Steen Bocian: "Næsten alle investeringer kan betale sig, når renten er nul eller negativ"
Opinion Af ,
Kære læser,

Velkommen til mit ugentlige nyhedsbrev om, hvad der foregår i dansk økonomi i øjeblikket. Hvis du vil modtage det først på dagen direkte i din indbakke, vil jeg anbefale at tilmelde dig nederst på siden.

Verdensøkonomien balancerer i den grad fortsat på en knivsæg i forhold til det økonomiske opsvings fortsatte skæbne. Der er ingen tvivl om, at væksten er på vej ned, men det er fortsat usikkert, om vi er på vej ind i en ny krise. I sidste uge fik vi tal for det amerikanske arbejdsmarked, som understregede, at det er for tidligt at fælde verdens økonomiens dødsdom. De globale aktier er da også steget ganske meget den seneste uge – og i skrivende stund er der tale om aktierekorder – ikke noget der just indikerer hård krise.

Det gør også, at vi fortsat skal være en forsigtige i designet af den økonomiske politik.

Blandt økonomer er der en stigende konsensus om, at pengepolitikken er ved at være udnyttet til det maksimale. De negative renter har bivirkninger – og vi er måske allerede i Europa nået til et punkt, hvor de utilsigtede bivirkninger overskygger de positive effekter af lave renter. Pendulet svinger derfor i retningen af, at vi i næste krise i stedet bør fokusere på finanspolitik, hvis den økonomiske politik skal læne sig imod vækstafmatning og faldende arbejdsløshed.

Det er også de økonomiske vismænds holdning. Min kollega Kenneth Praefke havde således en interessant snak med professor Carl-Johan Dalgaard om arbejdsdelingen mellem finans- og pengepolitik. Ikke helt uinteressant åbnede Nationalbankens direktør Per Callesen i samme artikel indirekte også op for en mere aktivistisk finanspolitisk linje. Nationalbanken har ellers længe befundet sig på strammer-holdet i forhold til finanspolitikken. Det gør de nok fortsat, men de mener altså også, at pengepolitikken som kriseværktøj er ved at være nået til vejs ende (og nej, det handler selvfølgelig ikke om fastkurspolitikken. Her er pengepolitikken ikke nået til vejs ende).

Jeg er personligt lidt splittet. Der er ingen tvivl om, at pengepolitikken er anstrengt – og jeg tror ikke, det gavner vækst og velstand at sætte renten længere ned. Omvendt så har finanspolitikken også historisk set vist sine meget store mangler. I teorien kan finanspolitik virke meget stærkt – og ser man bort fra virkelighedens styreproblemer og risikoen for, at markedet på et eller andet tidspunkt igen mister tilliden til politikerne og sender renterne op, så skal man i næste krise bare give den gas med offentlige investeringer eller midlertidige skattelettelser. Næsten alle investeringer kan betale sig, når renten er nul eller negativ.

Men i virkelighedens verden er det bare knap så simpelt at styre finanspolitikken. Doseringen og timingen er vanskelig. Dertil kommer, at finanspolitikken let rammer økonomien skævt. Ekspansiv finanspolitik tager ofte sit udgangspunkt i byggeriet – men i byggeriet er der meget høj kapacitetsudnyttelse, og hvis krisen tager sit udgangspunkt i industrien, er det så byggeriet, vi skal stimulere? Derudover så er finanspolitik ekstremt vanskelig at stramme igen. Vi risikerer for hver ny krise blot at øge den offentlige gæld – som aldrig rigtigt bringes ned igen. Tag bare statsgælden i Europa. Trods opsving siden 2013/2014, så er statsgælden i euroområdet højere end under statsgældskrisen. Det er alene rentefald, som gør, at den er håndterbar. Sidst men ikke mindst er der i Europa en kæmpe koordineringsudfordring.

Derudover er det i mine også værd at huske på, at beskæftigelsen aktuelt er over det strukturelle niveau. Det vil sige, at vi ikke skal begynde at lempe den økonomiske politik, hvis beskæftigelsen falder med 20-30.000 personer. Det vil der ekstremt hurtigt opstå et politisk pres for.

Finanspolitik er muligvis vores bedste svar i næste krise – men det er ikke et super godt svar, og hvis der virkelig er en krise på vej, så må vi også bare erkende, at kriser grundlæggende ikke kun er dårlige. Det handler også om, at det er markedsøkonomiens oprydning. En krise fælder det, der ikke er økonomisk holdbart, og frigiver dermed ressourcer til anden og mere holdbar økonomisk aktivitet.

Men det er klart, at vi skal sikre, at de menneskelige konsekvenser ikke bliver for store. I Danmark sikrer vi i vid udstrækning det via den sociale sikkerhedsnet. Det gør også, at finanspolitikken automatisk lempes i Danmark, når en krise rammer. Det kaldes de automatiske stabilisatorer – de virker stærkere i Danmark, end i de fleste andre lande, da vores arbejdsindkomstbeskatning er høj, og da ydelsesniveauerne i overførselssystemet er højere end i de fleste andre lande. De stærke automatiske stabilisatorer mindsker presset for aktiv finanspolitik herhjemme. 

Du kan abonnere gratis på mit faste nyhedsbrev om perspektiver på samfundsøkonomien ved at tilmelde dig her:

Ny sæson af podcasten Topchefernes strategi med Niels Lunde

Den danske arkitekt Bjarke Ingels er kendt over det meste af verden og har fået international succes med virksomheden Bjarke Ingels Group - i daglig tale kaldet BIG.

Men hvordan ser Bjarke Ingels på strategi i sit særlige krydsfelt mellem en kunstnerisk og en kommerciel verden? Hvorfor eksisterer BIG? Hvilke kompetencer indeholder virksomheden? Hvordan tiltrækker han de bedste medarbejdere?



Abonnér:
   

Ledelse


Andre læser dette lige nu



© Dagbladet Børsen
Ifølge lov om ophavsret er det kun tilladt at tage én papirkopi til privat brug. Yderligere kopiering må kun ske efter aftale med Dagbladet Børsens chefredaktion. Henvendelse skal ske til Peter Utzon på e-mail: peut@borsen.dk

Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Andelsboligkøbere går glip af rentefesten: Sådan sikrer du dig på det usikre marked

Erdogan advarer EU om Isis-fremstød i Libyen før fredsproces

Boeing opdager ny fejl i ulykkesfly

Fransk it-gigant bliver hovedsponsor af e-sportsvirksomhed: Det øger interesse, rekruttering og eksponering

"Hov, han har jo for korte bukser på"

Libyske havne blokeret af oprørsleder - mere end halvdelen af olieeksporten er væk

Weinsteins skæbne i voldtægtssag afgøres af fem kvinder og syv mænd