Bocian: Uanset genåbningstrategien bliver krisen ekstrem lang - problemet er epidemien

nyhedsbrev-bocian-u-logo.jpg
Opinion
Eksklusivt for kunder
07. apr 2020 KL.11:00

Det er i sandhed en usædvanlig tid. Vi har nu været i noget der ligner undtagelsestilstand i knap en måned – og undtagelsestilstanden er vel at mærke global ikke lokal. Da statsminister Mette Frederiksen (S) d. 11. marts lukkede store dele af vores samfund, diskuterede mange af os flittigt, om det var det rigtige valg.

Det bør man med rette fortsat diskutere, men vi må desværre også konstatere, at stort set alle lande i en eller anden udstrækning har truffet samme valg som os. Ja, svenskerne har i praksis valgt en anden strategi, men selv i Sverige har indbyggerne ændret markant adfærd af frygt for coronaepidemien – og selv Sverige står derfor med en ekstremt hård og dyb økonomisk krise. Ingen af os kan på nuværende tidspunkt sige, hvilken strategi, der er den rette, det hele er en smule eksperimentelt.

Første skridt mod en genåbning

Mandag tog statsminister Mette Frederiksen (S) så hul på genåbningen af Danmark, som starter efter påske. Regeringen har valgt at fokusere på de små børn – mens dele af den private sektor fortsat holdes lukket. Strategien har allerede mødt kritik. Der henvises blandt andet til, at Østrig i deres genåbningsstrategi åbner hurtigere op for den private sektor.

Det er i mine øjne en vigtig diskussion, men jeg synes måske også, at den lidt afspejler, at mange har haft undervurderet de langsigtede konsekvenser af corona. Indtil, at der er en vaccine eller kur, hvilket desværre sagtens kan være 1-2-3 eller 5 år ud i fremtiden, skal vi leve med corona i vores samfund. Mange skal smittes, og mange vil desværre også dø. Uanset om vi opnår flokimmunitet eller ej, så er det en epidemis logik.

Det gør, at krisen kommer til at tage ekstremt lang tid – både den sundhedsmæssige og den økonomiske. Vi kan ikke åbne alt på en gang uden, at vi løber en uhensigtsmæssig stor sundhedsrisiko – og dermed også en uhensigtsmæssig stor økonomisk risiko.

Om det er rigtigst at fokuserer på de små børn, skal jeg ikke kunne vurdere og da slet ikke fra et sundhedsperspektiv. Men selv hvis man åbnede for caféer, restauranter, frisører m.v. ville de næppe opleve en stor efterspørgsel. Vi ændrer adfærd, når vores helbred er på spil. Oplevelsesindustrien og dele af den private servicesektor vil derfor uanset genåbningsstrategi have vanskeligt ved at komme igennem de kommende måneder uden massive hjælpepakker.

Det samme gælder de mere eksportrettede virksomheder – det er næppe alle danske virksomheder, der vil kunne afsætte deres produkter globalt, da alle lande i en eller anden udstrækning er lukket ned – og da efterspørgslen globalt ændrer sig. Så for mig er det afgørende spørgsmål nok stadig, er hjælpepakkerne gode nok?

Den hårdeste krise nogensinde

At den økonomiske krise bliver langvarig gør, at vi skal redesigne krisepakkerne til i højere grad at afspejle den virkelighed. Det gør også, at der i mine øjne ikke er tvivl om, at vi er vidne til den værste økonomiske krise i flere århundreder både globale og lokalt.

Det her er ikke som finanskrisen. Det er værre – i hvert fald det første år. Forhåbentligt bliver krisen kortere – men hvis DI har ret i, at 270.000 medarbejdere får gavn af lønkompensationsordningen, så taler vi et tal, det næsten er svært at forholde sig til. De samme medarbejdere ville nok være ledige uden ordningen. Trods ordningen er ledigheden steget markant de seneste uger. Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi er ekstremt hårdt ramt.

Vi begynder nu generelt at få de første mere håndfaste nøgletal, der kan fortælle os noget om, de økonomiske konsekvenser af coronakrisen. De mest dramatiske tal får vi fra USA. På to uger er antallet af nytilmeldte ledige steget med 10.000.000 personer – det er et surrealistisk højt niveau, som betyder, at den amerikanske ledighed på to uger er steget til næsten 10 pct. Inden coronakrisen var den amerikanske ledigheden på 3,5 pct.

Og selvom tallene for nytilmeldte ledige er en af vores hurtigste økonomiske indikatorer, så er de seneste tal kun til og med 29. marts. Der er derfor desværre nok yderligere dårligt nyt i vente, når vi får tal for tiden efter.

USA er speciel. Arbejdsmarkedet er ekstremt fleksibelt. Dermed giver tallene os et mere rent billede af den underliggende udvikling end eksempelvis de danske ledighedstal, hvor lange opsigelsesvarsler og nu også lønkompensationsordninger gør, at ledigheden ikke i samme grad afspejler den reelle økonomiske udvikling. Vores arbejdsmarked er fleksibelt i en europæisk kontekst, men rigtigt mange af os har opsigelsesvarsler på 1-3 måneder.

Kigger man på de såkaldte PMI tal, er det præcis samme billede, der tegnes. PMI tallene måler den økonomiske aktivitet frem til marts i stort set alle lande – og netop i marts faldt de som en sten. PMI stiger ikke noget om fremtiden – de fortæller os alene, at den økonomiske aktivitet er styrtdykket – og der er nok mere grumt i vente, når vi får tal for april.

Da vi hverken har en vaccine eller en kur kommer krisen til at trække ud. Det kan den danske genåbningsstrategi ikke ændre ved – også selvom jeg da ikke skal kunne afvise, at den kan udføres mere optimalt. At fokusere på de små børn er dog ret præcis, hvad overvismanden anbefalede i sidste uge, så helt på månen er det nok heller ikke.