsen – men kun i den periode, hvor den udfordring er til stede. Derfor bør virksomheder formulere et arbejdsgrundlag på årlig basis, der vurderer bestyrelsessammensætningen ud fra de opstillede målsætninger.
Modet til at ændre sammensætningen er lige så vigtig. Alt for få bestyrelser søger åbent efter medlemmer, og så bliver det fra eget netværk, rekrutteringerne sker – og her opstår faren for den ukritiske gentagelse, hvor trygheden ved at vælge dem, der ligner resten af bestyrelsen, tager over.
De modige virksomheder er dem, der anerkender bestyrelsens mangler og aktivt søger efter dem, der kan løse den udfordring – og undgår de kandidater, der ligner resten af bestyrelsen.
Det har vestjyske Logitrans haft modet til at gøre og modtog i foråret en pris for netop at skabe en bestyrelse, der ikke udelukkende består af ceo’er, men hvor der er fokus på innovation, diversitet, digitalisering – og ikke mindst komplementerende egenskaber. Det er en sand rollemodel, når nu C25-virksomhederne har svært ved at være det.