Da finanskrisen rullede hen over den globale økonomi for knap 15 år siden, var jeg nyudnævnt cheføkonom i Danske Bank. Jeg havde overtaget rollen som cheføkonom i efteråret 2007, men mit ekspertområde var dansk økonomi – ikke de globale finansmarkeder.
Jeg kan derfor ikke påstå, at min indsigt i det globale finansielle system i udgangspunktet var imponerende, men finanskrisen tvang mig da til at lære en masse på meget kort tid – og heldigvis havde jeg skarpe kolleger at trække på.
Det drager jeg fordel af den dag i dag, selvom der selvsagt er mange med større indsigt i det globale finansielle system end undertegnede.
De seneste dages amerikanske bankkrise med afsæt i Silicon Valley Bank (SVB) minder mig på mange måder om forløbet i 2007 og 2008.
Baggrunden for udfordringerne er stigende renter – og konsekvenserne er forskellige former for finansielle ulykker i form af banker eller finansielle institutioner, der bukker under som konsekvens af rentestigningerne og sender en bølge af usikkerhed gennem det finansielle system. I 2008 brød det globale finansielle system reelt sammen. Vi må håbe på, at vi undgår noget tilsvarende denne gang.
“Det er desværre for tidligt at konkludere, at de stigende renter ikke kommer til at få yderligere ubehagelige finansielle bivirkninger
Tillad mig kort at ridse tiden op til finanskrisen op. Det nye årtusind startede, som nogle måske husker, med krise. Krisens udgangspunkt var aktiemarkedet – hvor særligt it-aktierne op gennem 1990’erne var steget med et tempo, som ikke var holdbart. Aktiekurserne toppede omkring årtusindskiftet, men herefter stod det krystalklart, at værdiansættelsen var skæv.
Fra sommeren 2000 til efteråret 2002 faldt de brede amerikanske aktieindeks med i størrelsesordenen 40 pct., hvilket trak økonomien med ned. I perioden fra marts til november 2001 var USA i recession – krisen blev således ikke skabt af terrorangrebet 11. september 2001, men terrorangrebet gjorde krisen værre.
Centralbanken sad selvsagt ikke krisen overhørig. Renterne blev sat ned til, hvad der på daværende tidspunkt var et rekordlavt niveau – og medicinen virkede: Økonomien vendte rundt. Det efterfølgende opsving blev stærkt – men desværre også meget ubalanceret. Særligt boligpriserne løftede sig med raketfart som følge af de rekordlave renter.
I 2004 blev centralbanken imidlertid nødt til atter at træde på bremsen. Boligprisernes himmelflugt og et stigende inflationspres gjorde, at pengepolitikken skulle normaliseres, men centralbanken var længe om at komme ud af starthullerne. Da renten først blev sat op, gik det dog stærkt. Fra 2004 til 2006 blev den amerikanske rente hævet med 4,25 procentpoint.
Herefter begyndte de finansielle sprækker imidlertid at melde sig. I første række kom der fokus på de såkaldte subprime-lån.
Flere og flere amerikanere fik svært ved at servicere deres boliggæld – ikke mindst amerikanere med sårbar privatøkonomi, der havde fået bundet lån på ærmet, som byggede på en forudsætning om, at renterne ville blive ved med at være lave længe – og at huspriserne ville fortsætte op. Den forudsætning brast – og det samme gjorde boligejernes privatøkonomi med tab i det finansielle system til følge.
Umiddelbart var vurderingen dog, at problemerne ikke ville påvirke amerikansk økonomi bredt set – men i løbet af sommeren 2007 eskalerede den finansielle uro alligevel. To store investeringsfonde kom i så store problemer, at de måtte reddes af de banker, der havde oprettet dem. Men det stoppede ikke her.
I foråret 2008 kom den store investeringsbank Bear Stearns i problemer – siden fulgte Fannie Mae og Freddie Mac, de to store amerikanske realkreditinstitutter. Først i midten af september 2008, et par år efter de første problemer dukkede op, kollapsede Lehman Brothers – og så havde vi en egentlig finanskrise.
Der gik med andre ord lang tid, fra at renten blev sat op, og de første sprækker i det finansielle system viste sig, til at vi fik en egentlig finanskrise.
Som sagt er den bagvedliggende årsag til problemerne i SVB også de stigende renter. Og det er derfor oplagt at spørge, om vi nu igen er på vej ind i en finanskrise. Det nemme svar på det spørgsmål er “nej”. Silicon Valley Bank var ikke en normal bank. Det var en nichebank med en alt for ensartet kundebasis.
Dertil kom, at banken havde løbet store risici med sin store beholdning af obligationer – et trick, som gled noget under radaren, fordi banken tjente godt og i øvrigt ikke var systemisk.
Selvom det således er nemt at pege på argumenterne imod, at kollapset i SVB skulle markere indgangen til en finanskrise, er det dog måske værd at erindre, at det også var konklusionen, da problemerne med subprime-lånene meldte sig i 2006.
Det var også vurderingen i sommeren 2007, da de første større investeringsfonde kollapsede, det var konklusionen, da Bear Sterns blev reddet i foråret 2008, og tilsvarende da realkreditinstitutterne blev hjulpet videre i starten af september samme år. Det var bare ikke rigtigt.
Sandheden er måske den lidt kedelige, at det finansielle system er så komplekst og sammenvævet, at det er svært at vide med sikkerhed, hvad der sker, når en bank som SVB kollapser. Vi kan håbe på, at den skærpede regulering efter finanskrise og det faktum, at SVB var en usædvanlig bank, gør, at der bliver tale om en enlig svale.
Men det er desværre for tidligt at konkludere, at de stigende renter ikke kommer til at få yderligere ubehagelige finansielle bivirkninger over den kommende tid.
Desværre kan kollapset i SVB endda gøre risikoen for fremtidige problemer større. For at inddæmme problemerne i SVB har den amerikanske centralbank og indskydergarantifond reelt besluttet at suspendere indskydergarantiens øvre grænse.
Indskydergarantien er ellers normalt alene gældende for indskud op til en vis størrelse, men det er oven på SVB’s kollaps besluttet, at alle indskydere skal have deres penge tilbage. Det giver en forhøjet risiko for, at bankkunderne i fremtiden ukritisk placerer deres opsparing der, hvor afkastet umiddelbart er højest, uden på nogen måde at skele til, hvorvidt der er tale om en veldrevet bank. Det er ikke nødvendigvis sundt.
Alternativet var dog heller ikke tillokkende: Havde man ladet indskyderne tage tabet, så ville det have sendt chokbølger gennem dele af dansk og internationalt erhvervsliv. Men dilemmaet er tydeligt.
Sådan vil det også blive, hvis der dukker flere problemer op i det finansielle system. Det er meget svært at inddæmme en igangværende krise uden at øge risikoen for, at en fremtidig opstår. Tiden må vise, om vi finder balancen denne gang – det gjorde vi ikke for 15 år siden.
