Økonomi Af
Det amerikanske udenrigsministerium har godkendt et potentielt våbensalg for 2,2 milliarder dollar til Taiwan. Herunder salg af kampvogne af typen Abrams og Stinger-missiler.

Det oplyser USA's forsvarsministerium, Pentagon, mandag.

Meddelelsen vil sandsynligvis skabe vrede i Kina, som opfatter Taiwan som kinesisk territorie, der før eller siden skal genforenes med resten af landet.

Desuden har Kina tidligere udtrykt "alvorlig bekymring" over det mulige våbensalg.

USA's Agentur for Forsvarssikkerhedssamarbejde (DSCA) oplyser, at Kongressen er blevet underrettet om den potentielle aftale. Aftalen vil omfatte salg af 108 Abrams-kampvogne og 250 jord til luft-missiler.

Amerikanske lovgivere har 30 dage til at komme med indvendinger mod salget. Men det er usandsynligt, at de gør det, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det foreslåede salg "vil bidrage til moderniseringen af køberens flåde af kampvogne, hvilket vil øge evnen til at imødegå nuværende og fremtidige regionale trusler og styrke sit hjemlands forsvar", udtaler DSCA i en redegørelse.

Kina gav i sidste måned udtryk for sin modvilje mod det mulige våbensalg.

- Vi har gentagne gange understreget, at USA er nødt til at forstå, hvor ekstremt skadelig og ødelæggende landets beslutning om at sælge våben til Taiwan er, sagde talsmand for Kinas udenrigsministerium Geng Shuang.

Forholdet mellem Kina og USA er i forvejen anspændt grundet den igangværende handelsstrid mellem de to økonomiske stormagter.

Kina og Taiwan blev adskilt i 1949 under borgerkrigen i Kina.

Kina har gentagne gange sendt militære fly og skibe ind på Taiwans territorie i de seneste år og arbejdet på at isolere landet internationalt, så det i dag kun har få diplomatiske allierede.

/ritzau/AFP

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Boris Johnson bliver ny britisk premierminister

Investeringsøkonom: Penge fra Genmabs USA-notering ryger nok i udviklingsreserver

NKT får ordre på højspændingskabler til Viking Link

Danske og Nordea afviser Jyske Bank-forslag om revisor-tvang for erhvervskunder

Michael Friis: Der er stadigvæk stort potentiale i DSV-aktien

Aktiestatus: ISS og Pandora i toppen med DSV i den tunge ende

3F har tjent 4,2 milliarder på aktier og obligationer siden 2005

Senioranalytiker: Ny amerikansk budgetaftale mindsker risiko for kraftig opbremsning