I disse uger fejrer vi dankortets 40-års fødselsdag. Bankerne gik sammen om at lave et dansk betalingskort forankret i Nets, som siden har vist sig at være et trygt, sikkert og billigt alternativ til flodbølgen af udenlandske betalingskort.
I dag er det kun omkring 340.000 danskere, som har Dankortet i ren form, men Visa/Dankortet er stadig det mest udbredte betalingskort i Danmark med 5 mio. udstedte kort. En succeshistorie til gavn for både detailhandlen, forbrugerne og samfund. Men den ser nu ud til at være truet.
I takt med at online betalingsløsninger vinder frem, og antallet af betalinger med fysiske betalingskort falder, har en række banker set en fed fidus i at skubbe Visa/Dankortet fra sig. Helt konkret har en række banker f.eks. ikke givet deres kunder mulighed for at bruge betalingskortet på telefonen gennem Apple Pay.
Det har stillet det rene Visa-kort og Mastercard enormt meget stærkere og givet dem en stor konkurrencefordel. Fordelen ved de udenlandske betalingskort for bankerne er klar: Her kan de nemlig tage et gebyr pr. betaling, hvorimod Folketinget for år tilbage har besluttet, at bankerne ikke må tage høje gebyrer for Dankortet, hverken fra forbrugerne eller butikkerne.
Pludselig kan de altså tjene langt flere penge på borgernes betalinger i detailhandlen end før. En klassisk fristelse for finanssektoren, som de selvfølgelig ikke kan stå for.
Vi er ikke overraskede. Heller ikke selvom deres generelle gebyr- og prisstigninger siden finanskrisen har skaffet dem en masse indtægter betalt af kunderne. Mere vil selvfølgelig have mere.
For især de små købmænd og brugsforeninger er udviklingen også et stort problem. Det er dem, der i første runde skal betale de ekstra omkostninger til bankerne. Allerede nu overstiger omkostningerne en halv mia. kr. om året i gebyrer.
Kunderne får så ekstraregningen i næste led, når den lokale købmand bliver presset og må skrue priserne op. Og det kan reelt betyde, at mange af de små købmænd rundt omkring i landområderne trues endnu meres på deres levebrød, fordi ekstraomkostningerne fra de udenlandske betalingskort tynger dem. Med andre ord er Visa/Dankortet langt bedre for deres forretning end Mastercard.
Det burde finanssektoren have respekt for. Bankerne burde kæmpe for at værne om dankortets fremtid. I stedet har flere af dem valgt at slå ud med armene og henvise til, at de bare indretter sig efter forbrugernes efterspørgsel. Men den fortælling er alt for letkøbt. Der er et helt naturligt asymmetrisk vidensforhold mellem banker og forbrugere i den her situation.
Selvfølgelig ved bankerne meget mere om gebyrer på deres betalingskort end den almindelige forbruger, som også skal passe et arbejde, smøre madpakker til ungerne, huske at få bilen til service og alt det i livet, der gør, at man som forbruger ikke sætter sig ned og optrævler, hvordan gebyrer på betalingskort fungerer.
Bankernes viden vil altid være større end forbrugernes på den front. Og derfor står vi i Socialdemokratiet også vagt om forbrugernes interesser.
For vi kan se, at det kræver en beslutning og vedholdende indsats at værne om det gebyrfrie og sikre danske betalingskort, for ellers overtager amerikanske mastodonter markedet. Her nytter det ikke noget, at bankerne alene kigger på egen bundlinje. Danskerne betaler rigeligt for at være kunder i finanssektoren – noget de i øvrigt også er tæt på at være forpligtet til at være gennem vores lovgivning. De skal ikke flås yderligere.
På det sidste har flere banker heldigvis tilkendegivet, at de vil gøre det muligt for forbrugerne at benytte sig af Visa/Dankortet i bl.a. Apple Pay. Men det går enormt langsomt, og alle skal med ombord. Bankerne lever ikke op til deres samfundsansvar, når de ikke bidrager til at holde dankortet og dermed de billige betalingsmuligheder i live, men derimod aner endnu en mulighed for at score lidt ekstra på gebyrerne.
Derfor er vores appel til de resterende banker også enkel: drop jeres usolidariske og usympatiske adfærd over for forbrugerne, og lev op til jeres samfundsansvar.
Det er en politisk ambition for os at sikre Visa/dankortets overlevelse og fremtidssikring, og derfor kommer vi personligt til at holde tæt øje med, hvordan finanssektoren håndterer det her i den kommende tid.
Bankerne skabte selv dankortet for 40 år siden i fællesskab. Nu skal de ikke aflive det af hensyn til nye fristende indtægter. Det er en dansk succeshistorie, vi skal værne om og udvikle fremover.