SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Opinion

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kommentar | Inflationens vaner hjælper den danske økonomi gennem det økonomiske stormvejr

Fine opsparinger har rustet danskernes privatøkonomi og givet gode økonomiske vaner, mener Louise Aggerstrøm Hansen. 
Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix)
Fine opsparinger har rustet danskernes privatøkonomi og givet gode økonomiske vaner, mener Louise Aggerstrøm Hansen. Arkivfoto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix)

Forbruget er begyndt at falde – til dels fordi vi er begyndt at bruge lidt færre penge, men først og fremmest fordi vi får betydeligt mindre for dem. Jeg tror, der er mange danske virksomheder, der lever af at sælge varer og tjenester til danskerne, der er alvorligt bekymrede for, om det nu indvarsler en gentagelse af finanskrisen, der var kendetegnet ved en usædvanlig lang periode med underdrejet efterspørgsel.

Med fare for at lyde alt for optimistisk vurderer jeg dog, at forudsætningerne er til stede for, at forbruget kan vende langt hurtigere denne gang end sidst, vi oplevede en krise.

Ser man bag prisproblemet, så er danskernes privatøkonomier (og dansk økonomi i øvrigt) faktisk relativt sund

Dermed ikke sagt, at der ikke er udsigt til en rigtigt trist vinter, når vi kigger på privatforbruget. For der er ingen tvivl om, at mange er rigtigt pressede, og dem, der ikke er, står også over for en betydelig usikkerhed. Men at der igen er udsigt til en længere årrække med meget lavt privatforbrug, er jeg mindre bekymret over.

Groft sagt har forbrugerne ét problem for tiden. Det er inflationen. Når prisstigningerne begynder at aftage, så vil det også hurtigt give en lettelse i danskernes økonomi. Ser man bag prisproblemet, så er danskernes privatøkonomier (og dansk økonomi i øvrigt) faktisk relativt sund.

Når jeg siger ubalancer, så mener jeg eksempelvis dem, der er bygget op i årene op til finanskrisen. Den gang levede danskerne i stor stil over evne, og meget blev købt for lånte penge – noget, blandt andet boligboblen gjorde muligt. Det gav nogle alvorlige tømmermænd, da krisen ramte.

Folk var først nødt til at skære i forbruget, da de ikke længere kunne låne penge til at finansiere det, og derefter nødt til at bringe forbruget yderligere ned for at betale af på den gæld, de havde opbygget. Det var den massive ubalance og efterfølgende opstramning i forbruget, der forklarer, hvorfor det tog så længe for økonomien at komme ovenpå igen. Hvis vi spoler frem, så er de ubalancer ikke til stede. Vi kommer ligefrem fra en periode, hvor danskerne i gennemsnit har sat til side hver måned og dermed polstret deres opsparing yderligere. Og det er bare langt nemmere at få økonomien til at hænge sammen, når man er vant til ikke at bruge helt til kanten.

Hvor boliggælden steg meget kraftigt, da priserne steg op til finanskrisen, så har den ikke fulgt med priserne op under corona. Det er godt nyt nu, hvor renterne stiger voldsomt. Dermed ikke sagt, at det ikke gør overordentligt ondt i pengepungen hos de mange familier, hvis realkreditlån skal have ny rente for tiden.

Selvom vi kan glæde os over, at vi ikke i gennemsnit har skruet voldsomt op for boliggælden, så skal de fleste boligejere, der refinansierer, indstille sig på at betale omkring tre procentpoint mere i rente end sidst, den blev fastsat – en merudgift, der nemt kommer op på adskillige tusind kroner om måneden.

Det er nemmere at stå imod økonomisk stormvejr, når båden er i balance, og i den henseende er vi kommet langt. Også selvom det måske er en ringe trøst for både de virksomheder og helt almindelige mennesker, der bliver voldsomt presset af inflationen og de stigende renter lige nu.

Andre læser også

BØRSEN

Nyhedsbreve

Tilmeld dig Børsens nyhedsbreve her

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

BØRSEN

Investor

Podcast

BØRSEN

Morgenbriefing

BØRSEN

Topchefernes strategi

Podcast

BØRSEN

Longreads

BØRSEN

Selvstændig

Podcast

Forsiden lige nu