Kriserne står nærmest i kø i øjeblikket. Lige som vi troede, at inflationskrisen var den primære hovedpine, har en ny lurende bankkrise sendt blodtrykket på de finansielle markeder faretruende i vejret. Det betyder, at vi står med en økonomi, der er udfordret af flere potentielle dårligdomme.
Det er en vanskelig situation, der unægtelig gør det langt sværere for centralbankerne at dosere den rigtige helbredende pengepolitiske medicin.
Inflationskrisen lever i allerbedste velgående. Inflationstal fra både USA og euro-området har i ugens løb bekræftet, at inflationspresset fortsat er tiltagende og højt. Konkret er kerneinflationen tiltaget fra et i forvejen højt niveau, alt imens arbejdsmarkederne er strammet yderligere til. Inflationen er med andre ord langt fra under kontrol.
Det er klart bekymrende. Kombinationen af et fortsat stort pres på arbejdsmarkedet, en robust efterspørgsel og høj inflation øger risikoen for en selvforstærkende global løn-pris-spiral. Risikoen stiger tilmed, jo længere tid inflationen er høj. Det vil under normale forhold sende et klart budskab om, at der venter en fortsat række af renteforhøjelser i både USA og euro-området.
Det forhandlingsforløb – fortsatte renteforhøjelse, der skal nedbringe inflationen – kan den lurende bankkrise dog potentielt spænde ben for.
Hvis problemerne i banksektoren eskalerer yderligere i den kommende tid, så er risikoen, at det kan være startskuddet på en dyb finansiel krise.
“Der er ret beset ingen, der aner, hvor renterne er på vej hen, og om vi står på nippet til en større finansiel krise med udgangsspring i dele af banksektoren
Det er naturligvis bekymrende, da erfaringerne viser, at en finansiel krise hurtigt kan sprede sig til resten af økonomien og udløse et brat konjunkturtilbageslag. Når man som centralbank står over for sådan en risiko, vil man normalt se, at yderligere planlagte stramninger af pengepolitikken sparkes til hjørne. Det er dog en luksus, som hverken ECB eller Fed har i øjeblikket på grund af den galoperende inflationskrise. Vi står derfor også i en situation, hvor centralbankerne potentielt skal bekæmpe en inflationskrise og en ulmende bankkrise på en og samme tid.
Hvordan understøtter man en banksektor i krise uden at lempe på dele af pengepolitikken og dermed puste yderligere til inflationen? Svaret er nok, at centralbankerne må grave dybt i det pengepolitiske medicinskab og opstarte en eksperimentel behandling, der kan byde på en god portion bivirkninger.
Det gælder derfor også om at holde på hat og briller i den kommende tid. Sigtbarheden er meget lav, og det økonomiske udfaldsrum er ekstremt stort.
Som tingene ser ud nu, hælder jeg imidlertid til, at den ulmende bankkrise blive inddæmmet og håndteret. I et sådant scenarie vil renterne langsomt stige tilbage til niveauerne fra før, den ulmende bankkrise ramte nyhedsspalterne.
Jeg håber naturligvis, jeg får ret – men hvis ikke jeg får ret, og vi nu står ved indgangen til en større finansiel krise, så er det unægtelig helt andre økonomiske udfordringer, der venter os. Tiden vil vise, om overskriften på 2023 ender med at blive “inflationskrise” eller “bankkrise”.
