Sikke en uge på de finansielle markeder. Torsdagens amerikanske inflationstal var en af den slags overraskelser, som markederne kun har kunnet drømme om i år, og resultatet er da heller ikke udeblevet.
Den positive inflationsoverraskelse, hvor både den samlede inflation og kerneinflationen var lavere end frygtet, har sendt de globale renter kraftigt ned – og aktiekurserne er blevet katapulteret i vejret.
Der er ingen tvivl, om at det var opløftende, at den amerikanske inflation faldt i oktober, men den kraftige markedsreaktion er måske i virkeligheden også lettere bekymrende. Alle famler i øjeblikket i noget, der ligner blinde, og når der så endelig kommer nøgletal, der klart peger i én retning, så reagerer markedet voldsomt.
“Jeg tror dog desværre, at mange er for optimistiske med hensyn til, hvor langt inflationen kommer ned på den korte bane
Inflationstallene for oktober var helt entydigt en positiv overraskelse – men det var kun ét nøgletal – og nøgletal svinger. Der er derfor desværre ingen garantier for, at vi ikke får nøgletal om en måned, som afføder den stik modsatte finansielle reaktion.
Det, vi måske kan være mest sikre på – og det, som torsdagens reaktion på inflationstallene mest af alt er et vidnesbyrd om – er, at den finansielle stress er udtalt.
Når det er sagt, så er der da bestemt grund til at tro, at inflationen globalt er ved at have toppet. Både den samlede inflation og det, der kaldes kerneinflationen, er blevet skubbet ekstraordinært kraftigt i vejret af de stigende energipriser, og da energipriserne faktisk er faldet gennem de seneste måneder, er der også grund til at forvente faldende inflation.
At det ikke kun er den samlede inflation, der kan forventes at falde på den konto, skal ses i lyset af, at kerneinflationen reelt ikke er helt renset for energiprisernes effekt på prisudviklingen. Man renser godt nok for den umiddelbare og direkte effekt – men ændringer i energipriserne påvirker også den samlede prisudvikling af indirekte vej, da de påvirker produktionsomkostningerne bredt.
Så kerneinflationen skal også nok falde.
Jeg tror dog desværre, at mange er for optimistiske med hensyn til, hvor langt inflationen kommer ned på den korte bane. Stramme arbejdsmarkeder og et år med solide reallønstab taler for øget lønpres – og jeg tror derfor heller ikke, at vi står over for yderligere markante rentefald fra det nuværende niveau.
Men jeg skal understrege, at jeg ved absolut lige så lidt som alle andre såkaldte eksperter. For jeg famler også i blinde. Vi har ikke befundet os i en højinflationær økonomi siden starten af 1980’erne, så vi har ikke ret mange erfaringer at trække på i forhold til at sige, hvordan de vestlige landes økonomier nemt får lagt inflationen bag sig.
Forhåbentligt kan vi tale om noget andet om et år, men der risikerer at gå flere år, før inflationskrisen er lagt endegyldigt i graven.
