SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Kommentar

Dette er en økonomisk kommentar, som er skrevet af nogle af landets mest toneangivende økonomiske og finansielle eksperter, hvori de kommenterer dansk og international økonomi samt udviklingen på de globale finansielle markeder. Hele kommentaren er skrevet af afsenderen.

Bocian: Derfor afblæser et fald på 115 mia. kr. i statsgælden ikke kampen om store bededag

Steen Bocian
Økonomisk redaktør og cheføkonom
Steen Bocian
Regeringen mål med at afskaffe en fridag er at styrke de offentlige finanser. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Regeringen mål med at afskaffe en fridag er at styrke de offentlige finanser. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Nye tal fra Nationalbanken viste mandag, at den danske statsgæld i løbet af 2022 faldt med 115 mia. kr. – så den ved udgangen af året udgjorde 323 mia. kr. svarende til 12 pct. af bruttonationalproduktet.

Den store gældsafvikling er kommet som en overraskelse for landets økonomer. Det giver i en tid med stor fokus på at få pengene til at strække på de offentlige finanser naturligt anledning til at spørge, om den uventet store gældsnedbringelse ikke kan gøre diskussionen omkring store bededag irrelevant?

Hvorfor dog inddrage en fridag for at styrke de offentlige finanser med 3 mia. kr. – når man på blot et år kan nedbringe den offentlige gæld med 115 mia. kr., uden der er blevet rørt ved antallet af helligdage?

For at kunne forstå det skal man nok være nationaløkonom. Det er jeg tilfældigvis, så lad mig forsøge at forklare.

Vi styrer efter strukturelle størrelser

Siden budgetloven har vi formelt set styret de offentlige finanser efter strukturelle størrelser i stedet for faktiske størrelser. I stedet for at kigge på den faktiske gældsafvikling eller på det faktiske offentlige over- eller underskud, som alle kan være påvirket af tilfældigheder og udsving i de økonomiske konjunkturer, fører vi økonomisk politik med udgangspunkt i strukturelle størrelser.

Konkret betyder det eksempelvis, at finansministeriets økonomer korrigerer beskæftigelsen, bnp og den offentlige sektors saldo for konjunkturernes og tilfældigheders effekt, inden den økonomiske politik planlægges.

Dermed undgår vi at bruge for mange penge, hvis økonomien af en eller anden grund overpræsterer til gavn for de offentlige finanser. Omvendt giver det frihedsgrader, hvis økonomien af den ene eller den anden grund oplever midlertidig modvind.

Den måde at styre de offentlige finanser på gjorde, at vi under pandemien havde mulighed for at gennemføre historisk dyre økonomiske hjælpepakker uden at skulle bekymre os om de offentlige finanser – men det gør også, at gældsafvikling knyttet til en periode med ekstraordinært store skatteindtægter ikke giver nye muligheder.

Den strukturelle saldo er ikke direkte observerbar – den beregnes af finansministeriets økonomer. Det betyder også, at der er en vis usikkerhed omkring størrelsen af den strukturelle saldo, men selvom der således kan være lidt ratslør, er det at foretrække at styre efter økonomiens strukturer frem for at lade sig slynge rundt i manegen af tilfældigheder og konjunkturudsving.

Øget produktivitet hjælper ikke de offentlige finanser

Nu hvor vi alligevel er i gang med at forholde os til teknikken omkring de offentlige finanser – så tillad mig lige at slå en ting fast. Reformer, der hæver produktiviteten og dermed vores samlede velstand, gavner ikke de offentlige finanser. Det er ellers en misforståelse, som er ganske udbredt.

Regeringens forslag om at inddrage en fridag er blevet kritiseret for at bygge på en gammeldags tankegang med fokus på arbejdstid frem for produktivitet. Den kritik kan såmænd være valid – men da sigtet med reformen er at skaffe finansiering, så er det også en lidt skæv kritik.

Lad mig forklare: Øget produktivitet hæver vores samlede velstand og sikrer dermed også flere penge i statskassen, da vi beskatter både lønmodtagere og virksomheder. Det giver imidlertid ikke øget offentligt overskud, da vi har valgt at indeksere de offentlige udgifter til at følge velstandsudviklingen i den private sektor.

Hvis produktiviteten hæves, vil det over tid forventeligt hæve lønniveauet i den private sektor. Højere løn i den private sektor er lækkert set med statsfinansielle briller, da det giver flere skattekroner. Men når lønnen i den private sektor stiger, så stiger lønnen i den offentlige sektor også, da vi har valgt at binde væksten i de offentlige lønninger til væksten i de private lønninger. Tilsvarende stiger den offentlige sektors udgifter til overførselsindkomster, da de også over tid følger lønudviklingen i den private sektor.

Højere produktivitetsvækst er mere end velkomment, men lukker altså desværre ikke huller på de offentlige finanser. Højere offentlig produktivitetsvækst gør heller ikke – medmindre, at politikerne aktivt skærer ned i antallet af offentlige medarbejdere som konsekvens af den højere produktivitetsvækst. Sådan plejer det ikke at gå.

Tre veje frem

Da regeringens mål med at afskaffe en fridag er at styrke de offentlige finanser, er der lidt simplificeret kun tre veje. Højere skatter, lavere offentlige udgifter eller reformer. Reformerne skal gerne forrykke balancen mellem netto bidragsydere til velfærdsstaten og netto modtagere fra samme.

Det kan være ved at hæve pensionsalderen, ved at kigge på overførselsindkomsterne, men det kan sådan set også være ved at forsøge at påvirke, hvor mange timer de erhvervsaktive arbejder.

Den økonomfaglige udfordring er dog, at det i hvert fald på langt sigt er uklart, hvorvidt man kan påvirke antallet af arbejdede timer ved at ændre på antallet af fridage. Med en tidshorisont på ti år er der dog i mine øjne ingen tvivl om, at der er en effekt. Jeg er mere i tvivl om, hvorvidt det har effekt efter, lad os sige, 25 år.

Det antager Finansministeriet dog – og dermed er det i hvert på papiret en vej til at styrke de offentlige finanser – både på kort og langt sigt.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Investor

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads