Forbrugertilliden fik et hak i tuden i juli
Forbrugertilliden i Danmark tog et skarpt dyk i juli.
Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Økonomi Af
Tilliden til både egen og Danmarks økonomi faldt betydeligt i juli hos de danske forbrugere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden faldt til 2,9 i juli fra 5,8 i juni. De seneste seks måneders gennemsnit lyder på 4,2.

"Stort set alle indikatorer, som forbrugertilliden beregnes på, er faldende. Det gælder især tilliden til Danmarks økonomiske situation om et år," skriver Danmarks Statistik.

Forbrugertilliden udregnes ved at spørge en række danskere om, hvordan de ser på både deres egen og Danmarks økonomi samt fremtidsudsigterne.

Kigger man på synet på egen økonomi, så dykker vurderingen af, om familiens økonomiske situation er bedre nu end for et år siden, og om den ses være bedre om et år, markant.

Begge tal er stadig positive, hvilket indikerer bedring, men altså betydelig mindre positive end i juni.

Det største dyk kommer dog i synet på, om Danmarks økonomiske situation vurderes at være bedre om et år. Her er tallet faldet fra 3,5 til minus 4,1, og de adspurgte mener altså nu, at det vil gå værre for Danmark om et år.

"Det er første gang siden januar 2019, den har været negativ. Gennemsnittet for det seneste halve år er noget højere og ligger på 0,9," skriver Danmarks Statistik.

Den faldende forbrugertillid giver panderynker hos Sydbanks chefanalytiker Søren V. Kristensen. Forbruget er nemlig sammen med eksporten de to vigtigste vækstmotorer for dansk økonomi.

"Et lidt mere pessimistisk syn på tingene fra forbrugerne er lidt bekymrende. Det er nemlig med stor sandsynlighed nødvendigt, at forbrugerne skal fortsætte med at øge forbruget, hvis vi skal skabe en nogenlunde vækst i dansk økonomi," skriver han i en kommentar til tallene.

"Heldigvis er det dog sådan, at optimismen ikke er sivet helt ud af de danske forbrugere. Det danner trods alt grundlag for at tro, at forbrugerne også selv vil træde lidt i pedalerne og gøre brug af den solide økonomiske medvind, som beskæftigelsesfremgang, reallønsfremgang og enormt lave renter giver."

Samlet set har forbrugertilliden med en kort undtagelse i slutningen af 2016 - hvor Storbritannien stemte sig ud af EU og Donald Trump blev valgt som præsident i USA - været positiv siden 2013.

Forbrugertilliden satte sit seneste lavpunkt i 2008, hvor den under finanskrisen dykkede til mindre end minus 15.

/ritzau/

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Lagre bugner mere end forventet hos Pandoras partnere: Alexander Lacik vil bruge yderligere 500 mio kr på at købe smykker tilbage

Coloplast-boss: "Det er min største frygt, at vi kommer til en verden hvor produkter ikke betyder noget"

"De penge, vi har puttet i det, begynder nu virkelig at levere resultater. Det er ret usædvanligt det her"

Alm. Brand-boss: "Ser man på den primære drift i bankforretningen er den ikke god nok"

Ringkjøbing Landbobank overvejer at følge trop: Vil indføre negative renter for privatkunder

Nu kan flere sjællændere få leveret dagligvarer fra Coop

Anders Dam: "Vores aktiekurs er halveret på to år. Det skal vi tage alvorligt"

Efter Jyske Bank-melding: Finans Danmark beder igen Nationalbanken om hjælp

Sådan er ejerskabet af Lars Larsens imperium: Børnebørnene ejer mest, børnene er med og en fond bestemmer i den sidste ende