Analytikere: Hold øje med Fed-referat oven på dueagtig melding
Foto: Arkivfoto/Mary F. Calvert/Reuters/Ritzau Scanpix
Økonomi Af
Onsdag aften dansk tid offentliggør den amerikanske centralbank, Federal Reserve, referatet fra sit rentemøde i december - og det er værd at holde øje med, vurderer aktiechef Otto Friedrichsen fra Formuepleje.

Chefen for centralbanken, Jerome Powell, løsnede nemlig op i sidste uge til det årlige møde i den amerikanske forening for økonomer, American Economic Association.

"Han (Powell, red.) sagde, at hvis markedet fortsætter den nuværende stil, vil centralbanken tage notits af det. Banken er afhængig af data, men kigger altså også på markederne. Det er en meget dueagtig melding," siger han.

"Jeg forventer ikke, at det vil fremgå af referatet i aften, for kapitulationen kom først i januar efter en række dårlige nøgletal og store kursudsving hen over jul og nytår. Kerneelementet i referatet er derfor, hvor meget strammere det er, i forhold til de bløde meldinger vi så fra Powell i fredags," lyder det fra aktiechefen.

Ved rentemødet i december hævede Federal Reserve renten for niende gang siden 2015. Hos Sydbank hæfter makroanalytiker Mathias Rømer Sproegel sig ved, at rentestigningen her blev pakket blødt ind.

"Fed forventer nu at hæve renten yderligere to gange i 2019 mod tidligere tre renteforhøjelser. På pressemødet understregede Powell, at den økonomiske udvikling vil diktere antallet af renteforhøjelser i 2019. Powell slog med andre ord autopiloten fra," skriver han i en kommentar.

"Til trods for de blødere toner væltede aktiemarkederne ned i kølvandet på renteformødet. Investorerne havde håbet på endnu blødere toner fra Powell og co. Vi vil bruge referatet til at studere, hvordan Fed-direktørerne vurderer vækstopbremsningen i Kina og eurozonen. Derudover vil vi holde øje med diskussioner omkring Feds nedbringelse af balancen, efter at Powell har åbnet op for, at hastigheden om nødvendigt kan blive sat ned," lyder det fra makroanalytikeren.

Også Otto Friedrichsen peger på nyt om væksten som et interessant element i referatet, idet investorerne frygter et tab af det nuværende momentum.

"Når vi ser på de økonomiske data, har de tabt fart. Det, aktiemarkedet frygter – og grunden til, at vi har set så store tab – er, at det kan være starten til en større vækstopbremsning," siger han.

"Det – kombineret med en centralbank, som har meldt ud, at renten skal hæves i 2019 – er en meget dårlig cocktail i forhold til den amerikanske og globale vækst."

"Fed har nærmet sig markedets forventninger til rentestigninger i 2019 gående ind i december, men gennem december er markedets forventninger til antallet af rentestigninger faldet yderligere, så der er stadig en væsentlig grad af forskel," siger han.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Aarhus-familie sælger livsværk til kapitalfond: "Der bliver ingen Ferrari'er til os"

Aktier: Handelsrygter løftede stemningnen

Analyse: Hvor flyver den sårede tiger hen, Maix?

Investorerne strøg ud af aktive fonde i USA i december: "Bevægelsen var enorm"

Netflix falder efter regnskab

Blackrock ejer nu mindre end 5 pct. af Genmab

Estland dropper regel mod hvidvaskning af penge

Medie: Mærsk tæt på salg af Hamburg Süds bulk- og tankforretning

Medie: USA overvejer at rulle Kina-told tilbage - Finansministerium afviser det